Børnefattigdommen stikker mindre dybt end tidligere

Færre børn under fattigdomsgrænsen i 2021 

Antallet af børn i familier under fattigdomsgrænsen faldt med 2.700 fra 2020 til 2021. Der er dog fortsat 53.800 børn, der vokser op i relativ fattigdom, hvilket svarer til 4,7 pct. af alle børn under 18 år. Det viser Figur 1.

Definitionen på fattigdom tager udgangspunkt i Danmarks Statistiks opfølgning på FN’s verdensmål nr. 1 om at reducere fattigdommen. Her har Danmarks Statistik udviklet et mål for relativ fattigdom. Målet er en videreudvikling af den tidligere officielle fattigdomsgrænse, der blev vedtaget i 2013 på baggrund af ekspertudvalget om fattigdoms anbefalinger og senere afskaffet af Venstre-regeringen i 2015. Læs mere om fattigdomsgrænsen i metodeafsnittet. Af bilagene fremgår udviklingen i relativ fattigdom for alle i Danmark inkl. voksne.

Den relative fattigdomsgrænse tager udgangspunkt i medianindkomsten, altså den midterste indkomst i Danmark, hvor halvdelen af befolkningen har lavere indkomst og den anden halvdel har højere indkomst. Man er fattig, hvis man har en indkomst på under 50 pct. af medianindkomsten i ét år. Hvis man har formue over en vis størrelse eller er studerende, tæller man dog ikke med som fattig.

Historisk set har niveauet for den relative fattigdomsgrænse været i ret tæt overensstemmelse med opgjorte minimumsbudgetter for at kunne opretholde et nødvendigt men beskedent forbrug. Der er dog særlige forhold, der kan have påvirket minimumsbudgettet i 2021 (ligesom det var tilfældet i 2020). Det drejer sig bl.a. om periodevise nedlukninger af dele af erhvervslivet, rejserestriktioner, samt udbetalinger af indefrosne feriemidler, der isoleret set påvirker den opgjorte medianindkomst og derfor også den relative fattigdomsgrænse. Af disse årsager bør opgørelsen af relativ fattigdom i 2021 såvel som 2020 tolkes med visse forbehold, om end opgørelsen fortsat er valid og anvendelig.

Det er ikke afgørende, om den relative fattigdomsgrænse er i overensstemmelse med opgjorte minimumsbudgetter, da relativ fattigdom er udtryk for, om man på baggrund af sin indkomst har mulighed for at føre en tilværelse, der tilnærmelsesvis ligner den typiske i samfundet. Særlige engangsudbetalinger har nemlig – på trods af at være midlertidige – en meget målbar effekt på forbruget og dermed også den typiske tilværelse blandt familier i Danmark. Ligeledes kan høj inflation betyde, at minimumsbudgetter udvikler sig hurtigere, end indkomsterne i en periode.

Den tidligere officielle fattigdomsgrænse krævede, at man lå under grænsen tre år i træk for at tælle med i opgørelsen som ”økonomisk fattig”. Den nuværende indikator for relativ fattigdom, som Danmarks Statistik har udviklet, kræver kun ét år i fattigdom for at tælle med. Den gamle definition er derfor mere robust end den nuværende over for udsving og særlige forhold, der kun vedrører enkelte år, da den måler på det, man kan kalde vedvarende fattigdom. Der er dog ligeledes ulemper ved et sådan mål, da udviklingen fra år til år kan være svær at tolke, når det kan tage flere år, før en ændring ude i samfundet giver udslag i ændrede fattigdomstal.

---

Færre fattige børn i de fleste – men ikke alle – kommuner

Figur 2 viser udviklingen i antallet af fattige børn i hver kommune. I de mørke- og lyseblå kommuner faldt antallet af fattige børn i 2021, mens antallet var uændret i de grå kommuner. I de lyserøde og mørkerøde kommuner steg antallet af fattige børn derimod. Det var tilfældet i hele 20 kommuner, altså knap hver fjerde. Den overordnede positive udvikling for året har dermed ikke været synlig i hele landet.

Den største stigning relativt til antallet af børn i kommunen var i Morsø Kommune, hvor antallet af børn i familier under fattigdomsgrænsen steg med 50, hvilket svarer til en stigning i andelen af fattige børn på 1,4 procentpoint.

