Ti års indkomstfremgang er ujævnt fordelt

I det sidste år inden inflationen for alvor brød ud, 2021, var der velstandsfremgang at spore på tværs af lavindkomstgrupper såvel som mellem og høj. Selvom indkomstudviklingen i 2021 ligesom 2020 naturligvis skal tolkes med en vis varsomhed på grund af engangsudbetalinger af feriepenge og coronarelaterede hjælpepakker og restriktioner mv., er der både positive og mere alarmerende tendenser at spore. Udviklingen i 2021 indikerer, at danskerne bredt set var godt rustet til det udbrud af inflation, der for alvor tog fat i 2022, og som må forventes at føre til en real indkomstnedgang på tværs af en stor del af befolkningen.

---

Topindkomsterne trak atter fra resten

Det var især i den absolutte top blandt den rigeste procent, at indkomsten voksede kraftigt i 2021. Det viser Figur 1, hvor udviklingen i den disponible indkomst er opdelt i de forskellige indkomstkomponenter. Den disponible indkomst er indkomsten efter skat og renteudgifter tillagt lejeværdi af egen bolig for boligejere. Den disponible indkomst er korrigeret for stordriftsfordele, så den kan sammenlignes på tværs af forskellige familietyper. I figuren er den disponible indkomst dekomponeret i erhvervsindkomst, der omfatter løn, honorarer og overskud af selvstændig virksomhed, i formueindkomst, der dækker aktie- og kapitalindkomster, renteudgifter samt imputeret afkast af egen bolig, samt øvrige indkomster, der dækker offentlige overførselsindkomster, private pensionsudbetalinger samt residualindkomst. Derudover indgår skatter mv., hvilket omfatter personlige indkomstskatter.

Den gennemsnitlige disponible indkomst i den øverste procent af indkomstfordelingen voksede med 11,7 pct. korrigeret for inflation, hvoraf det største bidrag kommer fra stigende erhvervsindkomster. Det vil sige lønindkomster, overskud af selvstændig virksomhed og honorarer. Højere formueindkomster, altså afkast på aktier og andre værdipapirer, udgjorde også et væsentligt – om end mindre – bidrag til indkomstfremgangen blandt de rigeste.

Indkomstfremgangen i den nedre del af indkomstfordelingen blandt de 40 pct. fattigste, kan næsten udelukkende tilskrives stigende erhvervsindkomster. Det skal ses i lyset af fremgangen på arbejdsmarkedet, hvor færre overførselsmodtagere og flere beskæftigede trækker udviklingen op.

---

Store indkomststigninger i bunden var blandt familier, der normalt ikke regnes for fattige

Figur 2 viser indkomstudviklingen i 2021 korrigeret for inflation og opdelt på indkomstdeciler. Til opgørelsen er alle familier med fuldt skattepligtige voksne inddelt i ti lige store grupper, deciler, på baggrund af familiernes disponible indkomst.

Figuren viser, hvordan den gennemsnitlige indkomst har udviklet sig i de forskellige indkomstgrupper. Ser man på alle skattepligtige familier i Danmark, så bød 2021 på en markant velstandsfremgang på 6 pct. i bunden blandt de 10 pct. fattigste. Det er næsten lige så meget som fremgangen i toppen blandt de 10 pct. rigeste, hvor den gennemsnitlige disponible indkomst voksede med 6,3 pct. i 2021.

En stor del af indkomstfremgangen i bunden kan dog tilskrives, at der var færre familier med en negativ disponibel indkomst i 2021. Samtidig er indkomstudviklingen i gruppen med negative indkomster meget svingende, da årsagen til den negative indkomst typisk skyldes et stort realiseret tab på aktier eller andre værdipapirer i et enkelt år, og disse personer normalt befinder sig i de øvre indkomstlag. Når man ser på indkomstudviklingen for familier med positive indkomster, hvilket er vores foretrukne afgrænsning til indkomstopgørelser, falder indkomstfremgangen i bunden fra 6 til 4 pct. i 2021. Ser man yderligere bort fra familier med voksne studerende, falder fremgangen til 3 pct. Det er udtryk for, at fremgangen i bunden blandt de mest udsatte grupper er væsentligt svagere end først antaget. Det er dog værd at hæfte sig ved, at der er en fremgang at spore i bunden, som bl.a. skal tilskrives opsvinget på arbejdsmarkedet, der har fået mange kontanthjælpsmodtagere – inklusive de mest udsatte – i job.1

Den altoverskyggende læsning af tallene er dog, at 2021 igen bød på en høj indkomstfremgang i toppen af indkomstfordelingen, og at indkomstuligheden derfor fortsat er stigende.

