Rasmus Jarlov giver den gas med myter om Danmarks skattetryk

Lad os starte med skattetrykket.

Her skriver Jarlov, at Danmarks skattetryk er det højeste i OECD. Problemet er, at OECD’s tal for skattetrykket dybest set ikke kan sammenlignes mellem lande. Det skyldes blandt andet, at mange lande giver sociale ydelser i form af skatterabatter og ikke – som i Danmark – i form af skattepligtige overførsler.

Det gør det danske skattetryk kunstigt højt. Tager man højde for det og korrigerer for at beskatningsgrundlaget også omfatter indkomst fra udlandet, så rutsjer Danmark ned ad listen.

Danmarks førsteplads i skatter er derfor en myte.

Derudover skal man huske på, at vi jo får mange af skatterne tilbage som velfærdsydelser fra det offentlige. Vi ville ikke få flere penge tilovers efter de faste udgifter, hvis vi selv skulle betale for lægebesøg og børnenes uddannelse, som man skal i mange andre lande.

Derfor er det også en myte, når Jarlov hævder, at det høje skattetryk betyder, at borgerne har mindre tilbage, de kan bruge til sig selv. Tværtimod er Danmarks relativt høje skattetryk udtryk for en politisk prioritering af, at man også skal have noget tilbage, man kan bruge til sig selv, hvis man ikke tjener så meget eller ikke kan få et job.

Det bringer os til Jarlovs fremstilling af de forskellige politiske veje i dagens Danmark.

Konservatives vej giver ubalance
Jarlov hævder, at den nuværende økonomiske politik gør alle danskere fattigere, og at de Konservatives skatteforslag vil gavne alle danskere i arbejde. Det er også en myte.

Man kan ikke sige, at den nuværende økonomiske politik gør alle danskere fattigere. Jarlovs påstand bygger på tal fra Cepos om, at skatterne er steget for alle – primært på grund af tobaksafgiften. Men Cepos’ beregning tager ikke højde for, hvad skatterne bliver brugt på. De bliver brugt til blandt andet at finansiere ”Arne-pensionen” og bedre velfærd. Det har en regning, men det bringer samfundet i bedre balance.

Det Konservative Folkepartis skatteforslag har også en regning, den er bare ikke balanceret. Her skal blandt andet dagpengeforringelser og en afskaffelse af efterlønnen og ”Arne-pensionen” finansiere lavere skatter i toppen. Den rigeste procent får skattelettelser på 28.600 kroner, mens den fattigste femtedel mister den grønne check og skal betale 330 kroner mere i skat.

Det er helt fair, at de politiske fløje har forskellige positioner i fordelingspolitikken. Bare man toner rent flag, så vi kan få en debat, der ikke bygger på myter.

Bragt af Jyllands-Posten den 13. december 2020