Kontakt

Indhold
Rekruttering

Pædagoger uden for faget

Der er mangel på pædagoger i Danmark. Ikke mindst inden for visse dele af det specialiserede socialområde, hvor under hver anden ansat har en socialpædagogisk uddannelse. Derfor undersøger denne analyse fastholdelse og potentialet for rekruttering. Fastholdelse undersøges ved at se på de arbejdsmæssige bevægelser for pædagoger, der i 2016 arbejdede inden for faget. Rekrutte-ringspotentialet, undersøges ved at se på de uddannede pædagoger, som i dag arbejder uden for faget.

Hovedkonklusioner

  • Siden 2016 har næsten 14.000 uddannede pædagoger forladt det pædagogiske område. Heraf har to tredjedele forladt arbejdsmarkedet, mens knap en tredjedel er skiftet til andre brancher.
  • Siden 2016 har 5.200 pædagoger skiftet fra almenområdet til socialområdet, mens 3.600 har skiftet den anden vej.

  • Yngre pædagoger, der arbejder på socialområdet, har større sandsynlighed for at forlade området end deres ældre kollegaer. Mens 35 pct. af de under 35-årige – svarende til lidt over hver tredje – har forladt socialområdet de seneste fem år, er tallet 22 pct. for de 46-55-årige – svarende til lidt over hver femte.

  • I dag er der 11.660 uddannede pædagoger, som arbejder uden for det pædagogiske område. Heraf arbejdede 35 pct. på det pædagogiske område i 2016.

Analysen er lavet i samarbejde med Socialpædagogernes Landsforbund. 


Pædagoger, der arbejder uden for faget

Der er mangel på uddannede pædagoger – især inden for socialområdet. Kun lidt over hver anden ansat på kommunale og regionale tilbud til børn, unge og voksne med særlige behov er uddannet socialpædagog.1

Hvis man skal have flere uddannede pædagoger på socialområdet2 , så er to af de vigtige elementer

  1. At fastholde uddannede pædagoger, der arbejder på socialområdet
  2. At tiltrække uddannede pædagoger, der i dag arbejder uden for det socialpædagogiske område.

Denne analyse undersøger disse to aspekter.

Første del af analysen undersøger fastholdelsen af uddannede pædagoger ved at undersøge, hvor de uddannede pædagoger, der arbejdede på det pædagogiske område i 2016, arbejder fem år efter.

Anden del af analysen undersøger potentialet for at tiltrække uddannede pædagoger ved at undersøge, hvor de uddannede pædagoger, der arbejder uden for faget, arbejdede i 2016.

Pædagoger er defineret som personer, som har en pædagoguddannelse, defineret i Bilagstabel 1. Det pædagogiske område, socialområdet og underområder til socialområdet er defineret via branchekoder som i bilagstabellen.

Analysen er afgrænset til personer, som 1. januar 2022 var mellem 18 og 66 år og bosiddende i Danmark.


Del 1: Pædagoger, der arbejdede i faget i 2016

Del 1 af analysen undersøger fastholdelse inden for det pædagogiske område. Del 1 tager udgangspunkt i de uddannede pædagoger, som arbejdede inden for pædagogområdet i 2016, og undersøger, hvad de lavede fem år senere. Kun personer, som var uddannede pædagoger i 2016, og som i november 2016 arbejdede inden for en pædagogisk branche, indgår.

Tabel 1 viser, hvor uddannede pædagoger, der arbejdede inden for det pædagogiske område i 2016, arbejder i 2021. Af de knap 93.000 pædagoger, der arbejdede på det pædagogiske område i 2016, arbejdede 14.710 pædagoger – svarende til godt 15 pct. – ikke længere i faget fem år efter. Heraf er omkring 7 ud af 10 ledige eller uden for arbejdsstyrken, mens knap 3 ud af 10 har skiftet til andre brancher.

Sammenligner man socialområdet og almenområdet, så er andelene, der fem år senere er ledige eller uden for arbejdsstyrken, meget ens. Der er altså ikke noget, der tyder på, at der er forskel på, hvor mange der bliver ledige eller forlader arbejdsstyrken på de to områder. Ser man på dem, der fem år senere er skiftet til en ikke-pædagogisk branche, er andelen dog højere for pædagoger på socialområdet – knap seks pct. – end for pædagoger på almenområdet – knap fire pct.

