Kontakt

Overførselsmodtagere

Flere svage kontanthjælpsmodtagere: Et loft er nytteløst

Antallet af kontanthjælpsmodtagere, som står udenfor arbejdsmarkedet, er begyndt at vokse igen. Det er typisk personer, som har problemer udover ledighed. Omkring 3 ud af 4 kontanthjælpsmodtagere er i dag uden for arbejdsmarkedet. Regeringens bebudede kontanthjælpsloft vil næppe ændre meget på dette.

Antallet af kontanthjælpsmodtagere har igennem 2015 ligget relativt stabilt på 157.000 fuldtidspersoner.

Gruppen af kontanthjælpsmodtagere, som står udenfor arbejdsmarkedet, er dog begyndt at vokse igen. Siden december 2014 er antallet af kontanthjælpsmodtagere, som står udenfor arbejdsmarkedet, vokset med 2.800 fuldtidspersoner.

Dermed udgør gruppen af kontanthjælpsmodtagere, som står udenfor arbejdsmarkedet, ca. 120.000 fuldtidspersoner, svarende til 3 ud af 4 kontanthjælpsmodtagere.

Kontanthjælpsmodtagere udenfor arbejdsmarkedet har typisk problemer udover ledighed, såsom helbredsmæssige og, psykiske problemer, misbrug eller kriminalitet. Ofte er de også dårligt uddannet og har derfor vanskeligt ved at begå sig på arbejdsmarkedet. Regeringens bebudede kontanthjælpsloft vil næppe ændre meget i den forbindelse.

Det tidligere kontanthjælpsloft løftede iflg. Finansministeriet og Beskæftigelsesministeriet kun beskæftigelsen svarende til ca. 100 personer, og SFI kunne ikke påvise nogen statistisk sikker effekt af loftet. 

Erfaringerne fra den gamle VK-regerings kontanthjælpsloft tyder ikke på, at et kontanthjælpsloft er noget mirakelmiddel.

Et kontanthjælpsloft løser ikke udfordringen med antallet af kontanthjælpsmodtagere og lavere ydelser vil i bedste fald også kun have en beskeden effekt.

Omtalt af Information d. 2. oktober 2015