De laveste indkomster halter fortsat efter resten

2020 bød på en markant fremgang i de reale forbrugsmuligheder målt ved den disponible indkomst på tværs af lav-, mellem- og højindkomstgrupper. Den disponible indkomst er indkomsten efter skat og renteudgifter tillagt lejeværdi af egen bolig for boligejere. Tallene er renset for inflation og der er desuden korrigeret for stordriftsfordele for at gøre indkomstudviklingen sammenlignelig på tværs af forskellige familiekonstellationer.

Figur 1 viser udviklingen i den reale disponible indkomst siden 2010 opgjort relativt til udgangspunktet. I figuren indgår indkomstgruppen med de nederste 40 pct. i indkomstfordelingen, de 10 pct. rigeste samt gennemsnittet på tværs af hele befolkningen. Hvis indekstallet er større end 100, betyder det, at indkomstgruppen har en højere real disponibel indkomst og dermed flere forbrugsmuligheder sammenlignet med 2010. Hvis indekstallet omvendt er mindre end 100, så har indkomstgruppen oplevet et realt fald i den disponible indkomst og har dermed færre forbrugsmuligheder sammenlignet med 2010.

---

Fremgang i indkomsten for den gennemsnitlige dansker 

Den gennemsnitlige dansker har siden 2010 oplevet en real fremgang i den disponible indkomst på knap 18 pct. Hele 3,8 pct. var den relative indkomstfremgang i løbet af det seneste år, vi har indkomstdata for, nemlig fra 2019 til 2020. Der er dog en række særlige forhold, der har påvirket indkomstudviklingen i 2020, herunder de særlige engangsudbetalinger, som vedrører udbetaling af tre ugers indefrosne feriepenge samt det skattefri engangstilskud på 1.000 kr. til overførselsmodtagere.

De nederste 40 pct. i indkomstfordelingen halter dog stadig efter den generelle indkomstudvikling i befolkningen. Siden 2010 har de nederste 40 pct. oplevet en real indkomstfremgang på godt 9 pct. mod knap 18 pct. for gennemsnittet i hele befolkningen.

Udviklingen for gennemsnitsdanskeren og de nederste 40 pct. står dog i skarp kontrast til den rigeste tiendedel af befolkningen, der er blevet 30 pct. rigere over den tiårige periode. Dermed er afstanden mellem lav- og højindkomstgrupperne øget ikke blot i kroner og øre, men også relativt. Uligheden i indkomster er således vokset markant.

De voksende indkomstforskelle fremgår af Tabel 1. De første kolonner viser udviklingen i kroner og øre – 2022-priser - for den gennemsnitlige disponible indkomst i de forskellige indkomstgrupper, mens den reale udvikling i pct. fremgår af de sidste kolonner. Tabellen viser, at indkomstfremgangen set over den tiårige periode har været størst i de rigeste indkomstgrupper.

---

Stigende spredning i indkomstfordelingen

Den rigeste tiendedel af befolkningen havde i 2010 en gennemsnitlig disponibel indkomst på 567.300 kr. målt i nutidens købekraft. I kraft af den markante fremgang, indkomstgruppen har oplevet, er det beløb vokset med over 171.000 kr. til en disponibel indkomst på 738.800 kr. i dag. En væsentlig del af fremgangen i den rigeste tiendedel er trukket af den gyldne pct. i toppen, der har oplevet en real indkomstfremgang på over 50 pct. fra 2010 til 2020 – på trods af et mindre fald i det seneste år. I dag har personer i den rigeste pct. en gennemsnitlig indkomst på over to mio. kr. efter skat.

I midten af indkomstfordelingen i f.eks. sjette decil, har der også været tale om en indkomstfremgang over perioden, om end mere afdæmpet. I 2010 var den gennemsnitlige disponible indkomst på 248.000 kr. i nutidens købekraft, hvilket i 2020 er vokset med 36.200 kr. til 284.100 kr. En real fremgang i forbrugsmulighederne på næsten 15 pct.

I bunden af indkomstfordelingen blandt den fattigste tiendedel, har indkomstudviklingen ikke været prangende, da den reale fremgang over den tiårige periode kan opgøres til 4,4 pct. Alene fra 2019 til 2020 voksede indkomsten blandt de 10 pct. fattigste med 4,1 pct., så at der overhovedet er tale om en real fremgang i indkomstgruppen er altså en ny udvikling. I 2020 var den gennemsnitlige disponible indkomst blandt den fattigste tiendedel på 102.700 kr.

