Kontakt

Vækst og grøn økonomi

Stigende huspriser i 1. kvartal 2013

Boligpriserne lå stort set uændret i marts måned 2013. Sammenlignet med 1. kvartal 2012 er huspriserne steget med knap 2 pct. Vi har siden sommeren 2012 haft en svagt stigende tendens i huspriserne - en udvikling der giver håb om, at bunden på boligmarkedet nu er lagt bag os.

Danmarks Statistik foreløbige boligprisopgørelse for marts 2013 viser en stigning på 0,2 pct. fra februar til marts 2012 for enfamilieshuse, mens vi sammenlignet med marts 2012 har haft en stigning på 3,1 pct.

Sæsonkorrektion af tallene peger på en marginal nedgang på 0,2 pct. den seneste måned. Samlet har vi en stigning fra 4. kvartal 2012 til 1. kvartal 2013 på med 1 pct. og sammenlignes med 1. kvartal 2012 er der tale om, at huspriserne er steget med 1,9 pct. i gennemsnit.

De nye tal for huspriserne giver håb om, at bunden på boligmarkedet nu er ved at være lagt bag os. Når det er sagt, så peger de øvrige boligmarkedsindikatorer fx udbud, liggetider og antal handler på, at vi fortsat er et godt stykke fra ”normale” tider.

Stiger den økonomiske usikkerhed igen, fx som følge af fortsat nedtur i Europa eller begynder de danske renter at stige, kan der komme et nyt tilbageslag. Det fx være svært at få øje på, hvad det var for fundamentale forhold, der trak huspriserne ned igennem 2011 andet end økonomisk usikkerhed og tilbageholdenhed. På den anden side kan der ligge et pænt opsparet flyttebehov i Danmark, der aktiveres, når den økonomiske udvikling tegner mere stabil.

Boligmarkedet og ikke mindst huspriserne har historisk været en god indikator for den samlede økonomiske udvikling. Stigende huspriser kan hjælpe på den underdrejede forbrugs- og investeringslyst i de danske husholdninger, der har været blandt de afgørende årsager til, at dansk økonomi aldrig er kommet ordentlig fri af den økonomiske krise. Er huspriserne reelt begyndt at stige, kan det være et forvarsel om, at bedre tider er på vej.