Kontakt

Tilbagetrækning

DA stikker hovedet i busken

Når forskning viser, at seniorer diskrimineres af arbejdsgiverne, forsøger DA at forskyde fokus frem for at hjælpe med at løse problemet.

I mandagens Børsen beskylder Anders Borup Christensen, cheføkonom i Dansk Arbejdsgiverforening (DA), mig for at være sortsynet. For når beskæftigelsen de seneste ti år er steget markant blandt lønmodtagerne over 60 år, kan det ikke være rigtigt, når jeg skriver, at seniorerne har det svært på arbejdsmarkedet. Men jo, det er desværre rigtigt, og det er skuffende, at DA ikke tager det alvorligt.

Læs også

Ældre kvindelig medarbejder
Tilbagetrækning

Seniorerne nyder godt af det historiske beskæftigelsesopsving, men samtidig oplever de stadig aldersdiskrimination. Særligt i en tid, hvor arbejdsgiverne skriger på arbejdskraft, kan det undre.

Der er ingen tvivl om, at mange arbejdsgivere er glade for deres seniormedarbejdere.
Men de positive beskæftigelsestal ændrer ikke på, at de arbejdsløse over 60 år i gennemsnit er ledige to måneder længere end andre ledige.
Cheføkonom Sofie Holme Andersen

Beskæftigelsen blandt seniorerne er steget, men det skyldes først og fremmest, at den generelle efterspørgsel efter arbejdskraft er steget, og at seniorerne er dygtige medarbejdere. Samtidig er folkepensionsalderen hævet, så flere seniorer står til rådighed for arbejdsmarkedet. Der er heller ingen tvivl om, at mange arbejdsgivere er glade for deres seniormedarbejdere.

Men de positive beskæftigelsestal ændrer ikke på, at de arbejdsløse over 60 år i gennemsnit er ledige to måneder længere end andre ledige. Det ændrer heller ikke på, at mere end hver femte arbejdsløse over 60 år er langtidsledig. Det er langt oftere end andre aldersgrupper.

Hver femte arbejdsløse over 60 år er langtidsledig. Det er langt oftere end andre aldersgrupper
Cheføkonom Sofie Holme Andersen

Er man fyldt 60 år, er der større risiko for at være arbejdsløs, end hvis man befinder sig i gruppen af 55-59-årige – og det må trods alt være den mest sammenlignelige gruppe, selvom de unge, der er ved at finde fodfæste på arbejdsmarkedet, er hårdere ramt af arbejdsløshed.

DA bør forholde sig til, at seniorerne står med længere ledighedsforløb og dermed sværere rekrutteringsvilkår end andre aldersgrupper. Det hjælper ikke at stikke hovedet i busken og sige ”her går det godt”.
Cheføkonom Sofie Holme Andersen

For DA er det selvfølgelig ubelejligt at få at vide, at nogle arbejdsgivere diskriminerer seniorerne. Men i stedet for at fare i blækhuset med automatreaktioner, ville det klæde DA at anerkende det strukturelle problem og tænke i løsninger. DA bør forholde sig til, at seniorerne står med længere ledighedsforløb og dermed sværere rekrutteringsvilkår end andre aldersgrupper.

Det hjælper ikke at stikke hovedet i busken og sige ”her går det godt”, når der er problemer.

DA opfordrer til, at debatten i højere grad fokuserer på, hvordan vi får endnu flere seniorer i beskæftigelse, og hvordan vi inkluderer flere af dem på arbejdsmarkedet. Det lyder som en rigtig god idé. DA kunne jo starte med at opfordre arbejdsgiverne til at ansætte seniorerne i samme omfang som andre aldersgrupper.