Flere må klare sig uden offentlig hjælp

Andelen af personer mellem 16 og 64 år, som modtager overførselsindkomst, er den laveste i mere end 20 år. Umiddelbart er det en god nyhed. Men det betyder desværre ikke, at antallet af personer i job er det højeste i 20 år.

Én af de vigtigste forklaringer er, at mange unge i løbet af krisen er gået i gang med en uddannelse. Det er en god nyhed. De vil fremadrettet få en tættere og stærkere tilknytning til arbejdsmarkedet til stor gavn for dansk økonomi.

Den anden forklaring er dog bekymrende. Flere og flere står på sidelinjen og er hverken i arbejde eller under uddannelse, og de modtager heller ikke offentlig forsørgelse. Siden 2010 er antallet af personer mellem 18 og 59 år, der tilhører denne gruppe, vokset med næsten 28.000 personer. Gruppen udgør i dag 155.000 personer. Det svarer til, at gruppen af dem, der er overladt til sig selv, i dag udgør knap 5 procent af de 18-59-årige, mens den i 2010 udgjorde 4 procent.

Forklaringen bag faldet i antallet af overførselsmodtagere er derfor ikke kun, at flere er gået i gang med en uddannelse eller er kommet i arbejde. Vi ser desværre også, at flere hverken får fodfæste på arbejdsmarkedet eller i uddannelsessystemet og heller ikke opfanges af vores sikkerhedsnet.

Der kan være flere forklaringer på udviklingen, men både dagpengereformen og kontanthjælpsreformen kan have medført, at flere falder igennem sikkerhedsnettet og er overladt til sig selv eller må forsørges af familien.

Flexicurity svækkes

Vores sikkerhedsnet i form af dagpenge og kontanthjælp er en vigtig del af vores fleksible arbejdsmarkedsmodel – bedre kendt som flexicurity-modellen. Det er vores forsikring i tilfælde af, at vi mister vores arbejde, bliver syge mv. Uden et ordentligt og finmasket sikkerhedsnet vil lønmodtagerne kræve længere opsigelsesvarsler og højere fratrædelsesgodtgørelser. Det vil svække dynamikken på det danske arbejdsmarked og give færre jobåbninger. Det vil øge risikoen for, at arbejdsløse bliver fanget i langtidsledighed og gøre det vanskeligere for de unge at få fodfæste på arbejdsmarkedet.

Med reformerne af dagpenge, kontanthjælpsloft mv. er sikkerhedsnettet blevet svækket. Det bringer fleksibiliteten på arbejdsmarkedet i fare. Vi har brug for et ordentligt sikkerhedsnet for at sikre fleksibiliteten.

Der er ingen grund til at tro, at offentlige ydelser holder folk tilbage fra arbejdsmarkedet. Selv om vi har adgang til offentlig forsørgelse i Danmark, er vi blandt de fem lande i OECD, hvor flest står til rådighed for arbejdsmarkedet. I USA og Tyskland, hvor adgangen til offentlig forsørgelse er mere begrænset end herhjemme, er der faktisk færre, der står til rådighed for arbejdsmarkedet.

 I Danmark er vi EU-mestre i at få arbejdsløse hurtigt tilbage i job. Omkring en tredjedel af de arbejdsløse kommer i job i løbet af et kvartal. Samtidig er andelen af arbejdsløse, som er langtidsledige, blandt de absolut laveste i EU.

Grunden til, at vores humlebi flyver, og vores offentlige ydelser ikke bliver en sovepude er, at vi stiller krav om, at man skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet og deltage i forskellige former for aktivering.

Det er også værd at hæfte sig ved, at da vi i 1960’erne og 1970’erne udbyggede vores velfærdssamfund og gav personer uden job adgang til offentlig forsørgelse, forblev beskæftigelsesfrekvensen alligevel relativt konstant. Man kan derfor ikke umiddelbart konkludere, at fordi man har opbygget et velfærdssamfund med mulighed for offentlig forsørgelse, så er der en højere andel, der vælger ikke at forsørge sig ved at arbejde.

