Kontakt

BOGUDGIVELSE

Bogudgivelse: Klassekamp fra oven – den danske samfundsmodel under pres

I dag udkommer bogen ”Klassekamp fra oven – Den danske samfundsmodel under pres”. I den forbindelse relanceres hjemmesiden www.klassesamfund.dk, hvor det blandt andet er muligt at teste, hvilken klasse man selv tilhører, finde data for samtlige kommuner i Danmark og lære mere om de enkelte klasser i Danmark.

Bogen er skrevet af forfatter og foredragsholder Lars Olsen, afdelingsdirektør i Danmarks Statistik Niels Ploug, professor Jørgen Goul Andersen, direktør i AE Lars Andersen og senioranalytiker i AE Sune Enevoldsen Sabiers.

I bogen tegnes et socialt Danmarksportræt på baggrund af et omfattende datamateriale. Bogen bygger videre på ”Det danske klassesamfund”, som udkom i 2012, hvor danskerne blev inddelt i fem sociale klasser ud fra deres uddannelse, indkomst og position på arbejdsmarkedet.

I bogen påvises det, at underklassen uden for arbejdsmarkedet er vokset, at skoler og boligområder i dag er langt mere opdelte, og at det er blevet stadig vanskeligere for børn af den mere og mere marginaliserede underklasse at bryde ud af den sociale arv.

Med ”Klassekamp fra oven” sættes der fokus på en bekymrende samfundsudvikling, hvor det dokumenteres, at den øgede polarisering deler Danmark – både med hensyn til geografi, indkomster og uddannelsesmuligheder. Medforfatter og direktør i AE Lars Andersen uddyber:

”Det danske klassesamfund eksisterer i bedste velgående. Klasseskellene er blevet større, og der er grund til at frygte, at polariseringen går ud over sammenhængskraften og opfattelsen af Danmark som et homogent samfund.” siger Lars Andersen.

Den nye bog dokumenterer, at brede samfundsgrupper i kriseårene har oplevet direkte indkomstnedgang, mens alene en lille, isoleret overklasse har nydt godt af den beskedne fremgang.

”Vi ser i disse år en stigende ulighed i det danske samfund. Kriseårene har forandret Danmark. Vores analyser viser større og dybere skel mellem klasserne. Vi bor og lever mere socialt opsplittet end for nogle årtier siden. Vi har fået ghettoer for de dårligt stillede og velhaverenklaver for de velstillede. Risikoen er, at vi i fremtiden kun har landsholdet og vejret tilfælles”, siger Lars Andersen og fortsætter:

”Faresignalerne er ikke til at overse – vores samfundsmodel er under pres. Det er nu, vi skal vende udviklingen og træde op mod de voksende skel. Vi kan ikke vente, indtil uligheden og de voksende klasseskel udvisker det, som kendetegner Danmark.”, siger Lars Andersen.

AE har udarbejdet en lang række helt nye analyser af de danske klasseskel. Analyserne dækker bl.a. over, hvordan indkomst og formue er fordelt mellem klasserne, om den stigende ulighed, den sociale arvs betydning, hvem der tilhører eliten i Danmark, og hvilke karakterer børn af klasserne får.

Test dig selv og læs meget mere om klassesamfundet på www.klassesamfund.dk


For yderligere information, kommentarer og interview kontakt venligst

Direktør i AE Lars Andersen
40 25 18 34 eller la@ae.dk

Forfatter og foredragsholder Lars Olsen
23 38 42 09 eller lars@larso.dk