Kontakt

Ulighed

Flere familier bor sammen på tværs af generationer

I 2 pct. af de danske husstande bor tre generationer sammen. Det er en stigning på 40 pct. over ti år. Boformen er mest udbredt blandt ikkevestlige efterkommere, men der er en stigning blandt etniske danskere. Tre-generationsfamilier er mest udbredt i Gribskov, Halsnæs og Lejre.

I dag bor ca. 2 pct. af de 25-45-årige med børn sammen med en eller flere bedsteforældre. Det er en lille del af danskerne, der bor sådan, men der er tale om en relativt stor stigning inden for de senere år. Der er nemlig knap 40 pct. flere tre-generationsfamilier i samme hus i dag, end der var for ti år siden.

Blandt ikke-vestlige efterkommere med børn bor 8 gange flere i samme husstand som bedsteforældrene, når man sammenligner med etniske danskere. Andelen af ikkevestlige efterkommere, der bor i tre-generations-familier er imidlertid faldende, mens den er stigende blandt etniske danskere.

Ser man ud over Danmarks 98 kommuner, er der stor variation i, hvor mange familier der bor sammen på tværs af generationer. I Gribskov og Halsnæs er det mere end 5 pct. af familierne, der består af tre generationer. Det er altså mere end dobbelt så udbredt her som i hele Danmark. Også i Lejre og i flere Vestegnskommuner er der over 4 pct. Omvendt er der meget få husstande med tre generationer af en familie i kommuner som f.eks. Struer, Lemvig og Ringkøbing-Skjern.

Omtalt af Jyllands-Posten d. 3. august 2019.