Kontakt

Arbejdsløshed / Ledighed

Seniorers højere langtidsledighed er et strukturelt problem

Man er i større risiko for at havne i langtidsledighed, hvis man er over 60 år og bliver arbejdsløs. Det er et strukturelt problem, som også arbejdsgiverne skal tage seriøst.

De seneste mange år er antallet af seniorer på arbejdsmarkedet steget markant. Flere bliver i beskæftigelse, blandt andet som følge af den stigende tilbagetrækningsalder, men også på grund af den gode beskæftigelsessituation.

Det er en meget positiv udvikling, som vi skal glæde os over. Efterhånden som vi lever længere, stiger pensionsalderen, og af samme grund har vi ifølge Finansministeriet sunde offentlige finanser mange år ud i fremtiden. Men det forudsætter, at vi rent faktisk kan og vil arbejde længere.

Når konjunkturerne vender, viser historien, at ledige seniorer som gruppe sandsynligvis vil komme længere væk fra arbejdsmarkedet. Det er netop dét strukturelle problem, vi påpeger.
Analysechef Emilie Agner Damm

Det er vigtigt, at vi skaber et ligestillet arbejdsmarked, hvor seniorernes behov for fleksibilitet imødekommes, og hvor arbejdsgiverne ikke diskriminerer på baggrund af alder.

Desværre kæmper vi fortsat med nogle strukturelle problemer, der står tydeligt frem i en analyse, vi i AE publicerede i begyndelsen af det nye år. Analysen viser, at man er i langt større risiko for at ende i langtidsledighed, hvis man er over 60 år.

I oktober sidste år var 23 procent af de ledige 60-64-årige således ramt af langtidsledighed. Det vil sige, at de har været ledige i mindst 80 procent af det seneste år. Til sammenligning gjaldt det for 16 procent af alle ledige.

I analysen går sammenligningen tilbage til slutningen af 00’erne, og kurverne viser, at det er en strukturel forskel, som altså også eksisterer i opgangstider. Det gælder for eksempel lige nu, hvor den generelle beskæftigelse er historisk høj, og ledigheden tilsvarende er lav. Kurverne nærmer sig hinanden i opsvingstider, men fjerner sig fra hinanden i lavkonjunkturer. Særligt grelt stod det til i årene efter Finanskrisen.

Dansk Arbejdsgiverforening kritiserer i et indlæg på Finans.dk, at vi påpeger dette strukturelle problem. Fordi antallet af beskæftigede seniorer er steget det seneste år, mener DA, at vi med vores analyse glemmer proportionerne. Omvendt mener jeg, at DA overser det strukturelle problem og det historiske beskæftigelsesopsving, vi står midt i.

Det er vigtigt, at vi skaber et ligestillet arbejdsmarked, hvor seniorernes behov for fleksibilitet imødekommes, og hvor arbejdsgiverne ikke diskriminerer på baggrund af alder
Analysechef Emilie Agner Damm

Når konjunkturerne vender, viser historien, at ledige seniorer som gruppe sandsynligvis vil komme længere væk fra arbejdsmarkedet. Det er netop dét strukturelle problem, vi påpeger: Hvis forskellen på seniorer og andre aldersgruppers langtidsledighed er stor nu, hvordan kommer det så til at se ud, hvis beskæftigelsen falder og ledigheden stiger? Torsdag viste nye tal fra Danmarks Statistik, at ledigheden er steget, og at de 60-66-årige udgør cirka halvdelen af ledighedsstigningen i januar.

Vores analyse viser, at seniorer allerede nu – på toppen af opsvinget – har sværere ved at komme tilbage i arbejde, når de bliver ledige. Kun fire ud af ti 60-64-årige ledige er tilbage i beskæftigelse efter et halvt år. Til sammenligning er fire ud af ti nyledige på tværs af alle aldersgrupper tilbage i beskæftigelse allerede efter tre måneder.

Det er et paradoks i en situation, hvor arbejdsgiverne melder om store rekrutteringsudfordringer. Og vi ved fra blandt andet Seniortænketankens arbejde, at langvarig ledighed i seniorårene øger sandsynligheden for tidligere tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet.