Kontakt

Konjunkturudvikling

Stærk forbrugertillid tyder på, at krisen synger på sidste vers

Forbrugertilliden er fortsat stærk. I marts var forbrugertilliden på 5 og korrigeret for sæsonudsving er forbrugertilliden vokset i forhold til sidste måned. Danskernes forventning til fremtiden i dansk økonomi er bedre end de tilsvarende forventninger var efter dot.com krisen i begyndelsen af 00’erne og efter de syv magre år fra 1987-1993.

Forbrugertilliden var i marts 2014 på 5 mod 4,2 i måneden før. Korrigeret for sæsonudsving er forbrugertilliden vokset sammenlignet med sidste måned og samlet er forbrugertilliden i dag markant højere end for et år siden.

I løbet af sommeren 2013 kunne man konstatere et egentligt stemningsskifte blandt forbrugerne og forventningerne til at dansk økonomi har det bedre om et år, er meget høje.

Faktisk er forventningerne til, at det går bedre i dansk økonomi om et år i dag større end de end tilsvarende forventninger var efter dot.com krisen i begyndelsen af 00’erne og efter de syv magre år fra 1987-1993.

Dagens tal er en glædelig nyhed, fordi de historiske erfaringer viser, at når forbrugertilliden vokser, følger det private forbrug typisk også med.

De seneste prognoser herhjemme tyder på, at krisen synger på sidste vers, og at der er udsigt til en reel jobfremgang i både 2014 og 2015.

Samtidig bliver prognoserne fra udlandet i øjeblikket også opjusteret og ikke nedjusteret som vi ellers er blevet vant til – det er et godt tegn.

Selv flere af de gældsplagede lande som Spanien, Portugal, Italien og Irland ser ud til at vende minus til plus i 2014, hvilket kan have en stærk signalværdi, og som forhåbentlig kan give det danske private forbrug et skub fremad.