Det største relative fald skete i Frederikshavn Kommune, hvor andelen af fattige børn faldt med 1,3 procentpoint svarende til 140 færre fattige børn.

Der er stor forskel på omfanget af børnefattigdom på tværs af landets kommuner. Det viser Figur 3, hvor andelen af relativt fattige børn i hver kommune er opgjort. De lyseblå områder er den fjerdedel af kommunerne med den laveste andel, mens de mørkeblå kommuner er den fjerdedel af kommunerne med den højeste andel.

Figuren viser, at andelen af fattige børn er højest på Syd- og Vestsjælland, på den københavnske vestegn, i Sydjylland, dele af Fyn samt enkelte øvrige kommuner. I disse kommuner er det op mod hvert 11. barn, der lever under fattigdomsgrænsen.

Det er hovedsageligt i kommuner i Nordsjælland og i hovedstadsområdet samt Østjylland, at relativt få børn vokser op i fattigdom. I Egedal Kommune, hvor andelen af fattige børn er lavest, er det blot 1 ud af 50 børn, der vokser op i relativ fattigdom.

Kortet viser altså, at der er meget stor forskel på udbredelsen af børnefattigdom på tværs af landet.

---

Færre fattige i kommuner med relativt mange fattige børn

Tabel 1 viser for hver kommune andelen samt antallet af fattige børn og udviklingen i disse for det seneste år. Tabellen viser, at der i størstedelen af kommunerne med relativt mange fattige børn var et fald i andelen af fattige børn i 2021. Der er dog tale om små fald relativt til omfanget i disse kommuner.

Tabellen viser, at det er kommuner som Lolland, Brøndby, Guldborgsund, Langeland og Slagelse, hvor andelen af børn i familier under fattigdomsgrænsen er relativt højest. Her ligger andelen af relativt fattige børn på 7,5 til 9,1 pct.

I Egedal, Allerød, Gentofte, Skanderborg og Solrød er relativ børnefattigdom omvendt et sjældent fænomen. I disse kommuner varierer andelen af relativt fattige børn fra 2,0 til 2,4 pct. af børn under 18 år.

---

Stort fald i antallet af fattige børn med forældre på kontanthjælp

De fattige børnefamilier er en sammensat gruppe. En stor del af forsørgerne i familierne under fattigdomsgrænsen modtager en kontanthjælpsydelse eller anden offentlig understøttelse i løbet af året. Over de seneste år er der sket et stort fald i antallet af fattige børn, hvis familie er berørt af kontanthjælpsydelser, men der er omvendt sket en stigning i antallet, der er berørt af andre ydelser, f.eks. ressourceforløbsydelse og førtidspension. Det viser Tabel 2.

Af tabellen fremgår det dog også, at en relativt stor gruppe af de fattige børnefamilier ikke er i berøring med ydelsessystemet i løbet af året. Denne gruppe har været stigende i antal set over en årrække, og er fortsat med at vokse, mens den generelle udvikling i børnefattigdom har været nedadgående. AE har tidligere analyseret denne gruppe, som hovedsageligt består af familier med løs eller svag arbejdsmarkedstilknytning samt familier med voksne studerende. I udgangspunktet indgår familier med voksne studerende ikke i gruppen af relativt fattige, men denne betingelse bortfalder, hvis en voksen studerende er beskæftiget mindst 950 timer i løbet af året svarende til at være fuldtidsbeskæftiget mindst halvdelen af året.

Der er ikke en én-til-én sammenhæng mellem som familie at være i berøring med kontanthjælpssystemet og børnefattigdom. Det skyldes bl.a., at relativ fattigdom opgøres over et helt år, mens kontanthjælp kan understøtte familien i nogle måneder, men ikke andre. Derudover er det muligt at have deltidsbeskæftigelse som kontanthjælpsmodtager, og lønnen heraf modregnes kun delvist. Der er dog en stærk sammenhæng mellem det at have en forsørger på kontanthjælp og at være relativt fattig som barn.

Figur 4 viser, at mens der i 2020 var i gennemsnit omkring 50.000 børn med en eller flere forældre på kontanthjælp, var antallet faldet til omkring 44.000 i 2021. For 2022, hvor opgørelsen på nuværende tidspunkt dog er foreløbig og kan blive revideret, er antallet af børn med forældre på kontanthjælp faldet til godt 39.000. Den store stigning i juli måned kan henføres til indvandrede ukrainske børn

Til sammenligning var knap 24.000 fattige børn i familier med berøring med kontanthjælpsydelser i 2020, mens tallet var godt 21.000 i 2021.

