Kontakt

Tilbagetrækning

Seniorerne er en guldgrube, men de diskrimineres stadig

Seniorerne nyder godt af det historiske beskæftigelsesopsving, men samtidig oplever de stadig aldersdiskrimination. Særligt i en tid, hvor arbejdsgiverne skriger på arbejdskraft, kan det undre.

Beskæftigelsesopsvinget har ført mange gode ting med sig. For eksempel er beskæftigelsen blandt seniorer tårnhøj, og ledige seniorer kommer hurtigere tilbage i job. En analyse fra Dansk Arbejdsgiverforening (DA) viser, at Danmark er europamestre i at få ledige seniorer i job.

Det ændrer dog ikke på, at seniorerne stadig diskrimineres på arbejdsmarkedet på grund af deres alder.

Vi ved, at ledige seniorer er omkring to måneder længere om at finde et nyt job end andre ledige. Det betyder, at seniorerne oftere ender i langtidsledighed, fordi der går længere tid, før de bliver tilbudt et job. Der er også større risiko for, at seniorerne trækker sig tilbage, når de bliver ledige.

Danmark er europamestre i at få ledige seniorer i job.
Det ændrer dog ikke på, at seniorerne stadig diskrimineres på arbejdsmarkedet.
Cheføkonom Sofie Holme Andersen

Det er ikke godt. For eksempel risikerer vi at miste dygtige faglærte eller kompetente velfærdsmedarbejdere, som vi ellers mangler – fordi de bliver ramt af ledighed og trækker sig tilbage, før de ønsker det.

Det hele bliver værre af, at arbejdsgiverne diskriminerer seniorerne. Det viser et nyt studie af forskere fra Aalborg Universitet. Studiet viser, at arbejdsgiverne vurderer, at der er lavere sandsynlighed for, at de vil ansætte seniorer end yngre personer. Det samme gælder for muslimer og langtidsledige, men det gælder i højere grad seniorerne.

Arbejdsgiverne vurderer, at der er lavere sandsynlighed for, at de vil ansætte seniorer end yngre personer
Cheføkonom Sofie Holme Andersen

Hvordan hænger det sammen med, at beskæftigelsen blandt seniorer er historisk høj? Og hvordan hænger det sammen med europamesterskabet i at få ledige seniorer i job?

Beskæftigelsen blandt seniorer er høj, fordi beskæftigelsen generelt er høj. Når det regner på præsten, drypper det på degnen, og når arbejdsgiverne mangler arbejdskraft, så ansætter de også dem, de ellers ville have fravalgt. Det gælder ikke bare for seniorerne, men for eksempel også ikke-vestlige indvandrere.

Når Danmark har fået den største andel af de ledige seniorer i job i forhold til resten af Europa, hænger det ikke sammen med en særlig indsats fra danske arbejdsgivere, men at vi generelt får de arbejdsløse hurtigere tilbage i job end vores naboer i EU.

Når seniorerne først er ansat, forsøger arbejdsgiverne at holde på dem, fordi de mangler arbejdskraft
Cheføkonom Sofie Holme Andersen

Det er den danske arbejdsmarkedsmodel, der er i spil, og det hjælper også seniorerne, når de er ledige. Men de 60-64-årige har stadig højere ledighedsgrad og er oftere langtidsledige end personer, der er bare et par år yngre.

Arbejdsgiverne har i snart ti år meldt om mangel på arbejdskraft, og at det ville sætte en stopper for væksten. Siden har de ansat 432.000 flere lønmodtagere, men diskriminerer stadig seniorerne. Det klinger hult, når de samtidig kræver øget arbejdsudbud af politikerne.

Når seniorerne først er ansat, forsøger arbejdsgiverne at holde på dem, fordi de mangler arbejdskraft. Det hjælper til at udskyde tilbagetrækningen fra arbejdsmarkedet.

Samtidig forventer 23 procent af de +50-årige at arbejde efter folkepensionsalderen. Seniorerne er en vigtig ressource, der kan give arbejdsgiverne mere arbejdskraft, seniorerne mulighed for at tjene penge og statskassen skatteindtægter.

Vi sidder på en guldgrube. Seniorerne skal ikke diskrimineres, men dyrkes.