Kontakt

Arbejdsmarked

Det svenske arbejdsmarked er ikke et godt forbillede for Danmark

Dansk Arbejdsgiverforening har i en ny rapport udråbt det svenske arbejdsmarked til forbillede for Danmark. Det svenske forbillede er dog misforstået. Det danske arbejdsmarked er blandt de mest velfungerende i EU og langt mere velfungerende end det svenske. Danmark har været hårdere ramt af krisen end Sverige - men i en normal konjunktursituation er der faktisk flere i befolkningen, der arbejder i Danmark end i Sverige.

Dansk Arbejdsgiverforening har i en ny rapport peget på, at Danmark bør følge det svenske eksempel og gennemføre arbejdsmarkedsreformer for at øge beskæftigelsen. Bl.a. bør man sænke ydelserne til overførelsesmodtagerne. Der peges i rapporten på, at beskæftigelsesgraden i Sverige er højere end i Danmark.

Det giver dog ikke mening at se på de faktiske beskæftigelsestal, når man skal sammenligne Danmark og Sverige.

Danmark og Sverige har været igennem meget forskellige forløb de sidste tyve år. Mens Danmark – bl.a. som følge af en boble på boligmarkedet – har været hårdt ramt af den nuværende krise, er Sverige, som ikke har haft en boble på boligmarkedet, sluppet relativt billigt igennem krisen.

Hvis man skal have et retvisende billede af, om Sverige eller Danmark klarer sig bedst, er det derfor nødvendigt at se på den strukturelle beskæftigelse, når man sammenligner Sverige og Danmark.

Den strukturelle beskæftigelse måler netop, hvordan beskæftigelsen ser ud i en normal konjunktursituation (renset for kriser og optursperioder) og beregnes af OECD i Economic Outlook på baggrund af sammenlignelige data.

Faktum er, at den strukturelle beskæftigelsesfrekvens i Danmark de sidste tyve år har været højere end i Sverige.

Den strukturelle beskæftigelsesfrekvens i Danmark er blandt de højeste i EU - og den er faktisk lidt højere end i Tyskland, som af mange også fremhæves som et forbillede.

Ser man på den strukturelle ledighed, som måler arbejdsløsheden i en normal konjunktursituation, er denne lavere i Danmark end i Sverige - og har i øvrigt været det igennem en lang række år.

Det vidner om, at Danmark sammenlignet med vores europæiske naboer har et meget velfungerende arbejdsmarked. Danmark har imidlertid været hårdere ramt af krisen end Sverige, og derfor er den svenske beskæftigelsesgrad pt. højere end i Danmark.

Lavere ydelser til grupperne på kanten af arbejdsmarkedet vil sandsynligvis ikke have store beskæftigelseseffekter. Til gengæld vil flere risikere at blive fattige, og uligheden i samfundet vil vokse.

Omtalt af Berlingske d. 28. april 2015.