Tallene indikerer således, at antallet af relativt fattige børn med forældre i berøring med kontanthjælpssystemet højst sandsynligt vil falde i 2022, men det er for usikkert at spå om den samlede udvikling i omfanget af børnefattigdom i 2022, da opgørelsen afhænger af mange andre faktorer.

---

Færre fattige børn blandt ikke-vestlige indvandrere og efterkommere

Figur 5 viser, at faldet i antallet af relativt fattige børn især skyldes et fald blandt ikke-vestlige indvandrere og efterkommere. Fra 2017 til 2021 er antallet af relativt fattige børn, der er efterkommere fra ikke-vestlige lande, faldet fra ca. 20.300 til godt 17.000. Derudover er antallet af fattige børn, der er indvandrere fra ikke-vestlige lande, faldet fra knap 15.900 til ca. 10.200. I alt er der altså omkring 9.000 færre fattige børn med ikke-vestlig oprindelse i dag sammenlignet med 2017. Det skal ses i forhold til, at det samlede antal relativt fattige børn i perioden er faldet med 10.650.

Der er en markant uddannelsesmæssig slagside, når vi ser på mødrene til de fattige børn. Ufaglærte med grundskolen som højest fuldførte uddannelse er markant overrepræsenterede blandt mødrene til de fattige børn.1  Det er ca. 12 pct. af alle børn under 18 år, hvis mor har grundskolen som højest fuldførte uddannelse, mens det er 49 pct. blandt de relativt fattige børn. Det viser Figur 6.

Når så stor en andel af mødrene er ufaglærte, vidner det om, at gruppen af fattigdomsramte børn ikke blot oplever store økonomiske afstande til deres jævnaldrende, men også den sociale slagside, det har, når man kommer fra et uddannelsesfremmet hjem uden mulighed for at trække på de ressourcer, som forældre med større succes i uddannelsessystemet har.

---

Hvor dybt stikker børnefattigdommen?

Når man taler om fattigdom i Danmark, er det typisk størrelsen på gruppen, altså antallet af fattige familier eller fattige børn, der er i fokus. Det er en vigtig udvikling at få belyst, men økonomisk fattigdom, der opgøres med afsæt i en fattigdomsgrænse, indeholder flere lag end antallet – f.eks. hvor dybt fattigdommen stikker – som er værd at undersøge.

Dybden af fattigdom kan opgøres på forskellig vis, som i bund og grund kan inddeles i to dimensioner:

1. Hvor fattige er de fattige?
2. Hvor vedvarende er fattigdommen?

I det følgende ser vi nærmere på de to dimensioner for gruppen af børn i familier under fattigdomsgrænsen.

---

Afstanden op til fattigdomsgrænsen for de fattigdomsramte børnefamilier er reduceret

I Tabel 3 er det såkaldte poverty gap opgjort for de relativt fattige børnefamilier. Poverty gap angiver den procentvise afstand i den disponible indkomst fra fattigdomsgrænsen.

Tabellen viser, at den gennemsnitlige afstand til fattigdomsgrænsen er blevet reduceret for de fattige børnefamilier fra 23,6 pct. i 2015 til 20,1 pct. i 2021.

Tabel 4 viser, hvordan de fattige børnefamiliers afstand til fattigdomsgrænsen har udviklet sig opdelt på intervaller. Den første række viser, hvor mange der har en afstand til fattigdomsgrænsen på mellem 0 og 10 pct., mens den anden række viser andelen med en afstand på mellem 10 og 20 pct. og så fremdeles. Fra 2015 til 2021 er andelen af relativt fattige børn i familier med meget stor afstand til fattigdomsgrænsen på 50 pct. og derover faldet fra 13,7 pct. til 8,1 pct.

---

Flertallet af fattige børn er gengangere

Det er typisk flertallet af de fattige børn, der er gengangere i gruppen fra det ene år til det andet. I 2021 var omkring 30.300 af de 53.800 fattige børn gengangere fra året før. På den anden side var ca. 17.500 ikke fattige i det foregående år. Derudover indgik omkring 6.000 af de relativt fattige børn i 2021 ikke i opgørelsen af relativ fattigdom året forinden, da de enten var nyfødte eller nye i befolkningen. Gengangere udgjorde således knap to ud af tre fattige børn i 2021, når man ser på gruppen, der også fandtes i befolkningen i det foregående år. Det viser Tabel 5.

