Kontakt

Marginaliserede på arbejdsmarkedet

Stadig flere danskere befinder sig på kanten af arbejdsmarkedet

Antallet af marginaliserede steg i første kvartal af 2012, og dermed er 123000 personer nu marginaliseret - Særligt bekymrende er det, at 22000 unge nu befinder sig på kanten af arbejdsmarkedet, og at antallet af unge ikke-arbejdsmarkedsparate kontanthjælpsmodtagere fortsat vokser stærkt. Det sidste kan være et ilde varsel om, at endnu flere unge er på vej ud på kanten.

Antallet af marginaliserede (personer med ringe tilknytning til arbejdsmarkedet) steg med godt 5.300 personer fra 4. kvartal 2011 til 1. kvartal 2012.

Siden bunden i 4. kvartal 2009 er knap 36.500 (42 pct.) flere røget ud på kanten af arbejdsmarkedet. I 1. kvartal 2012 var der næsten 123.000 marginaliserede.

For at optræde i marginaliseringsgruppen skal man have været på overførselsindkomst i knap 125 uger (80 pct.) inden for de seneste tre år.

Med udsigten til et fortsat sløjt arbejdsmarked, må vi forvente, at antallet af marginaliserede, vil fortsætte med at stige i den kommende tid. Der er derfor risiko for, at vi kommer til at tabe en meget stor del af den gevinst, der er blevet høstet under de gode år, hvor antallet af marginaliserede næsten blev halveret.

Mere end 22.000 unge på kanten af arbejdsmarkedet
Samtlige aldersgrupper har oplevet markante stigninger i antallet af marginaliserede. Der er dog stor forskel hvilket billede, der tegner sig, alt afhængigt af om man fokuserer på niveauet – hvor mange marginaliserede der er i forhold til befolkningens størrelse – eller udviklingen i antallet af marginaliserede.

Antallet af marginaliserede er f.eks. steget mest for de over 50-årige. Antallet af marginaliserede i alderen 50-59-år er steget med over 9.200 personer svarende til en stigning på 56,4 procent, hvor den samlede stigning til sammenligning lå på godt 42 procent.

Antallet af marginaliserede unge er også steget markant. Der er nu over 22.000 marginaliserede i alderen 20-29 år. Det er godt 7.300 eller knap 50 procent flere end niveauet i 4. kvartal 2009.

Al erfaring viser, at jo længere tid man har været væk fra arbejdsmarkedet, desto sværere er det at komme tilbage i job igen. Mange af de unge, der i dag befinder sig på kanten af arbejdsmarkedet, vil derfor have svært ved at få en mere permanent tilknytning til arbejdsmarkedet fremover. Set i det lys er det problematisk, at over 22.000 unge, befinder sig på kanten af arbejdsmarkedet.

Omtalt af Politiken d. 9. juli 2012