17 mio. grunde til ikke at ændre beløbsordningen

I øjeblikket argumenterer erhvervsorganisationerne og en række borgerlige politikere for, at det bør være nemmere at hente udenlandsk arbejdskraft. Igen og igen slår de på tromme for at sænke grænsen i beløbsordningen, som udlændinge udenfor EU skal tjene for at komme til landet og arbejde.

Dansk Arbejdsgiverforening mener, at østarbejdere vender ryggen til Danmark og dermed skulle vores velfærd være på spil. Ifølge Dansk Erhverv er mangel på udenlandsk arbejdskraft nu et spørgsmål om velfærdsstatens fremtid.

Står vi det virkeligt så grelt til? Svaret er meget enkelt: Nej.

Lad os starte med den østeuropæiske arbejdskraft. Ser man på antallet, så stiger antallet af arbejdere fra Østeuropa i Danmark fortsat – og med næsten uformindsket styrke. Faktisk har antallet af østeuropæere (og polakker) aldrig været højere i Danmark, end det er i dag. 

Når DA alligevel mener, at østeuropæerne vender Danmark ryggen, så bygger det på tal der viser, at den østeuropæiske andel af beskæftigelsesvæksten er den laveste i fem år. Når andelen af jobfremgangen, som er båret af udenlandsk arbejdskraft fra bl.a. Østeuropa, er faldet, afspejler det bl.a., at flere danskere og herboende indvandrere kommer i job. Det er vel ikke et problem, at flere danskere end tidligere kommer i job?

Udover den østeuropæiske arbejdskraft, så er der rig mulighed for at tiltrække arbejdskraft fra hele Europa. Der er omkring 17 mio. arbejdsløse i EU. Det er altså ca. 6 gange størrelsen af den danske arbejdsstyrke. I dag kan de frit tage arbejde i Danmark uanset beløbsordningens grænse. Det bør kunne opfylde arbejdsgivernes behov. Alligevel har danske virksomheder kun slået knap 1.600 ledige job op i den fælleseuropæiske jobdatabase, EURES. Det er forbavsende få.

De arbejdsløse europæere er ikke kun ufaglærte. Ser man på de uddannelsesfordelte ledighedstal fra 2017, har 63 pct. af de arbejdsløse i EU en uddannelse udover grundskolen. Omkring hver femte af de arbejdsløse i EU og Sydeuropa har tillige en videregående uddannelse som højest fuldførte uddannelse.

Der er således 2,8 mio. arbejdsløse med enten en gymnasial eller en faglært uddannelse i bagagen i Sydeuropa. I hele EU er der tale om 8 mio. personer. Derudover er der 3,7 mio. personer med en videregående uddannelse, der ikke har et job i EU. Som reglerne er i dag, er det muligt for de danske arbejdsgivere at ansætte dem. Det er det intet der forhindrer dem i.

Danske virksomheder bør derfor gøre sig mere umage med at rekruttere medarbejdere. Det klinger hult, når virksomhedernes talerør kræver lettere adgang til arbejdskraft uden for Europa, når virksomhederne samtidig undlader at gøre brug af de muligheder, der allerede eksisterer indenfor EU.

Der er altså i øjeblikket millioner af muligheder for de danske virksomheder for at ansætte udenlandsk arbejdskraft. Udover al den tilgængelige udenlandske arbejdskraft, så har vi herhjemme også et uudtømt potentiale.

Der er langt flere arbejdsløse, end man umiddelbart tror. Udover de registrerede ledige har vi en stor gruppe på godt 50.000 arbejdsløse, som ikke er registreret som arbejdsløse. Det er bl.a. arbejdsløse, som ikke modtager dagpenge og kontanthjælp. Derudover har vi 100.000 lønmodtagere, som ufrivilligt er på deltid.

Dertil kommer, at arbejdsstyrken er kraftigt voksende i disse år. Flere og flere melder sig klar til tjeneste på arbejdsmarkedet. Det skyldes bl.a., at vi har besluttet gradvist at hæve tilbagetrækningsalderen. Danmark har således udsigt til den højeste pensionsalder og den højeste beskæftigelse i EU.

Det kan også undre, at selvom virksomhederne siger, at de mangler faglært arbejdskraft, så opretter de ikke flere praktikpladser. På trods af virksomhedernes meldinger er der forsat mere end 10.000 unge, som ikke har en praktikplads i en virksomhed.

Erhvervsorganisationernes talrige forsøg på at øge arbejdsudbuddet yderligere – hvad enten det er via klassiske udbudsreformer eller lavere beløbsgrænse – ligner mest af alt et forsøg på at fastholde arbejdsgivers marked, så lønningerne kan holdes nede. Det er en legitim position for arbejdsgiverne at indtage.

Det er dog værd at bemærke, at selvom der skulle opstå så meget rift om arbejdskraften herhjemme, så løningerne tager til, er vores konkurrenceevne så god, at vi godt kan tåle det. Faktisk ville det være helt sundt, hvis vi herhjemme og i Europa fik lidt højere lønstigninger. Det vil styrke det private forbrug. Det vil trække flere investeringer med sig. Den Europæiske Centralbank ville heller ikke længere behøve at pumpe mia. af euro ud i det finansielle system. Sidst men ikke mindst, så ville renterne blive normaliseres, så risikoen for bobler blev mindsket.

Bragt i Ugebrevet A4 d. 29. august 2018