---

Mange rykker kun akkurat over fattigdomsgrænsen

For den del af fattigdomsgruppen, der enten er nye eller forlader den, er det ofte ikke et udslag af store økonomiske udsving.

Tabel 6 viser, hvor i indkomstfordelingen de børn, der var relativt fattige året før, men kom ud af fattigdom, havnede. I 2021 nåede omkring halvdelen af de børn, der kom ud af relativ fattigdom, kun lige akkurat over fattigdomsgrænsen. Deres familier havde nemlig en indkomst svarende til 50-60 pct. af medianindkomsten, mens fattigdomsgrænsen er på 50 pct. af medianindkomsten.

Desuden oplevede knap 13 pct. af de tidligere fattigdomsramte børn, at de ikke længere var under fattigdomsgrænsen, uden at familiens indkomst lå højere end fattigdomsgrænsen. Det skyldes de øvrige kriterier for at indgå i opgørelsen af relativt fattige, som udover indkomstgrænsen omfatter et formuekriterie og ikke tæller familier, hvor hovedforsørgeren er studerende.

Ofte er vejen ind i fattigdomsgruppen heller ikke forbundet med et stort økonomisk udsving. Det fremgår af Tabel 7, der viser, hvor i indkomstfordelingen de nye fattige børn kom fra. Over halvdelen (56,4 pct.) af de fattige børnefamilier i 2021 kom fra et indkomstniveau, der i det foregående år kun lige akkurat var over fattigdomsgrænsen.

Når en stor del af gruppen af fattigdomsramte børnefamilier kommer fra et indkomstniveau, der kun lå lige over fattigdomsgrænsen, og en stor del af dem, der undslipper fattigdom, tilsvarende kun akkurat ligger over grænsen, hænger det sammen med, at selv små udsving i indkomsten omkring fattigdomsgrænsen er tilstrækkeligt til at rykke ud af eller ind i fattigdomsgruppen. Derfor bør mobilitet ind og ud af fattigdomsgruppen fra det ene år til det andet også tolkes med det forbehold, at mobilitet ud af fattigdomsgruppen ikke nødvendigvis er udtryk for en markant ændret økonomisk situation for den enkelte familie. Det samme gør sig gældende for de familier, der oplever at rykke under fattigdomsgrænsen.

---

Den dybe og vedvarende børnefattigdom har været stigende, men er nu på tilbagetog

Den ét-årige relative fattigdom, som kan opgøres på baggrund af Danmarks Statistiks SDG-indikator, er et godt mål til at belyse udviklingen i børnefattigdom, når der f.eks. er politiske tiltag, der drastisk ændrer ydelsesniveauet for økonomisk udsatte grupper, eller når der sker demografiske hændelser, f.eks. indvandring. Det skyldes, at målet hurtigt fanger og viser konsekvenserne på omfanget af børnefattigdom. Samtidig har dansk forskning vist, at der senere i livet er en målbar effekt på bl.a. uddannelseslængde og erhvervsindkomst af blot ét år i fattigdom i barndommen.2

Det kan dog i nogen sammenhænge være hensigtsmæssigt at måle på mere vedvarende fattigdom end den ét-årige. Den tidligere officielle fattigdomsgrænse indebar en måling af ”økonomisk fattigdom”, hvor kun voksne og børn, der tre år i træk havde været under fattigdomsgrænsen, blev talt med. Denne måling af vedvarende fattigdom kan – i sammenhæng med den ét-årige opgørelse – gøre os opmærksomme på, hvor mange af de fattige børnefamilier, der er i en længerevarende økonomisk udsat position. En af ulemperne ved dette mål er dog den iboende forsinkelse, når den økonomiske udsatte tilstand for en familie skal vare i mindst tre år, før den giver udslag i opgørelsen.

Figur 7 viser – på baggrund af definitionerne og opgørelsesmetoden anvendt til at opgøre ”økonomisk fattigdom”3  – hvor mange tre-årsfattige børn, der var i perioden 2001 til 2021. Derudover visen figuren også, hvor mange børn, der i et givent år har været fattige i mindst tre ud af de fire sidste år. Det er serien med tre-årsfattige, der afspejler den tidligere officielle fattigdomsdefinition af økonomisk fattige.

