Kontakt
Lavere skat på arbejde har øget forskellene mellem top og bund
Prioriteringerne på personskatteområdet, dvs. indkomstskatten, har fra 2015 til 2023 øget indkomstforskellene, da midlerne i høj grad er gået til de bedst stillede, mens de fattigste har tabt. Samtidig betyder prioriteringen af skattelempelser, at vi får mindre offentlig velfærd, hvilket især går ud over de lavere indkomstgrupper.
Hovedkonklusioner
- Personskatterne, altså indkomstskatten, er fra 2015 til 2023 lempet for ca. 6,6 mia. kr. efter tilbageløb og adfærd. Pengene er i høj grad brugt til at polstre de bedst stillede, mens den fattigste tiendedel af befolkningen har tabt på ændringerne i personskatterne.
- Når man prioriterer store milliardbeløb på at lempe skatterne, så er der færre midler til at investere i de offentlige velfærdstilbud. Det går i høj grad ud over de lavere indkomstgrupper, da den offentlige service betyder relativt mere for dem.
- Den fattigste tiendedel kunne således have fået mere offentlig velfærd svarende til ca. 1,5 pct. af den disponible indkomst, mens den rigeste tiendedel kun er gået glip af offentlig velfærd svarende til ca. 0,2 pct.
- Regeringens skatteplaner er en fortsættelse ned ad den samme sti med store milliardbeløb afsat til skattelempelser, der i høj grad går til dem, der i forvejen er bedst stillet.
Skatter og afgifter er lempet for stort milliardbeløb siden 2015
Den førte skattepolitik har over de seneste regeringsperioder budt på skattelempelser oftere end stramninger. I denne analyse har vi kortlagt de provenumæssige konsekvenser af den førte skattepolitik med et særligt fokus på ændringerne af personskatterne og de fordelingsmæssige konsekvenser af de politiske prioriteringer. Grundlaget og fremgangsmåden for beregningerne er beskrevet til i metodeboksen sidst i analysen.
Vi tager i denne analyse afsæt i den skattepolitik, der konkret er blevet udmøntet siden 2015, samt de planlagte skattetiltag, som den nuværende SVM-regering har aftalt i regeringsgrundlaget. Når vi tager udgangspunkt i 2015, skal det ses i lyset af, at regeringsmagten skiftede i dette år, og at der er tale om et af de første nogenlunde finanspolitisk neutrale år efter finanskrisen, hvor man politisk har haft mere åbne rammer for at prioritere. I de foregående år må finanskrisen forventes at have påvirket det handlerum i højere grad.
Tabel 1 viser, at skatter og afgifter er blevet lempet for et stort milliardbeløb siden 2015, og der er fortsat lempelser i vente. Der er dog forskel på perioderne.
Under V- og VLAK-regeringerne fra 2015 til 2019 blev skatter og afgifter lempet med ca. 16,8 mia. kr. i varig virkning efter tilbageløb og adfærd. I den efterfølgende periode fra 2019 til 2022 under S-regeringen, blev skatter og afgifter derimod strammet for 3,3 mia. kr. Under den nuværende SVM-regering er der indtil videre vedtaget en håndfuld skatte- og afgiftsinitiativer, der samlet set øger provenuet, mens de planlagte skatte- og afgiftstiltag, som altså er i støbeskeen, udgør væsentlige lempelser.
I alt skønnes de gennemførte og planlagte skatte- og afgiftsinitiativer siden juni 2015 at svække de offentlige finanser med ca. 17 mia. kr. i varig virkning.
Personskatterne er lempet kraftigt
Siden 2015 er der sket en række ændringer, der påvirker personskatterne – det vi også kalder indkomstskatten. Afgifter og erhvervsstøtteordninger medregnes således ikke.
Tabel 2 viser de skønnede provenumæssige konsekvenser, når man sammenligner skatteberegningen med 2015-regler med skattereglerne i dag (2023-regler). For det første er topskattegrænsen hævet som følge af skattereformen fra 2012, og beskæftigelsesfradraget er udvidet kraftigt. Det gælder både det almindelige beskæftigelsesfradrag og det ekstra beskæftigelsesfradrag til enlige forsørgere.