Det kræver en indkomst efter skat på næsten en halv mio. kr. for at indgå i den rigeste tiendedel af befolkningen. Det viser Tabel 2, hvor grænseværdierne for at indgå i de forskellige indkomstgrupper er opgjort. Indkomstgrænsen skal forstås sådan, at det f.eks. forudsætter en disponibel indkomst på mindst 477.600 kr. for at indgå i gruppen af de ti pct. rigeste. Dermed kan man ligeledes konkludere, at alle i den rigeste tiendedel af befolkningen har en indkomst på over 477.600 kr. efter skat mv.

Indkomstgrænsen for 6. decil svarer til det, der kaldes medianindkomsten. Halvdelen af befolkningen har en lavere indkomst end medianen, mens den øvrige halvdel har en indkomst, der er højere. I 2020 var medianindkomsten, altså den typiske danskers indkomst efter skat mv., på 267.900 kr., hvilket er en stigning på 4,1 pct. ift. året før.

Udviklingen i indkomstgrænserne vidner også om en stigende spredning i indkomstfordelingen. F.eks. er grænseværdien for at indgå i anden decil steget med 5,7 pct. fra 2010 til 2020, mens grænseværdien for at indgå i top ti pct. er steget med 20 pct. i samme periode. Det er dog vigtigt at være opmærksom på, at udviklingen i indkomstgrænserne f.eks. indkomstdeciler ikke vidner om den udvikling, der sker i halerne af indkomstfordelingen. Altså blandt den fattigste og rigeste tiendedel. Man kan derfor ikke udelukkende på baggrund af udviklingen i indkomstgrænserne konkludere om uligheden er stigende eller faldende.

Figur 2 viser, hvor stor en andel af de samlede bruttoindkomster, som den rigeste pct. af danskerne tjener. Bruttoindkomsten er opgjort som den samlede personindkomst før skat fra erhvervsindkomst inkl. pension, formueindkomst fra aktier, obligationer og imputeret afkast af egen bolig, pensionsudbetalinger samt offentlige overførsler. I 2020 var tallet 9,4 pct., hvilket set over de seneste årtier er udtryk for en ret væsentlig stigning. I 2010 var det 7,6 pct. af bruttoindkomsterne, der gik til den rigeste pct., mens det blot var 6,8 pct. der gik til de allerrigeste i 2000.

---

Markant stigning i indkomstuligheden 

Udviklingen i den såkaldte Gini-koefficient er et andet meget anvendt mål for indkomstuligheden i et samfund. Figur 3 viser udviklingen i Gini-koefficienten opgjort på baggrund af disponibel indkomst med tre forskellige afgrænsninger af den population, vi undersøger.

Når vi medtager alle, hvor der kan beregnes en disponibel indkomst, er niveauet for koefficienten højere, end når negative indkomster udelades. I de fleste år er udviklingen for de to forskellige afgrænsninger parallel, men særligt i årene omkring finanskrisen, hvor nogle oplevede store tab på aktier, andre værdipapirer og ejendomme samt selvstændige, der gik fra overskuds- til underskudsforretning, afviger udviklingen for de to afgrænsninger fra hinanden.

Store negative indkomster blandt få personer kan i disse år give indtrykket af, at uligheden var større end en analyse af de strukturelle forhold ville komme frem til. Personer med store negative indkomster i enkelte år har ligeledes andre karakteristika end øvrige i de nederste indkomstgrupper, da de typisk i tidligere år samt efterfølgende år har markant højere indkomster og samtidig besidder formue.

Det er vigtigt at holde sig for øje, hvad vi er interesseret i at afdække med analyser af indkomstuligheden. Det typiske formål er at belyse forskelle i forbrugs- og opsparingsmuligheder og dermed levevilkår. De store negative indkomster blandt enkeltpersoner er ikke reelt udtryk for dette. Derfor udelader vi normalt de negative indkomster, når vi undersøger udviklingen i indkomstulighed.