Tabel 1 viser den reale indkomstudvikling i de enkelte indkomstgrupper fra 2010 til 2021. Alle indkomstgrupper har oplevet en velstandsfremgang over perioden, men der er markante forskelle afhængig af, om man er med i toppen eller ej. For den rigeste tiendedel af danskerne er den gennemsnitlige disponible indkomst vokset fra ca. 623.000 kr. i 2010 til ca. 863.000 kr. i 2021. Tallene er fremskrevet til 2023-niveau på baggrund af prisudviklingen. Det svarer til en real stigning på 38,5 pct. For de øvrige indkomstgrupper har fremgangen været mindre, og blandt de 10 pct. fattigste er væksten i indkomsten fra 2010 til 2021 blot 8,5 pct., når der tages højde for inflation.

---

Indkomstuligheden er vokset markant over de seneste årtier

Udviklingen i indkomsterne i 2021 med stigende indkomstulighed er ikke udtryk for en ny tendens, men er en fortsættelse af den udvikling, vi efterhånden har været vidne til i flere årtier. Figur 3 viser udviklingen i den gennemsnitlige disponible indkomst opdelt på indkomstdeciler siden 1987. Over det lange løb har perioden budt på fremgang i alle grupper i større eller mindre omfang, men det er især i toppen af indkomstfordelingen, at indkomsterne er stukket af.

Udviklingen i den såkaldte Gini-koefficient er et andet meget anvendt mål for indkomstuligheden i et samfund. Figur 4 viser udviklingen i Gini-koefficienten opgjort på baggrund af disponibel indkomst med de samme tre afgrænsninger, vi anvendte i starten af dette kapitel i Figur 2. I 2021 steg Gini-koefficienten i Danmark for første gang til over 30 pct. Udviklingen over de seneste årtier har været nogenlunde parallel på tværs af de tre afgrænsninger, dog med forskellige udsving omkring bl.a. finanskrisen.

---

Indkomstforskelle målt i et enkelt år vokser parallelt med forskellene målt over mange år

Når man undersøger indkomstforskelle, ser man oftest på indkomstfordelingen i et enkelt år. Målinger af indkomstforskellene over flere år kan udgøre et supplement til de etårige mål, da man herved opfanger den variation i indkomsten, der kan være for den enkelte person. Der er således en vis dynamik i forhold til, at man ikke nødvendigvis befinder sig det samme sted i indkomstfordelingen år efter år. Denne dynamik er særligt udtalt i midten af indkomstfordelingen, mens de relative bevægelser i top og bund er markant mindre, jf. Tabel 3 senere i kapitlet.

Indkomstforskellene målt over flere år kan først og fremmest opgøres som den akkumulerede indkomst for en given periode og alder. Herved er det de faktiske og realiserede indkomstforskelle, der måles på. En anden metode er at foretage en modelberegning, hvor livsforløb stykkes sammen bid for bid mellem personer, der har sammenlignelige karakteristika, men er i forskellige aldre. Disse modelberegnede indkomster kan give et bud på indkomstforskellene målt over et helt livsforløb, hvilket ikke er teknisk muligt med den akkumulerede indkomst for faktiske personer pga. datamæssige begrænsninger, men der er tale om modelberegninger med de ulemper og svagheder, det nu en gang indebærer. Modelberegnede livsforløb kan f.eks. undervurdere variationen i livsindkomster, hvis individuelle forhold ikke videreføres i tilstrækkelig grad i modellen, men variationen kan ligeledes overvurderes, hvis påvirkningen af midlertidige stød til indkomsten får varig påvirkning. Det er en svær balance, hvor løsningen ikke er umiddelbar pga. begrænsninger i forhold til tilgængelig regnekraft.

