Kontakt

Videregående uddannelse

Trods udflytning sparer regeringen på uddannelse i hele landet

Regeringen vil oprette 10 nye uddannelsespladser ude i landet. Regeringen gennemfører samtidig besparelser. Det betyder, at selvom der udflyttes nogle uddannelser, så er der tale om store besparelser på de korte og mellemlange videregående uddannelser i hele landet – også uden for København.

Regeringen vil i sin seneste plan for udflytning af arbejdspladser ”Bedre balance II” oprette 10 nye uddannelsespladser i Danmark. Med den daværende Uddannelses- og Forskningsministers egne ord har regeringen ”givet et ekstraordinært rygstød til de videregående uddannelser ude i landet”.

Omprioriteringsbidraget betyder, at der i disse år spares massivt på uddannelse i Danmark. Besparelserne begyndte i 2016 og i 2018 skal der spares ca. 365 mio. kr. på de korte- og mellemlange videregående uddannelser set i forhold til niveauet i 2015. I 2021 skal der spares mere end 700 mio. kr. set i forhold til 2015.

De samlede besparelser svarer til, at omprioriteringsbidraget koster ca. 3.000 kr. pr. studerende i 2018 og ca. 6.000 kr. pr. studerende i 2021 på de korte og mellemlange videregående uddannelser.

De enkelte uddannelsessteder rundt om i landet skal spare store summer. Eksempelvis svarer besparelserne til, at Erhvervsakademiet i Kolding skal spare 4 mio. kr. i år, mens VIA i Viborg skal spare 3 mio. kr.

De massive besparelser kommer samtidig med, at regeringen i januar offentliggjorde, at der vil blive oprettet 10 nye uddannelsesstationer, hvor dele af uddannelserne kan tages. Det vil i alt dreje sig om 500-1.000 studiepladser. Det skal ses i forhold til, at der i dag er mere end 120.000 studerende, der bliver ramt af omprioriteringsbidraget på de korte og mellemlange videregående uddannelser.  

Omtalt af Ugebrevet A4 d. 14. august 2018