Kontakt

Indhold
Geografisk ulighed

En højere topskattegrænse rammer geografisk skævt

Et regneeksempel viser, hvordan en hævelse af topskattegrænsen for 5 mia. kr. vil blive fordelt på tværs af kommuner. På landsplan giver den højere topskattegrænse en gennemsnitlig skattelempelse på 1.050 kr. pr. skatteborger om året. Dog fordeler skattelempelsen sig med over 3.000 kr. pr. borger i kommunerne Gentofte, Rudersdal og Hørsholm, mens borgere på Langeland og Lolland i gennemsnit vil få 300 kr. I eksemplet hæves topskattegrænsen i 2023 med 86.500 kr. fra 568.000 kr. til 655.400 kr. efter AM-bidrag.

Hovedkonklusioner

  • Et regneeksempel, hvor topskattegrænsen hæves med 5 mia. kr. i umiddelbart provenu, kan i 2023 hæve topskattegrænsen med ca. 86.500 kr. Det vil hæve topskattegrænsen fra 568.900 kr. til 655.400 kr. efter AM-bidrag.

  • Borgerne i Nordsjælland og de store byer vil i gennemsnit få de største skattelempelser, mens borgere i provinsen i mindre grad vil blive berørt af en højere topskattegrænse.

  • Fordelt efter kommuner vil en højere topskattegrænse give 3.300 kr. pr. borger i Gentofte Kommune, mens det giver 300 kr. pr. borger på Lolland og Langeland. Den gennemsnitlige skattelempelse pr. borger på landsplan vil være 1.050 kr.

  • I 35 kommuner får borgerne skattelempelser på under 700 kr. De ligger alle uden for de store byer. I 7 kommuner får borgerne skattelempelser for mere end 2.100 kr. pr. borger. Det gælder de nordsjællandske kommuner Gentofte, Rudersdal, Hørsholm, Allerød, Lyngby-Taarbæk, Furesø samt Dragør.

Sådan rammer en højere topskattegrænse rundt omkring i landet

Hvis politikerne hæver topskattegrænsen for 5 mia. kr. i umiddelbart provenu, vil den gennemsnitlige borger i Danmark få en skattelempelse på 1.050 kr. Men skattelempelserne vil ramme forskelligt rundt omkring i landet.

Landkortet i Figur 1 viser, den gennemsnitlige årlige skattelempelse pr. borger ved en sådan hævelse af topskattegrænsen. Kommunerne er grupperet efter størrelsen på den gennemsnitlige skattelempelse.

Figur 1

I 35 kommuner står borgerne i gennemsnit til skattelempelser på under 700 kr. De ligger alle uden for de store byer eller på den københavnske vestegn. I 7 kommuner er skattelempelsen på mere end 2.100 kr. pr. borger. Det gælder de nordsjællandske kommuner Gentofte, Rudersdal, Hørsholm, Allerød, Lyngby-Taarbæk, Furesø samt Dragør.

Topskattegrænsen er i dag 552.500 kr. men stiger i 2023 til 568.900 kr. Man skal betale 15 pct. i topskat af den del af ens personlige indkomst, der overstiger grænsen. Hvis man hæver topskattegrænsen for 5 mia. kr. i umiddelbart provenu, svarer det til, at topskattegrænsen hæves til 655.400 kr. efter AM-bidrag.

Analysen er udarbejdet på baggrund af Lovmodellens datagrundlag fra Finansministeriet. Datagrundlaget er fra 2019, fremskrevet til 2023 i 2023-niveau ud fra forudsætningerne i Økonomisk Redegørelse fra august 2022.


De geografiske forskelle er også til stede ved en hævelse af topskattegrænsen for én mia. kr.

Figur 2 viser et regneeksempel, hvor topskattegrænsen er hævet for 1 mia. kr. svarende til 14.000 kr. til 582.900 kr. efter AM-bidrag i 2023. De geografiske forskelle er forholdsmæssigt nogenlunde de samme som i Figur 1.

Figur 2