Til dette afsnit har vi set nærmere på akkumulerede indkomster over henholdsvis 10 og 20 år. Det bør ikke tolkes som livsindkomster, men kan give en indikation af, om indkomstforskellene over livet udvikler sig anderledes end de typiske målinger af indkomstforskelle, der tager afsæt i et enkelt år.

Figur 5 viser, hvordan Gini-koefficienten varierer, når indkomstforskellene opgøres over et enkelt år eller for den akkumulerede indkomst over en længere årrække på 10 og 20 år. Opgørelsen er foretaget for en enkelt generation ad gangen. Figuren viser, at Gini-koefficienten er lavere, jo flere år den opgøres over.

For 39-årige kan Gini-koefficienten opgøres til 25,3 pct. De 39-årige er de samme personer, der indgår i gruppen 30-39 år målt over 10 år. Når indkomsten for denne gruppe opgøres akkumuleret over 10 år falder koefficienten til 20,0 pct.

På samme vis kan Gini-koefficienten opgøres til 29,2 pct. for de 49-årige. Sammenlignes dette resultat med den akkumulerede indkomst over 10 år, svarende til gruppen 40-49 år, falder koefficienten til 23,2 pct., mens indkomstforskellene målt over 20 år, svarende til gruppen 30-49 år, er på 21,4 pct.

Indkomstforskellene er altså mindre inden for en generation, når de opgøres over en længere tidsrække end et enkelt år.

Udviklingen i indkomstforskellene målt over en længere tidsrække er dog parallel på tværs af flere aldersgrupper med udviklingen i den etårige måling. Det viser Figur 6, hvor udviklingen i Gini-koefficienten målt for et enkelt år ad gangen er sammenholdt med udviklingen i koefficienten opgjort for en generation ad gangen i aldersintervallerne 30-49 år, 40-59 år og 50-69 år. Udviklingen er opgjort relativt til 2000, således, at tallene renses for de niveauforskelle mellem målingerne, som blev konstateret ovenfor.

På den baggrund kan det konkluderes, at den stigende generelle indkomstulighed også gør sig gældende, når den opgøres på den akkumulerede indkomst over en lang årrække.

Boks 1. Sådan har vi undersøgt indkomstforskellene

Indkomstforskellene er analyseret på baggrund af Danmarks Statistiks indkomstregister, der er baseret på tredjepartsindberetninger og den skattemæssige årsopgørelse.

Opgørelsen af den gennemsnitlige disponible indkomst er foretaget på baggrund af familier med fuldt skattepligtige voksne. Familier med en beregnet disponibel indkomst, der er negativ, udelades. Det drejer sig bl.a. om selvstændige med underskudsgivende forretning og personer, der realiserer store tab på aktier eller andre værdipapirer. Indkomsten er opgjort som den husstandsækvivalerede disponible indkomst. Husstandsækvivalering betyder, at indkomsten korrigeres for stordriftsfordele, så den bliver sammenlignelig på tværs af forskellige familiestørrelser. Disponibel indkomst er indkomsten efter skat og renteudgifter tillagt imputeret afkast af egen bolig.

Alle beløb er korrigeret for inflation ved at fremskrive til 2023-prisniveau på baggrund af udviklingen i forbrugerprisindekset til og med 2022 samt den forventede inflation i 2023.

Opgørelsen af indkomstforskellene over mange år tager afsæt i den akkumulerede reale husstandsækvivalerede disponible indkomst målt over 10 eller 20 år for en enkelt generation ad gangen. Det vil sige, det er indkomsten efter skat og renteudgifter korrigeret for stordriftsfordele og inflation, der måles på. De målte forskelle er dermed et udtryk for de velstandsforskelle, der eksisterer inden for en generation. Målingen er samtidig sammenlignelig med etårige opgørelser af indkomstforskelle.