Af figuren fremgår ligeledes udviklingen i Gini-koefficienten med den yderligere afgrænsning, at familier med voksne studerende udelades. Det reducerer ligeledes niveauet. På tværs af alle tre opgørelser står det dog klart, at indkomstuligheden er steget markant over de seneste to årtier.

Figur 4 viser den socioøkonomiske fordeling på tværs af hver percentil i indkomstfordelingen. Percentil betyder hundrededel, og befolkningen er i figuren således delt op i 100 lige store grupper på baggrund af deres indkomst. Første percentil dækker over den ene pct. af befolkningen med de laveste indkomster, mens 100. percentil er den rigeste pct. Den socioøkonomiske status er opgjort for hver person, og da opgørelsen omfatter hele befolkningen, er børn også med. Dette hænger sammen med, at indkomstfordelingen opgøres på baggrund af familiens samlede indkomst, som desuden korrigeres for stordriftsfordele. Familiens indkomst fordeles herefter ligeligt ud på alle personer i familien.

Figuren viser, at alle socioøkonomiske grupper i større eller mindre grad er repræsenteret forskellige steder i indkomstfordelingen. Således findes der f.eks. både studerende og pensionister med lav og høj indkomst. Grupperne er dog langt fra jævnt fordelt på tværs af indkomstfordelingen. Mens toppen af fordelingen i udpræget grad udgøres af lønmodtagere, selvstændige og pensionister, udgør ledige, personer uden for arbejdsmarkedet og studerende en stor del af de nederste indkomstgrupper.

---

Geografiske indkomstskel er markante og flyttemønstre forstærker dem

Figur 5 viser den gennemsnitlige disponible indkomst i hver af landets kommuner. De mørkeblå kommuner er den femtedel, hvor den gennemsnitlige disponible indkomst er størst, mens de lyseblå kommuner er den femtedel af kommunerne, hvor indkomsten er lavest.

Det er i høj grad kommuner nord for København og i omegnen, hvor den disponible indkomst er størst. I kommunerne Gentofte, Rudersdal og Hørsholm er den gennemsnitlige disponible indkomst på over 500.000 kr. pr. person. De tre kommuner er absolutte højdespringere ift. resten af landet.

Kommunerne, hvor den disponible indkomst i gennemsnit er lavest, findes bl.a. på Syd- og Vestsjælland, Fyn og i Sydjylland.

Flyttemønstrene over det seneste tiår har bidraget til at øge indkomstforskellene mellem kommunerne. Det viser Figur 6, hvor bidraget til den gennemsnitlige disponible indkomst fra tilflyttere til kommunen fra 2010 til 2020 er opgjort. Opgørelsen omfatter hele befolkningen og dermed også studerende.

De mørkeblå kommuner er der, hvor tilflyttere har bidraget til den største stigning i den gennemsnitlige disponible indkomst opgjort relativt til udgangspunktet i 2010. I disse kommuner har tilflyttere bidraget til en vækst i den disponible indkomst på mindst 2,4 pct. De københavnske og nordsjællandske kommuner har især fået trukket den gennemsnitlige disponible indkomst op af tilflytterne, men også i oplandet til Aarhus i Skanderborg og Syddjurs Kommune har tilflyttere i høj grad bidraget til at trække gennemsnittet op. Ligeledes har tilflyttere til Stevns og Solrød Kommune syd for København bidraget markant til en højere gennemsnitlig disponibel indkomst i kommunen.

De lyseblå kommuner på kortet er der, hvor tilflyttere har bidraget mindst til væksten i den gennemsnitlige disponible indkomst. Faktisk har tilflyttere til disse kommuner bidraget negativt til den gennemsnitlige disponible indkomst. Det omfatter et større antal kommuner i de vestlige og sydlige dele af Jylland, Lolland-Falster, de tre næststørste bykommuner Aarhus, Odense og Aalborg samt enkelte øvrige kommuner. Det negative bidrag til den gennemsnitlige disponible indkomst fra tilflyttere til de tre næststørste bykommuner skal i høj grad tilskrives det store antal studerende, der flytter til disse kommuner.

En anden del af forklaringen på de store indkomstforskelle på tværs af kommuner kan henføres til, at der også for ti år siden var en geografisk opdeling i rige og fattige kommuner. Den markante stigning i indkomstuligheden over de sidste ti år har derfor også bidraget til at øge forskellen mellem kommunerne yderligere.