5.200 pædagoger, der arbejdede på almenområdet i 2016, arbejdede på socialområdet i 2021, mens 3.600 pædagoger skiftede den modsatte vej, hvilket giver en nettotilgang fra almenområdet til socialområdet på 1.600 pædagoger.

Tabel 1

Ligesom Tabel 1 viser Tabel 2, hvor uddannede pædagoger, der arbejdede inden for det pædagogiske område i 2016, arbejdede i 2021. I Tabel 2 er socialområdet dog opdelt på det specialiserede børneområde, voksenhandicapområdet og det øvrige socialområde, jf. Bilagstabel 2.

Omkring 20 pct. af pædagogerne, der i 2016 arbejdede på det øvrige specialområde, har forladt faget. For det specialiserede børneområde eller voksenhandicapområdet var tallet omkring 15 pct. Der er altså en tendens til, at en større andel af dem, der arbejdede på det øvrige socialområde, som blandt andet inkluderer misbrugsbehandling og (psykiatriske) hospitaler, forlader faget.

Tabel 2

Fordelt på alder og uddannelsesalder

Alder har stor indflydelse på de beslutninger, man træffer i arbejdslivet. Derfor viser Tabel 3, hvordan fastholdelsen på det pædagogiske område ser ud på tværs af alder. Tabellen medtager kun pædagoger, der i 2016 arbejdede inden for socialområdet. Alder er opgjort pr. 1. januar 2022.

Andelen af pædagoger, der arbejdede på socialområdet i 2016, og som hverken arbejder på socialområdet eller almenområdet i 2021, er relativt konstant for de tre aldersgrupperne op til 55 år, og ligger omkring 12 procent – cirka svarende til hver ottende. For de plus 56-årige har over hver fjerde forladt det pædagogiske område, men dette dækker i høj grad over personer, der har trukket sig tilbage fra arbejdsstyrken.

Det ses, at yngre pædagoger der arbejder på socialområdet, har større sandsynlighed for at forlade socialområdet, end deres ældre kollegaer. Mens 35 pct. af de under 35-årige de seneste fem år har forladt socialområdet, er tallet 22 pct. for de 46-55-årige. Det kunne tyde på, at en del unge socialpædagoger oplever et andet arbejdsliv, end de havde forventet.

Ser man på skift inden for det pædagogiske område, så er der en klar tendens til, at jo yngre man er, jo mere tilbøjelig er man til at skifte fra socialområdet til almenområdet. For dem, som var op til 35 år og arbejdede på socialområdet i 2016, er det 23 pct. der er skiftet til almenområdet, mens det er 16 pct. og 10 pct. for de hhv. 36-45-årige og 46-55-årige. Det tyder på, at man i en vis grad bruger de tidlige år af ens arbejdsliv til at finde det rigtige område for én selv, men dem senere i livet er mere stabile i deres arbejdsområde.

Tabel 3

Tabel 4 viser alle pædagoger, der arbejdede inden for faget i 2016, fordelt på, hvornår de blev uddannede pædagoger. Uddannelsesanciennitet er målt i forhold til 2021, således at pædagoger, der havde fem års anciennitet i 2021, var nyuddannede i 2016.

Det ses, at ledigheden blandt pædagoger, der arbejdede inden for faget i 2016, er lav på tværs af uddannelsesanciennitet. For alle grupper ligger den under eller omkring én pct. Der er en svag tendens til, at færre skifter væk fra faget til en anden branche, jo længere tid det er siden, de blev uddannede. Omvendt er andelen, der forlader arbejdsstyrken, højere for dem, hvis uddannelse er mindst 20 år gammel, hvilket formentlig i høj grad skyldes tilbagetrækning.

Tabel 4

Del 2: Pædagoger uden for faget i 2021

Anden del af analysen undersøger uddannede pædagoger, som i dag arbejder uden for faget. Dette kan give en indikation af, hvor stort potentiale der er for at tiltrække allerede uddannede pædagoger, og i hvilke brancher dette potentiale ligger.