---

Den rigeste procent trækker ni procent af de samlede indkomster

I det følgende undersøger vi udviklingen i andelen af de samlede bruttoindkomster, som den rigeste procent tjener. Bruttoindkomsten er den samlede indkomst før skat, hvilket adskiller sig fra f.eks. den disponible indkomst, der er indkomsten efter skat. Vi anvender det bredest mulige bruttoindkomstbegreb, der omfatter alle erhvervsindkomster fra løn inkl. pension, selvstændig virksomhed, honorarer mv., formueindkomster fra aktier, obligationer, andre værdipapirer samt imputeret afkast af egen bolig, private pensionsudbetalinger, offentlige overførsler samt modtaget børne- og ægtefællebidrag. Det er den individuelle og personlige indkomst, der måles på.

Figur 7 viser hvor stor en andel af de samlede bruttoindkomster, som den rigeste procent af danskerne tjener. I 2021 var tallet 9,1 pct., hvilket set over de seneste årtier er udtryk for en ret væsentlig stigning.

I 2011 var det 7,0 pct. af bruttoindkomsterne, der gik til den rigeste procent, mens det blot var 6,5 pct., der gik til de allerrigeste i 2001, og 5,8 pct. i 1995.

Når den rigeste procents andel af de samlede indkomster i det seneste år udgør over 9 pct., skal det forstås sådan, at de sidder på ni gange så stor en andel af indkomstmassen, som hvis alle danskere havde den samme indkomst.

Opgørelsen strækker sig fra 1995 og frem, da der ikke findes et tilstrækkeligt grundlag til at opgøre de samlede bruttoindkomster for tidligere år. Tidligere undersøgelser på smallere indkomstbegreber har dog vist, at vi skal helt tilbage til 1950-1970 for at se et lignende niveau af ulighed målt ved topindkomstandelen.

Derudover skal det bemærkes, at de umiddelbare indkomstforskelle før skat udjævnes en smule af vores progressive skattesystem. Indkomstandelen for den rigeste procent falder således fra 9,1 til 8,4 pct. i 2021, når den opgøres på baggrund af den disponible indkomst – altså indkomsten efter skat. Derudover betragtes indkomstulighed ofte fra familiernes perspektiv frem for de enkelte individer, hvilket reducerer topindkomstandelen yderligere til 7,1 pct., når den opgøres på baggrund af den husstandsækvivalerede disponible indkomst. Det er dog nærliggende at følge udviklingen målt på bruttoindkomstbegrebet, da vi derved kan følge den underliggende udvikling, hvor ændringer i skattesystemet og par- og familiedannelse ikke spiller ind.

---

160.000 kr. om måneden for at være blandt den rigeste procent af danskerne

Figur 8 viser grænseværdierne for bruttoindkomsten for at indgå i de forskellige indkomstgrupper. Det forudsætter en indkomst på mindst ca. 1,9 mio. kr. før skat, hvilket svarer til ca. 160.000 kr. om måneden, for at indgå i den rigeste procent af danskerne.

Tilsvarende kræver det en bruttoindkomst på mindst 1,0 mio. kr. før skat at være blandt de fem pct. rigeste danskere, mens de ti pct. rigeste danskere havde en bruttoindkomst på mindst 812.300 kr. før skat.

Boks 2. Sådan har vi undersøgt topindkomstandelen

Indkomstforskellene er analyseret på baggrund af Danmarks Statistiks indkomstregister, der er baseret på tredjepartsindberetninger og den skattemæssige årsopgørelse.

Opgørelsen af den rigeste procents indkomstandel tager udgangspunkt i bruttoindkomsten, der er defineret som den samlede personindkomst før skat, herunder erhvervsindkomst inkl. pensionsindbetalinger, formueindkomster fra aktier, obligationer og imputeret afkast af egen bolig, private pensionsudbetalinger samt offentlige overførsler. Opgørelsen omfatter alle fuldt skattepligtige personer i Danmark på mindst 15 år. Afgrænsningen er identisk med Danmarks Statistiks til opgørelser af personindkomster.