Derudover er der indført et jobfradrag og et ekstra pensionsfradrag med skatteaftalen fra 2018, og den grønne check er udfaset for størstedelen af befolkningen. I samme periode er sundhedsskatten blevet udfaset og vekslet til parallelle forhøjelser af bundskatten, hvilket har reduceret skatteværdien af de ligningsmæssige fradrag som befordrings- og beskæftigelsesfradraget.
I alt skønnes personskatterne lempet med ca. 6,6 mia. kr. efter tilbageløb og adfærd, når man sammenligner skatteberegningen i 2015 med skattereglerne i dag.
Lempelser i personskatten er i høj grad gået til den rigeste del
Figur 1 viser, hvordan de forskellige ændringer i personskatterne hver især bidrager til den disponible indkomst på tværs af indkomstfordelingen. Den disponible indkomst er indkomsten efter skat og renteudgifter tillagt imputeret lejeværdi af egen bolig. Indkomsten er korrigeret for stordriftsfordele, så den kan sammenlignes på tværs af forskellige familietyper. Det er de umiddelbare konsekvenser af skatteændringerne på personniveau, der indgår i opgørelsen, hvilket er den gængse måde at belyse fordelingsvirkninger af skatteændringer.
Figuren viser, at forhøjelser af topskattegrænsen hovedsageligt går til den rigeste del af befolkningen, mens beskæftigelsesfradragets virkning er mere bredt fordelt, om end svagest i de lavere indkomstgrupper, hvor flere står uden for arbejdsmarkedet, bl.a. pensionister, studerende, dagpenge- og kontanthjælpsmodtagere. Job- og pensionsfradraget har øget den disponible indkomst mest i toppen, mens afskaffelsen af den grønne check for ikke-pensionister har reduceret indkomsten mest i bunden.
Som tidligere nævnt indebærer udfasningen af sundhedsskatten, at skatteværdien af de ligningsmæssige fradrag er blevet reduceret, hvilket reducerer den disponible indkomst på tværs af alle indkomstgrupper.
Den varige lempelse af ejendomsværdiskatten, som trådte i kraft fra 2021 som led i en kompensationsaftale til boligejere for forsinkelsen af de nye boligskatter, øger de disponible indkomster mest i den øvre halvdel af indkomstfordelingen. Ejendomsværdiskatten er formelt set en personskat og er derfor medregnet. Der er ikke indregnet virkninger af skattestoppet på ejendomsværdiskatten, da de offentlige ejendomsvurderinger blev suspenderet i 2013, og der indtil nu kun er foretaget nye ejendomsvurderinger for et mindretal af ejerboligerne.
De fattigste har tabt på skattepolitikken, men også på mindre offentlig service
Figur 2 viser, hvordan personskatteændringerne samlet set fordeler sig opgjort i procent af den disponible indkomst på tværs af indkomstfordelingen (mørkeblå søjler).
Figuren viser, at ændringerne i personskatterne fra 2015 til 2023 indebærer et fald i den disponible indkomst på 0,8 pct. blandt den fattigste tiendedel af befolkningen, hvilket primært skyldes afskaffelsen af den grønne check for ikke-pensionister. Til sammenligning betyder skatteændringerne, at 8., 9. og 10. indkomstdecil oplever en fremgang på 1,0-1,3 pct. i den disponible indkomst.
Figuren viser også, at en alternativ anvendelse på offentligt forbrug af de 6,6 mia. kr., som personskatterne skønnes at være lempet med, ville være kommet de laveste indkomstgrupper mest til gavn (lyseblå søjler). De lavere skatter skal nemlig holdes op imod, hvad man alternativt kunne have anvendt provenuet på. Man kunne f.eks. have brugt pengene på et højere offentligt forbrug, dvs. en generel forbedring af de offentlige velfærdstilbud.
Det offentlige forbrug giver os borgere nogle forbrugsmuligheder, som ligger uden for vores eget budget. Den offentlige sygesikring og uddannelse betyder f.eks., at vi som forbrugere skal have færre penge op af lommen til sundhed og uddannelse, så vi har bedre råd til andre ting. De udvidede forbrugsmuligheder, som økonomer kalder det, når man medregner værdien af de offentlige velfærdstilbud, kommer især de lavere indkomstgrupper til gode. Derfor er det også personer med lavere indkomst, der er de største tabere, når den offentlige velfærd ikke prioriteres.