Næsten 12.000 pædagoger arbejder uden for området

Tabel 5 viser uddannede pædagoger, som arbejder uden for det pædagogiske område i 2021, opdelt på, hvor de arbejdede i 2016. Tabellen viser, at 11.680 uddannede pædagoger i dag arbejder uden for det pædagogiske område.

Af de 11.680 pædagoger der i 2021 arbejder uden for faget, arbejdede 1.860 pædagoger på socialområdet i 2016, svarende til 16 pct. Heraf arbejdede godt 35 pct. inden for voksenhandicapområdet, 15 pct. inden for det specialiserede børneområde, mens knap halvdelen arbejdede inden for det øvrige socialområde.

I alt er der ca. 4.100 pædagoger uden for faget, som for nyligt har arbejdet på det social- eller almenpædagogiske område.

Tabel 5

Tabel 6 viser brancherne for de 5.550 uddannede pædagoger, som arbejdede uden for det pædagogiske område i både 2016 og 2021. 3

Det ses, at pædagoger, som arbejdede uden for det pædagogiske område i både 2016 og 2021, var bredt fordelt på brancher, med brancherne Undervisning og Handel som de største.

Tabel 6

Type af pædagoguddannelse og tid siden afsluttet uddannelse

Analysen indeholder alle, der havde en pædagoguddannelse, og som arbejdede uden for faget i 2021. Nogle af disse kan potentielt have taget en anden uddannelse efter deres pædagoguddannelse. For at kunne vurdere rekrutteringspotentialet er det altså relevant at se på, hvilken type pædagoguddannelse pædagogerne har, og om de har gennemført en anden erhvervskompetencegivende uddannelse efter deres pædagoguddannelse.

I Tabel 7 er de uddannede pædagoger opdelt på, om den seneste erhvervskompetencegivende uddannelse er en meritpædagoguddannelse (taget gennem voksenuddannelsessystemet), en pædagoguddannelse taget gennem det almene uddannelsessystem eller en anden kompetencegivende uddannelse.

Tabellen viser, at af de ca. 11.700 pædagoger, der arbejder uden for faget, har 3.330 taget en anden erhvervskompetencegivende uddannelse efter deres pædagoguddannelse. Det svarer til omkring 30 pct. Det må formodes, at potentialet for at rekruttere denne gruppe tilbage til det pædagogiske område er mindre.

Blandt pædagoger, som i dag arbejder uden for faget, er den største gruppe uddannede pædagoger, som havde taget pædagoguddannelsen gennem det ordinære uddannelsessystem, og som ikke siden har fuldført en anden uddannelse. Denne gruppe er på 8.800 personer, hvoraf 15 pct. var uden for arbejdsstyrken i 2016. Der er i alt 2.860 med en ordinær pædagoguddannelse, som arbejder uden for faget i 2021, og arbejdede på det pædagogiske område i 2016. Af disse arbejdede 45 pct. på socialområdet i 2016.

Der er 540 meritpædagoger, som arbejder uden for faget. Af dem arbejdede knap halvdelen inden for det pædagogiske område fem år tidligere, og hver fjerde arbejdede inden for socialområdet. 

I alt er der 1.420 personer, hvis seneste uddannelse var en pædagoguddannelse og som i 2021 arbejder uden for det pædagogiske område, men som arbejdede på socialområdet i 2016.

Tabel 7

Tabel 8 viser pædagoger, der arbejder uden for faget, fordelt på hvilken branche de arbejdede i i 2016, og hvor lang tid der er gået, siden de fik deres pædagoguddannelse. Pædagoger, der afsluttede deres pædagoguddannelse inden for de sidste 5 år, var ikke uddannede pædagoger i 2016, og er derfor udeladt af tabellen.

Af dem, der i 2021 havde været uddannede i 5-9 år, og arbejdede uden for det pædagogiske område, arbejdede knap halvdelen inden for det pædagogiske område fem år før. Det tilsvarende tal er 37 pct. for pædagoger, som havde været uddannet i 10-14 år og 32 pct. for pædagoger, der havde været uddannet i 15-19 år.

Tabel 8

Metode 

Sådan har vi gjort

AE har for Socialpædagogerne undersøgt, hvor uddannede pædagoger arbejdede henne i 2016 og i 2021 på baggrund af registerdata fra Danmarks Statistik.