---

Udskiftningen er mindst i bunden og toppen af indkomstfordelingen

Når man undersøger indkomstudviklingen og ulighed på baggrund af indkomstgrupper som f.eks. indkomstdeciler, er det vigtigt at holde for øje, at grupperne ikke er statiske. Med andre ord sker der en vis udskiftning i grupperne over tid, f.eks. i takt med, at den studerende bliver færdiguddannet og træder ind på arbejdsmarkedet, den beskæftigede bliver ramt af ledighed, eller når man går på pension.

Tabel 3 viser, hvor stor udskiftning der sker i indkomstdecilerne over en tiårig periode. I modsætning til de forrige indkomstopgørelser, er betragtningen her på den enkelte person frem for familien. I opgørelsen indgår alle fuldt skattepligtige på 18 år og derover i 2010, der kan genfindes i 2020. Studerende er udeladt fra opgørelsen.

Tabellen viser, at flertallet, der tilhører den rigeste tiendedel i 2020, tiende decil, var at finde i samme indkomstgruppe i 2010. Faktisk var mere end tre ud af fire i den rigeste tiendedel i dag blandt top 20 pct. i 2010. Det er samtidig værd at bemærke, at meget få, der er blandt de rigeste i dag, var i den fattigste halvdel af befolkningen for ti år siden.

I bunden af indkomstfordelingen blandt den fattigste tiendedel,  decil, er der væsentligt større udskiftning, da ca. 38 pct. af de fattigste i 2020 også var blandt de fattigste i 2010. Men tallene vidner samtidig om, at en relativt stor gruppe hænger fast i bunden.

I midten af indkomstfordelingen er udskiftningen langt større. Omkring 20 pct. i de midterste deciler er i samme indkomstgruppe ti år efter.

Udskiftningen i indkomstgrupperne over en tiårig periode er naturligvis større end fra det ene år til det andet. Det bekræfter Figur 7, der viser, hvor stor en andel i hver indkomstdecil, der var at finde i samme indkomstdecil året før.

Det er flere end fire ud af fem, der er gengangere blandt den rigeste tiendedel af befolkningen. Der er samtidig ikke nogen nævneværdig udvikling at observere over de seneste år.

I bunden af indkomstfordelingen blandt den fattigste tiendedel, er der heller ikke den store udskiftning fra det ene år til det andet. Her er 77 pct. gengangere i 2020 mod de 82 pct., der er gengangere blandt de rigeste 10 pct. Men blandt de laveste indkomstgrupper i første og anden decil, er der en svag tendens til at færre er gengangere fra år til år, da udskiftningen er blevet større.

Bemærk, at udviklingen i 2020 skal tolkes med varsomhed, da en række særlige forhold gør sig gældende for indkomstudviklingen i dette år. Det gælder bl.a. de særlige engangsudbetalinger i form af tre ugers indefrosne feriepenge samt det skattefri engangstilskud til overførselsmodtagere. Derfor er faldet i andelen af gengangere blandt særligt de midterste indkomstgrupper sandsynligvis udtryk for midlertidige omstændigheder.

Boks: Sådan har vi undersøgt indkomstforskellene

Indkomstforskellene er analyseret på baggrund af Danmarks Statistiks indkomstregister, der er baseret på tredjepartsindberetninger og den skattemæssige årsopgørelse.

Opgørelsen af den gennemsnitlige disponible indkomst er foretaget på baggrund af familier med fuldt skattepligtige voksne. Familier med en beregnet disponibel indkomst, der er negativ, udelades. Det drejer sig bl.a. om selvstændige med underskudsgivende forretning og personer, der realiserer store tab på aktier eller andre værdipapirer. Indkomsten er opgjort som den husstandsækvivalerede disponible indkomst. Husstandsækvivalering betyder, at indkomsten korrigeres for stordriftsfordele, så den bliver sammenlignelig på tværs af forskellige familiestørrelser. Disponibel indkomst er indkomsten efter skat og renteudgifter tillagt imputeret afkast af egen bolig.

Alle beløb er korrigeret for inflation ved at fremskrive til 2022-prisniveau på baggrund af forbrugerprisindekset.

---

---

Tilbage til overordnet temasite