Kontakt

Offentlige finanser

Laveste antal topskatteydere nogensinde

Antallet af topskatteydere er det laveste nogensinde. Mens der i 2008 var 1 mio. personer, der betalte topskat er det nu under ½ mio. personer. De personer, der er løftet ud af gruppen af topskattebetalere, er almindelige lønmodtagere. Letter man topskatten yderligere vil gevinsten fra dette gå til de højestlønnede

Danmarks Statistik har offentliggjort tal for antal skatteydere i 2014. Ifølge tallene fra Danmarks Statistik er antallet af topskatteydere det laveste nogensinde. Antallet er således faldet til under ½ mio. personer, der betaler topskat. Det er en halvering siden 2008, hvor antallet af topskatteydere var på 1 mio. personer.

Faldet i antallet af topskatteydere skyldes de seneste års skattereformer, der har hævet topskattegrænsen af flere omgange. Når disse reformer er fuldt indfaset er det under 7 pct. af de beskæftigede LO-medlemmer, som betaler topskat. I 2008 var det 25 pct. af LO’s medlemmer, der betalte topskat.

For 3F’s medlemmer vil det være under 4 pct. der betaler topskat, når skattereformerne er fuldt indfaset.

Hvis man vælger at lette topskatten yderligere vil hele gevinsten gå til de højestlønnede i Danmark. Det er således allerede lykkes med de skattereformer der er vedtaget at få almindelige lønmodtagere ud af gruppen af topskatteydere.

Omtalt af Politiken d. 5. december 2015