Arbejdsløshed / Ledighed

Kvindernes arbejdsløshed haler ind på mændenes

I det første år af krisen steg mændenes arbejdsløshed markant mere end kvindernes - det seneste år har billedet imidlertid været omvendt: Nu stiger kvindernes arbejdsløshed, mens mændenes falder - forklaringen er formentlig, at krisen er gået ind i en ny fase, hvor regningen for krisen bliver betalt af den offentlige sektor, hvor hovedparten af ansatte er kvinder.

Kvinderne har historisk set haft en højere arbejdsløshed end mændene. Dette billede ændrede sig imidlertid markant, da den økonomiske krise ramte Danmark.

Krisen ramte nemlig i første omgang mandefag som byggeriet og industrien. Det betød, at det i første omgang var mændene, som blev hårdest ramt af stigende arbejdsløshed. Samtidig havde specielt unge mænd fravalgt uddannelse i de gode år, hvorfor unge mænd var meget udsatte for arbejdsløshed, da krisen satte ind.

Krisen er imidlertid gået ind i en ny fase, hvor regningen for krisen er havnet i den offentlige sektor, som skal spare kraftigt de kommende år.

Allerede i 2010 begyndte flere kommuner at fyrer medarbejdere på bl.a. sygehuse som følge af budgetoverskridelser. Da kvinderne udgør langt hovedparten af de ansatte i den offentlige sektor, er kvin-dernes arbejdsløshed derfor begyndt at stige mere end mændenes.

Kvindernes arbejdsløshed haler ind på mændenes
Ser man alene på det seneste år, er kvindernes arbejdsløshed steget fra 4,9 pct. i januar 2010 til 5,5 pct. i januar 2011. Det er en stigning på 0,6 procentenheder. I samme tidsrum er mændenes arbejdsløshed faldet fra 6,8 pct. til 6,4 pct., altså et fald 0,4 procentenheder.

Mændenes arbejdsløshed er derfor fortsat højere end kvindernes, men kvindernes arbejdsløshed er det seneste år steget, mens mændenes er faldet.

Omtalt af Radioavisen 22. april 2011