Indkomsttal er fremskrevet til 2023-niveau på baggrund af forudsætningerne i Økonomisk Redegørelse august 2022, Finansministeriet.

---

Udskiftningen i de øverste indkomstlag er ikke særligt stor

Når man undersøger indkomstudviklingen og ulighed på baggrund af indkomstgrupper som f.eks. indkomstdeciler, er det vigtigt at holde for øje, at grupperne ikke er statiske. Med andre ord sker der en vis udskiftning i grupperne over tid, f.eks. i takt med, at den studerende bliver færdiguddannet og træder ind på arbejdsmarkedet, lønmodtageren bliver ramt af ledighed, eller når man går på pension.

Tabel 3 viser, hvor stor udskiftning der sker i indkomstdecilerne over en tiårig periode. I modsætning til opgørelserne af indkomstulighed, er betragtningen her på den enkelte person frem for familien. I opgørelsen indgår alle fuldt skattepligtige på 18 år og derover i 2011, der fortsat er i landet i 2021. Studerende er udeladt fra opgørelsen.

Tabellen viser, at flertallet, der tilhører den rigeste tiendedel i 2021, tiende decil, var at finde i samme indkomstgruppe i 2011. Faktisk var mere end tre ud af fire i den rigeste tiendedel i dag blandt top 20 pct. i 2011. Det er samtidig værd at bemærke, at meget få, der er blandt de rigeste i dag, var i den fattigste halvdel af befolkningen for ti år siden.

I bunden af indkomstfordelingen blandt den fattigste tiendedel i 1. decil er der væsentligt større udskiftning, da ca. 38 pct. af de fattigste i 2021 også var blandt de fattigste i 2011. Men tallene vidner samtidig om, at en relativt stor gruppe hænger fast i bunden. I midten af indkomstfordelingen er udskiftningen langt større. Omkring 20 pct. i de midterste deciler er i samme indkomstgruppe ti år efter.

Figur 9 viser, i modsætning til tabellen ovenfor, ikke sandsynligheden for at forblive i samme indkomstgruppe som sig selv, men i stedet sandsynligheden for at være i samme indkomstgruppe som sine forældre, når man bliver voksen. Det er et mål for social mobilitet. Opgørelsen tager udgangspunkt i ens indkomst som 30-årig, hvilket skal ses som en tidlig – men stærk – indikator for, hvordan man klarer sig som voksen. Det skal dog ikke tolkes som et endegyldigt svar på ens økonomiske tilværelse som voksen, som f.eks. en opgørelse af livsindkomsten. Af statistiske og datamæssige hensyn er det dog besværligt at opgøre udviklingen i et sådan mål uden at opstille en lang række antagelser, som derved risikerer at have indflydelse på tallene.

Figuren viser, at for børn, der vokser op i henholdsvis den nederste og øverste femtedel af indkomstfordelingen, er der en relativt høj sandsynlighed for som voksen at ende i samme indkomstgruppe som forældrene. For de 20 pct. fattigste, er risikoen for at ende i samme indkomstgruppe som forældrene, steget fra under 30 pct. i 1990’erne til 33 pct. i 2010’erne, men udviklingen er stagneret og tenderer til et mindre fald i de senere år. For de 20 pct. rigeste har der historisk set været en høj sandsynlighed på 31-32 pct. for at ende i samme indkomstgruppe som forældrene, og denne sandsynlighed er nogenlunde uændret over perioden.

De øvrige indkomstgrupper i midten af indkomstfordelingen udviser ikke den samme stærke sammenhæng mellem forældres og egen indkomst som voksen. For 2., 3. og 4. kvintilgruppe er sandsynligheden for at ende i samme indkomstgruppe som forældrene meget tæt på 20 pct., hvilket kan tolkes som, at der er ingen eller relativt svag sammenhæng mellem forældrenes og egen indkomst for disse grupper.

Udviklingen i den nederste indkomstgruppe blandt de 20 pct. fattigste, hvor risikoen for at ende i samme indkomstgruppe som forældrene er steget, skal ses i sammenhæng med et arbejdsmarked i forandring, hvor uddannelse spiller en langt vigtigere rolle i dag end tidligere, og det at få en kompetencegivende uddannelse er afgørende for ens muligheder.

