Kontakt

Uddannelse

Tusindvis af elever bremses af de nye optagelseskrav

Nye adgangskrav vil afskære tusindvis af elever fra at komme direkte ind på en ungdomsuddannelse. Det er især elever, hvis forældre står uden for arbejdsmarkedet, og også en del elever med arbejderklassebaggrund, der ikke kan komme direkte i gang med en ungdomsuddannelse.

Opgjort i antal vil karakterkravene udelukke 13.000 elever fra at gå direkte på gymnasiet, og heraf vil 6.400 af dem heller ikke kunne gå direkte på erhvervsskolen. Det svarer til, at knap hver fjerde elev i 9. klasse ikke kan gå direkte på gymnasiet, mens lidt mere end hver 10. hverken kan gå direkte på gymnasiet eller erhvervsskolen – og altså er afskåret fra at gå direkte ind på en ungdomsuddannelse.

Af de elever, der gik ud af folkeskolen i 2017, er der stor forskel på, hvordan karakterkravene rammer eleverne fra de fem sociale klasser.

Som figuren viser, er det især elever, der kommer fra hjem, hvor forældrene er uden for arbejdsmarkedet, som vil blive ramt. Også en del af arbejderklassens børn vil blive afskåret fra at gå direkte ind på ind på gymnasiet. Få elever fra overklassen og den højere middelklasse vil opleve at blive ramt af kravene.

Risikoen ved de nye krav er, at vi afskærer en stor gruppe unge fra at få en ungdomsuddannelse i det hele taget, og samtidig viser tallene tydeligt, at adgangskravene rammer socialt skævt ift. elevernes baggrund.

Der kan være gode grunde til at indføre et karakterkrav på ungdomsuddannelserne, men man bør være meget opmærksom på de elever, man afskærer med karakterkravet – og være sikker på at have en plan for, hvordan de kan komme videre i uddannelsessystemet.

Omtalt af Politiken d. 12. marts 2019