Sænkning af selskabsskatten er dyrere og mere ulighedsskabende, end vi troede

Det vælter frem med forslag om at sænke selskabsskatten. Moderaterne vil sænke selskabsskatten fra 22 procent til 15 procent. Og også Dansk Erhverv og CEPOS er ude med ønsker til lempelser i selskabsskatten oven på det opjusterede råderum.

Det er ikke noget nyt, at de nævnte aktører ønsker skattelettelser. Men timingen er bemærkelsesværdig. Det er ikke mere end tre uger siden, at Det Økonomiske Råd offentliggjorde en rapport, der netop undersøger selskabsskatten. I rapporten fastslår vismændene, at selvfinansieringsgraden, altså hvor meget der kommer retur til de offentlige finanser, er lavere, end det Finansministeriet regner med. Det vil sige, at det er dyrere at sænke selskabsskatten. Samtidig vil en sænkning ramme mere skævt end beregnet.

Når man sænker selskabsskatten, påvirkes de offentlige finanser gennem flere forskellige kanaler.

Selskabsskatten kan påvirke, hvor meget virksomhederne vil investere, samt hvor de placerer deres produktion. Derigennem påvirkes produktivitet, løn og arbejdsudbud.

Vismændene finder, at der flere steder i Finansministeriets regneprincipper er behov for justeringer, hvis beregningerne skal give et retvisende billede.

En af justeringerne handler om, hvem der reelt, fremfor formelt, betaler selskabsskatten. I dag regner Finansministeriet med, at det i praksis er lønmodtagerne, der betaler skatten. Man antager nemlig, at selskabsskatten sænker investeringerne. I teorien skulle de lavere investeringer sænke produktiviteten og dermed lønnen. Dermed er Finansministeriets rationale: Jo lavere selskabsskat, des højere løn.

Altså regner Finansministeriet med, at hele effekten ved at sænke selskabsskatten kommer lønmodtagerne til gode. Det medfører, at selskabsskatten er en neutral skat, fordi løneffekten vil smitte af på offentlige lønninger og senere overførselsindkomster. Alle vil altså – ifølge Finansministeriet - vinde på en sænkning af selskabsskatten. Det står i modsætning til for eksempel topskatten, der er en progressiv skat, hvor effekterne er størst i toppen af indkomstfordelingen.

På baggrund af en række nyere empiriske studier, finder vismændene dog, at byrden i højere grad er ligeligt fordelt mellem ejere af virksomheder og lønmodtagere. Det vil sige, at det kun er halvdelen af effekten fra en ændring i selskabsskatten, der vil sætte sig i lønnen, mens den anden halvdel lander i virksomhedsejernes lommer.

Da virksomhedsejere oftest har en høj indkomst, vil denne ændring betyde, at selskabsskatten fremover bør ses som en progressiv skat - altså, at sænkninger i selskabsskatten ikke kommer alle lige meget til gode, men at det er dem med de højeste indkomster, der får den største gevinst.

Om man skal sænke selskabsskatten eller ej, er en politisk prioritering. Men det er vigtigt at forstå præcis, hvilke afledte effekter det har. Vismændene peger på, at det er både dyrere og mere ulige fordelt at sænke selskabsskatten, end vi hidtil har troet.