Figuren viser, at den vedvarende fattigdom har udviklet sig markant over de seneste år. Først en kraftig stigning efterfulgt af en aftagende tendens. Det er værd at bemærke, hvordan kurven med tre-årsfattige er forskudt i forhold til opgørelser med udgangspunkt i den ét-årige fattigdomsgrænse målt ved Danmarks Statistiks indikator, der fremgår af Figur 1. Antallet af ét-årsfattige børn topper i 2017, mens antallet af tre-årsfattige børn topper i 2019. Det er denne iboende forsinkelse, der besværliggør tolkningen af opgørelsen af tre-årsfattige, når denne sættes i relation til ændringer i samfundet eller politiske tiltag. Vi kan dog aflæse af figuren, at den vedvarende økonomiske fattigdom er i et højt niveau set over de sidste to årtier på trods af et fald i de seneste år.

I 2021 var der ca. 18.300 børn, der havde oplevet økonomisk fattigdom mindst tre år i træk. I 2011 var tallet ca. 10.400 børn, mens det i 2001 var ca. 6.800 børn.

Den store afstand mellem kurverne for ”3-årsfattige” og ”3 ud af 4 år” fortæller dog en historie om, at der er relativt høj mobilitet ud af gruppen af vedvarende børnefattigdom i de seneste år. Når forskellen mellem ”3-årsfattige” og ”3 ud af 4 år” vokser i 2020 og 2021, samtidig med et fald i kurven for ”3-årsfattige”, skyldes det, at mange forlader gruppen ramt af vedvarende børnefattigdom i disse år.

---

Metode

Definition af fattigdomsgrænse

Danmarks Statistik har som opfølgning på FN’s bæredygtighedsmål (SDG-mål nr. 1) om at reducere fattigdommen udviklet et mål for relativ fattigdom. Målet er en videreudvikling af den officielle fattigdomsgrænse, der blev vedtaget i 2013 på baggrund af ekspertudvalget om fattigdoms anbefalinger og senere afskaffet af Venstre-regeringen i 2015.

Man er fattig, hvis man i løbet af ét år har en indkomst, som er under halvdelen af medianindkomsten, og samtidig ikke har en formue i starten af året på mere end halvdelen af medianindkomsten.

Hvis familiens hovedforsørger (den der tjener mest) er studerende og ikke har været fuldtidsbeskæftiget mere end halvdelen af året, kan man dog ikke blive kategoriseret som fattig. Heller ikke børn, der flytter hjemmefra, kan blive kategoriseret som fattige, hvis mindst én af deres forældre ikke er fattig.

Medianindkomsten

Medianindkomsten er den midterste indkomst i indkomstfordelingen. Det vil sige, at der er nøjagtigt 50 procent, der har en indkomst, der er højere end medianindkomsten og nøjagtig 50 procent, der har en indkomst, der er lavere end medianindkomsten. Der benyttes den husstandsækvivalerede disponible indkomst, det vil sige indkomsten efter skat korrigeret for stordriftsfordele i familier med flere familiemedlemmer.

Fattigdomsgrænsen i kroner og øre

Hvornår en familie konkret vil ryge under fattigdomsgrænsen, afhænger af familietypen. For en enlig person er fattigdomsgrænsen på 137.500 kr. efter skat om året eller 11.500 kr. om måneden. Det er opgjort efter skat og skal dække alle udgifter til fx bolig, mad, forsikringer, tøj, medicin, transport, reparationer, fritid osv. Af tabellen herunder fremgår fattigdomsgrænserne for forskellige familier.

---

Bilag 

• 1 En supplerende opgørelse foretaget på baggrund af forældrenes højest fuldførte uddannelsesniveau fremgår af bilagsfigur 3. Om der tages udgangspunkt i mødrenes eller forældrenes højest fuldførte uddannelse ændrer ikke på konklusionerne.
• 2 Lesner, R.V. The long-term effect of childhood poverty. J Popul Econ 31, 969–1004 (2018)
• 3 Ekspertudvalg om fattigdom. En dansk fattigdomsgrænse – analyser og forslag til opgørelsesmetoder (2013)