Kontakt

Arbejdsløshed / Ledighed

Det danske arbejdsmarked er i europæisk top

Mere end halvdelen af de arbejdsløse i Europa er langtidsledige. I Danmark er andelen af langtidsledige blandt de allerlaveste i Europa. De europæiske lande kan lære af den danske flexicurity model, som har været med til at begrænse antallet af arbejdsløse, der er blevet fanget i langtidsledighed.

Arbejdsløsheden i Euroområdet faldt i oktober måned, og er nu på 9,8 pct. Dermed er arbejdsløsheden endelig kommet under 10 pct., og ledigheden i oktober var den laveste, der har været målt siden juli 2009.

Til trods for den faldende arbejdsløshed er det stadig mere end halvdelen af de arbejdsløse, der er langtidsledige (mindst 1 års ledighed).

Langtidsledigheden i Europa varierer meget på tværs af lande. Værst står det til i Grækenland, hvor mere end 70 pct. af de arbejdsløse er langtidsledige.

Lande som Portugal, Italien og flere østeuropæiske lande er også hårdt ramt af langtidsledighed, hvor andelen af langtidsledige ligger på 55-60 pct. Til sammenligning er det herhjemme blot lidt mere end hver femte ledig, som er ramt af langtidsledighed, hvilket er den 2. laveste andel af langtidsledige i hele EU.

Mange af de lande, som kæmper med høj langtidsledighed, er også lande, hvor arbejdsmarkedet ikke er særligt fleksibelt.

Ser man på, hvor hurtigt arbejdsløse kommer i job, så er Danmark blandt de allerbedste lande i EU til at få arbejdsløse i job. Siden 2010 har i gennemsnit 1/3 af de arbejdsløse herhjemme været i job i det næste kvartal.

De andre europæiske lande kan lære af det fleksible danske arbejdsmarked, og gennemføre reformer, som øger fleksibiliteten på arbejdsmarkedet. Det kræver dog, at der også følger et socialt sikkerhedsnet med.

Omtalt af Information d. 8. december 2016