Analysen består af to dele:

Del 1 undersøger, hvor uddannede pædagoger, som i 2016 arbejdede inden for det traditionelle pædagogiske område, arbejdede i 2021.

Del 2 undersøger, hvor uddannede pædagoger, som i 2021 arbejdede uden for det traditionelle pædagogiske område, arbejdede i 2016.

Del 1

I analysens del 1 defineres uddannede pædagoger som personer, der har taget en pædagogisk uddannelse i eller før 2016 (se tabel 1). Personer, der har taget en anden kompetencegivende uddannelse før eller efter deres pædagoguddannelse, indgår således også i analysen.

Uddannelsen kategoriseres efter, om det er en merituddannelse, en ordinær pædagoguddannelse, eller om man har taget en anden uddannelse efter sin pædagoguddannelse. Man optræder med sin senest fuldførte kompetencegivende uddannelse.

For at indgå i analysens del 1 skal man være lønmodtager og have en branchemarkering i november 2016, som er inden for det traditionelle pædagogiske område (se tabel 2).

Branchen bestemmes af det job inden for det pædagogiske område i november 2016, hvor man havde flest timer.

Hvis man var ansat inden for socialområdet i november 2016, vil ens brancheområde være socialområdet. Ellers vil ens branche være bestemt af det job, som man har flest timer inden for i november 2016. Hvis man har flere job, og mindst ét af dem er inden for det traditionelle pædagogiske område, vil man blive kategoriseret som arbejdende inden for det pædagogiske område.

Branchen i 2021 opgøres på samme vis som i 2016. Personer, som ikke er i beskæftigelse jf. lønmodtagerbeskæftigelsen og RAS, opdeles i ”ledige” og ”uden for arbejdsstyrken” ud fra deres socioøkonomiske statuskode. Hvis man i RAS har en beskæftigelseskode, så indgår man med sin RAS-branchekode.

Brancherne uden for det traditionelle pædagogiske område opgøres efter DSTs 19-gruppering. Brancherne ”Industri”, ”Råstofindvinding”, ”Energiforsyning” og ”Vandforsyning og renovation” er lagt sammen til ”Industri, råstofindvinding og forsyningsvirksomhed”.

Uddannelsesanciennitet er opgjort som forskellen mellem 2021 og tidspunktet, hvor man afsluttede sin tidligste pædagoguddannelse.

Del 2

I analysens del 2 defineres pædagoger på samme måde som i analysens del 1, men pædagoguddannelsen skal være afsluttet senest i 2021.

For at indgå i analysens del 2 skal man være lønmodtager og ikke have beskæftigelse inden for det traditionelle pædagogiske område i november 2021. Hvis man har flere job, vil det job med flest timer være styrende for branchen.

Branchen i 2016 i analysens del 2 er opgjort efter det job i november, hvor man arbejde flest timer. Ligesom i analysens del 1, vil personer, der har et positivt antal timer inden for det pædagogiske område, blive kategoriseret som arbejdende inden for det pædagogiske, og hvis personen har et positivt antal timer inden for socialområdet, så vil personen være kategoriseret som arbejdende inden for socialområdet.

Populationen er både i analysens del 1 og del 2 afgrænset til at inkludere personer, som 1. januar 2022 var mellem 18 og 66 år og bosiddende i Danmark, samt ikke var i gang med en uddannelse pr. 1. oktober 2021.


Bilag

  • 1 https://socialpaedagogen.sl.dk/arkiv/2021/05/ny-analyse-kun-hver-anden-ansatte-paa-sociale-tilbud-er-socialpaedagog/
  • 2 Socialområdet forstås i denne analyse som den del af arbejdsmarkedet, hvor socialpædagoger arbejder i et væsentligt omfang, og hvor Socialpædagogernes Landsforbund organiserer medarbejderne. Det er altså bredere end en klassisk forståelse af det sociale område og omfatter f.eks. også psykiatriske hospitaler og misbrugscentre som en del af det "øvrige socialområde". Se bilagstabel 2 for den eksakte opdeling.
  • 3 Pædagogiske brancher er udeladt. F.eks. indeholder Undervisning i Tabel 2 ikke underbrancherne Førskoleundervisning, Folkeskoler o.lign. og specialskoler og handicappede, da disse underbrancher er defineret som pædagogiske brancher.