Kontakt

Skat

Danmarks skattetryk rasler ned ad international rangliste

OECD har udgivet nye tal for skattetrykket i de vestlige lande. Danmark har i en årrække ligget i toppen, men er i år rykket ned på en syvendeplads. OECD’s tal er imidlertid misvisende, bl.a. fordi Danmark i højere grad end andre lande medregner skat på indkomstoverførsler. Den skat tæller fejlagtigt med i OECD’s skattetryk, selvom det bare er penge, der rykkes rundt mellem offentlige kasser. Når man korrigerer for det og andre relevante forhold, som Skatteministeriet og Danmarks Statistik også tidligere har korrigeret for, rykker Danmark ned fra en syvendeplads til en niendeplads blandt de vestlige lande.

Danmarks skattetryk er ifølge OECD ikke længere det højeste blandt medlemslandene, men er rykket fra førstepladsen og ned på en syvendeplads. Det fremgår af nye tal for skattetrykket i 2022, som OECD netop har udgivet.

Det er den laveste placering i OECD’s opgørelse siden 1969. Figur 1A viser OECD's nye tal. Danmarks skattetryk er målt til 42 procent.

Figur 1A

OECD overvurderer systematisk Danmarks skattetryk

Ændringen i Danmarks placering skyldes til dels særlige forhold i 2022, hvor BNP var højt på grund af Novo Nordisk, og hvor skatteindtægterne fra især pensionsafkastskatten lå lavt. Men Danmarks førsteplads i de senere år har hele tiden været misvisende.

Således overvurderer OECD’s årlige opgørelse systematisk Danmarks skattetryk. Det skyldes især, at OECD medregner skat på indkomstoverførsler, som fylder mere i Danmark end i andre lande. I andre lande betales der ikke skat på overførselsindkomster, og derfor er det ikke sammenligneligt. Samtidig måler OECD skatteprovenuet ift. bruttonationalproduktet (BNP), hvor det er mere retvisende at måle det ift. bruttonationalindkomsten (BNI).

I AE har vi længe advaret mod at lægge noget særligt i OECD’s tal for skattetrykket. Det skal man heller ikke gøre i år. Det skyldes dels udsvingene fra år til år. Men det skyldes især, at OECD systematisk overvurderer Danmarks skattetryk. Det gør de også i år.
Chefanalytiker Jon Nielsen

Det viste AE sidste år i en analyse 1  af 20 sammenlignelige OECD-lande, og det har Danmarks Statistik og Skatteministeriet også tidligere påpeget. I analysen sidste år indtog Danmark en femteplads, og når man laver samme korrektioner af de nye tal fra OECD og tager højde for særlige forhold i 2022, indtager Danmark en niendeplads. Det fremgår af Figur 1B.

Figur 1B

Skat på indkomstoverførsler er ikke penge, der skifter hænder fra borgerne til det offentlige, men penge der bliver rykket rundt mellem to kasser i det offentlige budget. Derfor bør de beløb ikke tælle med i skattetrykket. Derudover får vi en stigende del af vores indkomst og skatteprovenu fra udenlandske aktiver bl.a. via pensionskassernes aktier i udlandet. Den del af indkomstgrundlaget ser OECD – fejlagtigt – bort fra. Endelig har Skatteministeriet, Finansministeriet og Danmarks Statistik tidligere argumenteret for, at bl.a. afgifter og offentlige renteindtægter ikke bør tælle med i indkomstgrundlaget. Det har vi også korrigeret for i tallene i Figur 1B. Alle korrektionerne er uddybet i AE’s analyse fra sidste år.

I Figur 1B har vi også korrigeret Danmarks skattetryk for nogle af de særlige forhold i 2022. Dels har vi korrigeret BNP for medicinalindustriens ekstraordinære vækst i de senere år og omvendt korrigeret selskabsskatteprovenuet ned på det, som Finansministeriet anser for normalniveauet. Dels har vi korrigeret provenuerne fra PAL-skatten og registreringsafgiften op på Finansministeriets normalniveauer.


Citater fra chefanalytiker Jon Nielsen:
”I AE har vi længe advaret mod at lægge noget særligt i OECD’s tal for skattetrykket. Det skal man heller ikke gøre i år. Det skyldes dels udsvingene fra år til år. Men det skyldes især, at OECD systematisk overvurderer Danmarks skattetryk. Det gør de også i år.”

”Selvom Danmarks nye placering til dels skyldes midlertidige forhold, så hegler de nye tal endnu en pæl igennem myten om, at Danmark har verdens højeste skattetryk. Det er altså forkert og har hele tiden været det.”

”Når det er sagt, så er skattetrykket i alle år påvirket af konjunkturer. Derfor er den femteplads, vi havde for et par år siden, nok mere sigende, end årets syvendeplads eller niendeplads. Men vi er altså ikke nummer ét, som mange måske har troet.”

Læs også

Flagstænger med EU-landes flag foran bygning i Luxembourg
Skat

Hvis man ser på OECD’s rå opgørelse af skattetrykket, så har Danmark det højeste skattetryk blandt de rige lande. Det tal snyder imidlertid, for der er nogle væsentlige forskelle mellem landenes...

  • 1Flere lande i OECD slår Danmark i skattetryk: https://www.ae.dk/analyse/2022-10-flere-lande-i-oecd-slaar-danmark-i-skattetryk