Kontakt

Det danske klassesamfund

Befolkningen i de arbejdsdygtige aldre falder markant i udkantsdanmark

I løbet af de næste 25 år forventes befolkningen i de arbejdsdygtige aldre at falde i fire ud af fem kommuner i Danmark. Mange kommuner bliver dermed ramt af demografiske udfordringer. Udfordringen er særlig stor i udkantskommunerne, hvor befolkningen i de arbejdsdygtige fra 18-65 år forventes at falde med 30-40 pct. i de kommuner, som vil opleve de største fald.

Mens befolkningen i de arbejdsdygtige aldre fremadrettet falder meget markant i mange udkantskommuner, så vokser befolkningen over 65 år.

Der er store geografiske forskelle på befolkningsudviklingen rundt om i landet i de kommende år. Det er således kun i København by, Københavns omegn og i Østjylland hvor man forventer en stigning i befolkningen i de arbejdsdygtige aldre frem mod 2040. I alle andre landsdele forventes et fald

Mens der forventes en fremgang på næsten 25 pct. i befolkningen i aldersgruppen 18-65 år i Københavns kommune, så forventes der et fald i befolkningen i de arbejdsdygtige aldre på over 25 pct. i kommuner som Bornholm, Lolland, Langeland, Lemvig og de små ø-kommuner frem mod 2040.

Allerede inden for en tiårig periode er der stor forskel på befolkningsudviklingen mellem kommunerne. Således forventes befolkningen i aldersgruppen 18-65 år at falde med 15-20 pct. på Bornholm, Lolland, Langeland og de små ø-kommuner, mens den forventes at vokse med omkring 10-20 pct. i København, Frederiksberg og Århus i løbet af ti år.

Urbaniseringen og flytningen fra land til by er ikke enestående i Danmark, men ses også i mange andre lande. Ikke desto mindre står vi over for en stor affolkning af udkantsområderne i de kommende år, særligt for befolkningen i de arbejdsdygtige aldre, hvis de nuværende tendenser fortsætter.

For at bryde tendenserne til et mere polariseret samfund skal vi have fokus på en øget uddannelsesindsats og en stærkere regional erhvervspolitik, der har fokus på at skabe flere arbejdspladser inden for industri og håndværk - især uden for storbyområderne. Derudover skal pendlermulighederne forbedres for familier med lange transportafstande mellem hjem og arbejde.

Omtalt af Jyllands-Posten d. 21. maj 2015