Hurtigere tilbage på arbejde

Når vi kigger frem mod 2030 eller sågar 2060 forventes Danmark at være blandt de lande, hvor flest tilbyder deres arbejdskraft til virksomhederne. Det skyldes især de mange udbudsreformer, som vi allerede har gennemført. Reformerne har dog også haft en bagside i form af et svækket sikkerhedsnet, som truer fleksibiliteten på det danske arbejdsmarked.

OECD bemærkede i deres rapport Back to Work fra sidste år, at Danmark allerede har taget de første skridt mod et mindre fleksibelt arbejdsmarked. Det skete i 2010, hvor fratrædelsesgodtgørelser kom ind i overenskomsterne. De gør det dyrere for arbejdsgiveren at afskedige medarbejdere. Fratrædelsesgodtgørelserne har fortsat et begrænset omfang på det danske arbejdsmarked, men hvis man bliver ved med at svække sikkerhedsnettet under lønmodtagerne og de arbejdsløse, kan presset for at få ret til højere fratrædelsesgodtgørelser stige. Dermed svækkes fleksibiliteten på det danske arbejdsmarked yderligere.

Som kompensation for det svækkede sikkerhedsnet, har man i første omgang forsøgt at styrke vores model ved at forbedre den aktive arbejdsmarkedspolitik, så arbejdsløse bedre hjælpes tilbage i job. Det sker bl.a. gennem en tidligere indsats. Samtidig har man forsøgt at målrette aktiveringstiltagene mere mod arbejdsmarkedet. Tidligere var man tilbøjelig til at sende arbejdsløse ud i aktiveringsforløb, som »generel vejledning og opkvalificering«, hvilket ikke var tilstrækkeligt målrettet arbejdsmarkedet. Det nye mantra er, at uddannelsesaktivering skal være rettet mod specifikke arbejdsfunktioner i virksomhederne, og aktivering skal i højere grad foregå i virksomhederne. Endelig åbnede man med beskæftigelsesreformen fra 2015 for, at arbejdsløse uden uddannelse fik mulighed for at tage en faglært uddannelse, mens de er på dagpenge. Det er dog på nedsat dagpengesats. På trods af forsøgene på at styrke den aktive arbejdsmarkedspolitik, fremstår den danske flexicurity-model i dag svækket i forhold til før krisen.

Høj pris for lille effekt

Det er positivt, hvis vi kan få flere til at deltage på arbejdsmarkedet, men man skal gøre sig klart, at en stor del af de personer, som i dag er på overførselsindkomst, har helbredsmæssige og sociale problemer. Det også grunden til, at kontanthjælpsloftet ifølge Finansministeriets beregninger forventes at få en meget beskeden effekt på arbejdsudbuddet og beskæftigelsen. Kontanthjælpsloftet og 225-timersreglen ramte i fjerde kvartal 2016 mere end 50.000 personer, og i forlængelse heraf var mere end 60.000 børn berørt. Alligevel ventes beskæftigelsen kun at vokse med 700 fuldtidspersoner. Det er en meget høj pris at betale for en meget lille jobeffekt.

Konsekvensen af kontanthjælpsloftet er endnu en svækkelse af sikkerhedsnettet i Danmark. Kontanthjælpsloftet, 225-timers reglen sammen med integrationsydelsen går tilmed direkte efter børnefamilierne. Regeringen forventer selv, at fattigdommen vil stige med knap 12.000 personer pga. kontanthjælpsloftet og integrationsydelsen, hvor det særligt er børn der bliver ramt. Det kan have negative konsekvenser for børnene.

Potentialet for at flytte personer fra overførselsindkomst i job via ensidigt fokus på arbejdsudbud med lavere ydelser er ikke stort. Til gengæld er faren for at ødelægge en velfungerende arbejdsmarkedsmodel stor.

I stedet bør man fokusere på de sociale problemer, gruppen af personer på kanten af arbejdsmarkedet slås med og sørge for at sætte tidligt ind med den rigtige aktiveringsindsats. Det gælder også i forhold til gruppen af ikke-vestlige indvandrere og efterkommere. Endelig skal vi heller ikke være alt for bekymrede for flaskehalse på arbejdsmarkedet. Når der er godt gang i hjulene, og der er rift om arbejdskraften, så giver det bedre plads til gruppen af personer på kanten af arbejdsmarkedet.

Kronikken er bragt i Information d. 13. juni 2017