Kontakt

Arbejdsløshed / Ledighed

Flere kommer i job i 2014

Bruttoledigheden var stort set uændret den seneste måned. Sammen med AKU-ledighedstallene viser opgørelsen, at arbejdsløsheden har haft en faldende tendens i løbet af 2013. Selv om forbrugerne fortsat er forsigtige, tyder meget på, at arbejdsmarkedet reelt er på vej mod bedre tider. I 2014 forventes således en stigning i beskæftigelsen på 10-15.000 personer.

Bruttoledigheden er fra oktober til november vokset med 300 fuldtidspersoner. Dermed er der nu 151.900 personer i Danmark, som er arbejdsløse, svarende til 5,7 pct. af arbejdsstyrken. Bruttoarbejdsløsheden er således nogenlunde uændret den seneste måned, men har gennem 2013 samlet set haft en faldende tendens.

Bruttoledighedstallene har imidlertid været påvirket af udfaldet fra dagpengesystemet, hvorfor det er usikkert i hvor stort omfang, der ligger en reel jobfremgang bag det seneste års fald i bruttoledigheden. Det er dog bemærkelsesværdigt, at også AKU-ledigheden, som i hvert fald til en vis grad fanger arbejdsløse uden ret til dagpenge og kontanthjælp, også har haft en faldende tendens.

Uanset grunden til faldet i arbejdsløsheden tyder en del faktisk på, at arbejdsmarkedet er på vej mod bedre tider. Der slås fx flere stillinger op, og antallet af varslede fyringer ligger på et meget moderat niveau. Samtidig har de sidste par kvartaler budt på vækst, boligmarkedet har lagt bunden bag sig, og der er begrundet håb om, at eurozonen i år lægger recessionen bag sig.

Derfor er der i 2014 også udsigt til en reel vending på det danske arbejdsmarked. De fleste prognoser peger i øjeblikket på en jobfremgang på 10-15.000 personer i år.

Men på trods af udsigterne til lidt lysere tider på arbejdsmarkedet, er forbrugerne fortsat meget forsigtige.Man kan håbe, at det stigende antal stillingsopslag fra virksomhederne får forbrugerne til at tro så meget på et opsving, at de begynder at forbruge mere. Hvis der først kommer gang i den indenlandske efterspørgsel, kan der blive udløst kræfter, som kan medføre en kraftigere vending på arbejdsmarkedet - det har man set efter tidligere kriser.