Figur 10 viser for børn, der vokser op i de fattigste 20 pct. af familierne, hvordan sandsynligheden for at ende i en given indkomstgruppe adskiller sig afhængig af, om man har gennemført en kompetencegivende uddannelse eller ej. Det vil sige at have taget en erhvervsuddannelse eller videregående uddannelse. Figuren viser desuden udviklingen herfor fra 1995 til 2021.

Som det fremgår af figuren, er der markant forskel på, hvor sandsynligt det er at ende i samme indkomstgruppe som forældrene, nemlig blandt de 20 pct. fattigste, afhængig af om man har fået en uddannelse eller ej. For dem, der ikke fik en uddannelse, var det i 1995 knap 39 pct., der selv endte blandt de 20 pct. fattigste som voksen, mens det blot var knap 18 pct. blandt dem, der gennemførte en uddannelse.

Udviklingen har samtidig øget denne forskel markant. I 2021 var det nu knap 62 pct. af dem, der ikke fik en uddannelse, der endte samme sted som forældrene blandt de 20 pct. fattigste, mens det fortsat var knap 18 pct. af dem, der fik en uddannelse. Tallene indikerer altså, at uddannelse aldrig har været vigtigere for at bryde den sociale arv i bunden.

---

Indkomstfremgangen er ujævnt fordelt på tværs af landet

De geografiske indkomstforskelle er vokset over de seneste ti år, hvilket bl.a. ses af indkomstudviklingen på kommuneniveau. Figur 11 viser den reale udvikling i den gennemsnitlige disponible indkomst i kommunerne fra 2011 til 2021. De mørkeblå områder er den femtedel af kommunerne, hvor borgerne har oplevet den største indkomstfremgang, mens de lyseblå områder er den femtedel, hvor indkomsterne er vokset mindst.

Figuren viser, at højdespringerne er kommunerne nord for København, men også borgerne i København og Frederiksberg Kommune har oplevet stor indkomstfremgang i de seneste ti år. Det er dog i Gentofte Kommune, at indkomsterne er vokset allermest med hele 43 pct. fra 2011 til 2021. I Rudersdal Kommune har fremgangen ligeledes været markant med 39 pct. I Københavns Kommune er indkomsterne vokset med 29 pct.

Kortet viser også, at en række jyske kommuner har haft indkomstvækst i den højere ende fra 2011 til 2021. Men væksten her er dog væsentligt lavere end i det københavnske og toppes af Silkeborg Kommune med en indkomstfremgang på knap 25 pct.

De kommuner, hvor indkomstfremgangen er lavest, befinder sig bl.a. på den københavnske vestegn, dele af Fyn samt øerne i det sydlige Danmark og i Nordjylland.

Der er en overordnet tendens til, at kommunerne med høje gennemsnitsindkomster i 2011 også har haft højere indkomstfremgang end kommunerne med lavere gennemsnitsindkomster.

---

Flyttemønstre skubber til geografiske indkomstforskelle

En ikke uvæsentlig del af forklaringen på den ujævne indkomstfremgang på tværs af landets kommuner er borgernes flyttemønstre. Det viser Figur 12, hvor tilflytterne til de enkelte kommuners vækstbidrag til den disponible indkomst er opgjort for samme periode fra 2011 til 2021. Tilflytterne tæller både dem, der er flyttet til fra en anden kommune, og tilflyttere fra udlandet.

Der er et væsentligt overlap mellem den forrige figur, der viste den samlede indkomstfremgang, og denne figur, der viser tilflytternes vækstbidrag. Særligt omkring København og på Sjælland er dette mønster tydeligt. Flyttemønstrene har altså bidraget til stigende indkomstforskelle på tværs af landet. Det viser Tabel 4, hvor tallene fremgår for hver kommune.

---

Få områder skiller sig med særligt mange eller få rige i forhold til kommunen

De geografiske indkomstforskelle findes ikke blot mellem kommuner, men i høj grad også inden for de enkelte kommuner.

