Kontakt

Grundskole

Den blandede skole er på tilbagetog

Næsten 40 pct. af landets skoler havde i 2007 en nogenlunde ligelig fordeling af elever fra alle indkomstgrupper fra høj til lav. 10 år senere er det blot 28 pct. af skolerne, der har en blandet elevsammensætning. Særligt i yderområderne og i en række kommuner nord for København er der få blandede skoler tilbage.

Andelen af skoler med en nogenlunde ligelig fordeling af elever fra alle indkomstgrupper er fra 2007 til i dag faldet fra næsten 40 pct. til 28 pct.

Kriteriet for at være en blandet skole er her, at skolen har en nogenlunde ligelig fordeling af elever fra alle fem indkomstgrupper i samfundet.

Der er stor forskel fra kommune til kommune på, hvor mange af skolerne i kommunen der er blandede skoler.

I 29 kommuner er det under 15 pct. af skolerne, hvor elevsammensætningen er blandet. I 2007 var der blot 11 kommuner med så lav en andel blandede skoler. Kommunerne er dels placeret i yderområder som Lolland-Falster, det nordvestlige Jylland og en række ø-kommuner, men der også en række kommuner nord for København, hvor andelen af blandede skoler er meget lav.

Det store fald i antallet af blandede skoler betyder, at børn på tværs af sociale lag i mindre grad møder hinanden i klasseværelset end tidligere. Risikoen er, at den positive klassekammeratseffekt, vi ser i blandede skoler, hvor de ressourcestærke hiver de mindre stærke op, udebliver. Vi riskerer også at mindske forståelsen på tværs af sociale lag i samfundet, når børn i højere grad omgås med andre børn, der ligner dem selv.

I Danmark er vi kendt for at have høj social mobilitet, og den kan kun opretholdes, hvis folkeskolen har en blandet elevsammensætning. Folkeskolen er hele forudsætningen for et mere lige samfund.

Omtalt af Fagbladet 3F d. 7. juni 2019.