Kontakt

Beskæftigelse

Færre offentligt ansatte og udsigt til flere fyringer

Det danske arbejdsmarked har været i fremgang siden foråret 2013. Det er det private arbejdsmarked, der driver fremgangen. Modsat er det blevet færre offentligt beskæftigede. En tendens der ikke ser ud til at stoppe. Antallet af varslede fyringer inden for offentlig administration, undervisning og sundhed er det højeste i 5 år.

Siden 2013 har vi samlet set oplevet fremgang på det danske arbejdsmarked. I alt er beskæftigelsen steget med mere end 130.000 personer.

Fremgangen på arbejdsmarkedet er dog ikke kommet alle sektorer til gode. Det er det private arbejdsmarked, der driver fremgangen. Siden vendingen på arbejdsmarkedet indtraf i foråret 2013 har der været en fremgang i den private beskæftigelse på ca. 138.500 personer.

Modsat er antallet af beskæftigede inden for offentlig forvaltning og service faldet med knap 6.000 personer.

Det seneste år er udviklingen taget til med et fald i den offentlige beskæftigelse på 4.750 personer. Det svarer til, at omkring 80 pct. af tilbagegangen i beskæftigelsen inden for offentlig forvaltning og service er sket inden for det seneste år.

Flere fyringer i det offentlige i vente
I 2016 var der varslet mere end 2.000 fyringer i det offentlige. Det er det højeste niveau siden efterdønningerne fra krisen i 2010 og 2011 og dermed det højeste antal varslede fyringer inden for offentlig administration, undervisning og sundhed i 5 år.

De varslede fyringer viser indberetninger om større fyringsrunder. Derfor kan vi af data kun se, hvor mange varslinger der nu og her. Det er dog ikke ensbetydende med, at fyringerne i det offentlige ophører.

Antallet af offentligt ansatte vil efter alt at dømme falde de kommende år. I regeringsgrundlaget er der lagt op til en vækst på 0,3 pct. om året i det offentlige forbrug. Det betyder, at den offentlige beskæftigelse i 2025 forventeligt vil blive reduceret med 16.000 personer i forhold til i dag.

Væksten i det offentlige forbrug på 0,3 pct. om året er det halve af den vækst, der isoleret set skal til for, at det offentlige udgiftsniveau pr. bruger kan holdes uændret. Med den lave vækst, regeringen planlægger i det offentlige forbrug, er der dermed stor risiko for, at den offentlige service i Danmark bliver forringet.

Omtalt af Ugebrevet A4 d. 4. april 2017