I Figur 13 er landets sogne farvelagt alt efter, hvor stor en andel af borgerne, der er blandt de 10 pct. rigeste sat i forhold til andelen i hele kommunen, der er blandt de 10 pct. rigeste. De blå områder er de sogne, hvor den rigeste tiendedel er overrepræsenteret med mindst 50 pct., mens de røde områder er der, hvor den rigeste tiendedel er underrepræsenteret.

Figuren viser, at man i de fleste kommuner finder områder, hvor den rigeste tiendedel er over- eller underrepræsenteret. At det ikke er tilfældet i alle kommuner, kan eventuelt tilskrives, at nogle kommuner kun består af ét sogn, hvorfor det ikke er muligt at have hverken en over- eller underrepræsentation af nogen indkomstgrupper.

---

Stor forskel på erhvervsindkomster i sognene

Det er ikke kun i de øverste indkomstlag, at man finder geografiske forskelle på tværs af landets sogne. Ser man på den typiske erhvervsindkomst for beskæftigede er der også markante forskelle at spore. Det viser Figur 14, hvor medianen af erhvervsindkomst inkl. pension før skat for personer i lønmodtagerbeskæftigelse eller med selvstændig virksomhed ekskl. studerende er opgjort.

Figuren viser, at mens man i de rigeste sogne typisk tjener 800-900.000 kr. om året, så er den typiske erhvervsindkomst omkring 300-400.000 kr. i de sogne, hvor den typiske beskæftigede tjener mindst. Det er særligt i sogne nord for København, at den typiske beskæftigede har en indkomst i den høje ende. De sogne, hvor den typiske beskæftigede tjener mindst, befinder sig typisk langt fra de store byer, dog med undtagelse af sogne som Tingbjerg, Vollsmose og Gellerup, der skiller sig markant ud. Til opgørelsen er det de beskæftigedes bopæl, der tages udgangspunkt i, og altså ikke, hvor de arbejder.

Tabel 5 viser den typiske erhvervsindkomst samt andelen af henholdsvis de fattigste og rigeste 10 pct. af befolkningen i hvert sogn.

Det rigeste sogn er Rungsted Sogn i Hørsholm Kommune, hvor den typiske erhvervsindkomst for beskæftigede er på ca. 892.000 kr. om året. Det er desuden det sogn med den største andel indbyggere i den rigeste tiendedel af indkomstfordelingen.

De ti sogne med den største andel indbyggere i den fattigste tiendedel af befolkningen ligger alle i storbykommunerne København, Aarhus, Odense og Aalborg. Det skal i den sammenhæng bemærkes, at studerende indgår i opgørelsen og typisk har et indkomstgrundlag, der placerer dem nederst i indkomstfordelingen.

---

Den rigeste tiendedel er koncentreret i få områder af landet

Figur 15 viser et kort over Danmark, som er inddelt i kvadrater. I områder med højere befolkningstæthed er kvadraterne helt ned til 500 meter på hver led, mens de i områder med lavere befolkningstæthed er op til 2000 meter på hver led. De tyndest befolkede områder af landet, hvor der er færre end 200 indbyggere i et kvadrat på 2000 meter på hver led, er udeladt af diskretionshensyn.

Kortet viser, hvor stor en andel af indbyggerne i et givent område, der tilhører den rigeste tiendedel af befolkningen. Der er stor variation fra område til område, da andelen varierer fra 0 pct. op til 85 pct. Andelene er afrundet til nærmeste 5 pct.

Af kortet fremgår det, at man i mange egne af landet finder steder, hvor den rigeste tiendedel er meget koncentreret i et mindre geografisk område. Nord for København finder man dog et stort antal områder, hvor den rigeste tiendedel er i flertal. Kortet viser bl.a., hvordan koncentration af personer i den rigeste tiendedel af indkomstfordelingen i mange områder er størst tæt på kysten. Denne tendens er særligt tydelig langs kysterne nord og vest for København.

• 1 https://www.ae.dk/analyse/2023-01-opsvinget-har-faaet-flere-udsatte-kontanthjaelpsmodtagere-i-job