Kontakt

Formueulighed

De rigeste sidder på ligeså store formuer som de 70 pct. fattigste

Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at de 10 pct. rigeste i gennemsnit har en nettoformue på knap 7 mio. kr. Dermed har de ti pct. rigeste i Danmark lige så stor nettoformue, som de fattigste 70 pct. tilsammen. Geografisk er der også store formueskel i Danmark. Indbyggerne i Rudersdal har i gennemsnit knap 5 gange så store nettoformuer som i Ishøj.

Danmarks Statistik har offentliggjort ny statistik over nettoformuerne i Danmark. De nye tal viser, at nettoformuerne er skævt fordelt.

De 10 pct. med de højeste indkomster har en gennemsnitlig nettoformue på næsten 7 mio. kr. Samlet er nettoformuen blandt de ti pct. rigeste lige så stor, som nettoformuen for de 70 pct. med lavest indkomst er tilsammen.

Den seneste tid har der været meget fokus på den globale ulighed. Selvom Danmark er et forholdsvist lige land, så har uligheden herhjemme været stigende gennem årtier. Det er en udvikling som både OECD og IMF har advaret imod. Øget ulighed skader nemlig den samlede vækst og hæmmer mobiliteten i samfundet. Der er således grund til at være på vagt overfor en stigende ulighed i Danmark.

Geografisk er der også stor forskel i, hvor formuerne i Danmark er koncentreret. De største gennemsnitlige nettoformuer er at finde nord for København. Her topper Rudersdal og Gentofte, der som de eneste i landet har gennemsnitlige nettoformuer på mere end 5 mio. kr.

I den anden ende af skalaen er en række kommuner fra den Københavns vestegn repræsenteret. I bunden finder vi Ishøj, hvor den gennemsnitlige nettoformue er på knap 1,3 mio. kr.