Offentlig service: Arbejdstimer per borger er hverken højere eller lavere end i 2016

Man skal ikke lede længe for at støde på borgerlige røster, der mener, at den offentlige beskæftigelse er alt for høj. CEPOS, Dansk Erhverv og Dansk Industri er alle ude med riven. Især fremhæver de, at den offentlige beskæftigelse er steget siden coronakrisens udbrud. Men debatten om den offentlige beskæftigelses størrelse er alt for unuanceret.

Debatten om den offentlige beskæftigelses størrelse er alt for unuanceret.

Det er helt korrekt, at antallet af offentligt ansatte er steget, siden corona ramte Danmark. Og mens test- og vaccinationsindsats kunne forklare det meste af stigningen i 2021, er de forklaringer ikke længere gyldige.

Men når borgerlige aktører gang på gang fremhæver antallet af offentligt ansatte som målestok for den offentlige sektors størrelse, tager de ikke højde for, at forskellige ansatte er ansat på forskellige timetal. Det gjaldt særligt under corona, men det gælder stadig. Derfor er antallet af arbejdstimer, der lægges i det offentlige, ikke steget i nær samme grad som antallet af ansatte. Alle offentligt ansatte arbejder nemlig ikke fuldtid.

Historisk lavt antal arbejdstimer per borger

En ny analyse, vi i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd netop har udgivet, viser, at antallet af offentlige arbejdstimer per borger de seneste ti år er faldet med 4,6 procent.

Antallet af offentlige arbejdstimer var i slutningen af 2022 48,1 timer per borger per kvartal. I slutningen af 2012 var tallet 50,4 timer. Derfra faldt antallet af arbejdstimer per borger og ramte i 2016 det niveau, vi har i dag. Det er i øvrigt lidt lavere end 1980.

Generelt er det vigtigere at fokusere på den service, der bliver leveret, end antallet af offentligt ansatte. Her er arbejdstimer per borger det mest retvisende mål. 

Med andre ord er den offentlige beskæftigelse målt i forhold til befolkningen hverken steget eller faldet set hen over de seneste syv år. Dertil kommer, at vi i Danmark har valgt, at det offentlige udfører det meste af den service, der handler om sundhed, pasning af børn og pleje af ældre. Så når der er kommet og kommer flere borgere, der har brug for disse ydelser, kommer der et større efterspørgselspres ind i systemet. Vil man imødegå det pres, kræver det flere arbejdstimer.

Pukkel fra corona giver naturlig forklaring

En stor del af stigningen i beskæftigelsen er sket på sygehusene. Når der bliver flere ældre i befolkningen, stiger behovet for sundhedsydelser også. Der har også været en opbygget pukkel fra coronatiden, der gør, at der fortsat er længere ventelister. En anden betydelig del af stigningen er sket i daginstitutionerne, hvilket skyldes loven om minimumsnormeringer, der blev vedtaget i slutningen af 2021.

Det ville på den baggrund egentlig være mærkeligt, hvis antallet af offentligt ansatte ikke var højere nu end før corona.

Generelt er det vigtigere at fokusere på den service, der bliver leveret, end antallet af offentligt ansatte. Her er arbejdstimer per borger det mest retvisende mål. I nogle tilfælde er den offentlige service udliciteret og leveres derfor af privatansatte, hvilket får antallet af offentligt ansatte til at falde. Med omvendt fortegn gælder det samme, når kommuner vælger at hjemtage opgaver igen.

Bør antallet af offentligt ansatte så stige eller falde de kommende år?

Antallet af opgaver, de skal løse, forventes i hvert fald af stige, da de ældre lever længere, og der fødes flere børn. Om det skal medføre flere offentligt ansatte, er en politisk beslutning. Det er dog notorisk svært at hæve produktiviteten i servicefag i en form, så færre personer kan udføre samme antal opgaver. Det gælder særligt inden for omsorg – det er svært at se for sig, at færre pædagoger til samme antal børn, kan give samme serviceniveau.