Tabel 3 opsummerer opgørelsen af fordelingsvirkningen af personskatteændringerne og det alternative offentlige forbrug på tværs af indkomstfordelingen. Tabellen viser, at den fattigste tiendedel af befolkningen samlet set oplever en forringelse af de udvidede forbrugsmuligheder – dvs. når værdien af mindre offentligt forbrug medregnes – på ca. 2.500 kr. årligt. I den anden ende af skalaen har den rigeste tiendedel oplevet en forøgelse på ca. 6.500 kr.
Det bør bemærkes, at der også er sket andre politikændringer i samme periode, der har påvirket indkomstforskellene, herunder mindreregulering af de offentlige overførselsindkomster og indførelse af bl.a. kontanthjælpsloftet. Disse tiltag bidrager også til øgede indkomstforskelle, men falder uden for denne analyses formål, der er at belyse den førte skattepolitik og dens virkninger.
SVM-regeringens skatteplaner er en fortsættelse ned ad den samme sti
Som nævnt indledningsvis har SVM-regeringen planlagt en række skatte- og afgiftstiltag, der samlet set udgør væsentlige lempelser.1 Figur 3 viser, hvordan de planlagte tiltag på personskatteområdet skønnes at påvirke de disponible indkomster på tværs af indkomstfordelingen. Overordnet set er billedet meget det samme som de personskatteændringer, vi har set fra 2015 til 2023.
Regeringen vil øge beskæftigelsesfradraget, hvilket primært kommer beskæftigede med middel- og højere lønindkomster til gode. Derudover vil regeringen sænke topskatten, men også indføre en ny top-topskat på de allerhøjeste indkomster. Der verserer dog en diskussion om, hvorvidt den planlagte top-topskat vil kunne undgås af en stor del af målgruppen, da en tredjedel er hovedaktionærer, som selv kan vælge om indkomsten udbetales som løn – der rammes af skatten – eller aktieudbytte – der går fri.2
Samlet set er vurderingen, at de planlagte tiltag på personskatterne vil øge indkomstuligheden målt ved gini-koefficienten en smule.3 Derudover ville midlerne alternativt kunne være brugt på at løfte den offentlige service, hvilket også har fordelingsmæssige konsekvenser som vist ovenfor.
Provenumæssige konsekvenser af skatte- og afgiftsinitiativer aftalt og planlagt siden 2015
De provenumæssige konsekvenser af de aftalte og planlagte skatte- og afgiftsinitiativer siden juni 2015 er opgjort på baggrund af opgørelser fra Skatteministeriet og Finansministeriet.
For perioden juni 2015-juni 2019 har Skatteministeriet opgjort en varig provenuvirkning på 14½ mia. kr. (2019-niveau) (Aktuelle skattetal: Skatter og afgifter er lempet med godt 27 mia. kr., Skatteministeriet 2019).
Perioden juni 2019-november 2022 er opgjort på baggrund af svar til Finansudvalget på spm. 174 (2021-22) samt Aftale om grøn skattereform for industri mv. af 24. juni 2022. Kun de tiltag, der faktisk er vedtaget, er medregnet.
Perioden november 2022-ff er opgjort på baggrund af vedtagne skatte- og afgiftsinitiativer i perioden, mens SVM-regeringens planlagte initiativer er opgjort på baggrund af svar til Skatteudvalget på spm. 20 (2022-23, 2.). De planlagte tiltag, der vedrører erhvervsstøtte er forudsat at omfatte skatte- og afgiftsmæssige initiativer.
Provenu- og fordelingsmæssige konsekvenser af personskatteændringer fra 2015 til 2023
De provenu- og fordelingsmæssige konsekvenser af personskatteændringer fra 2015 til og med 2023 er opgjort på baggrund af AE’s skattemodel, der bygger på Lovmodellens datagrundlag. I beregningen er skattereglerne for 2015 fremskrevet til 2023-niveau ved at fremskrive beløbsgrænser med § 20-reguleringen, svarende til den måde man normalt regulerer beløbsgrænserne fra år til år. Dvs. topskattegrænsen, grænsen for maksimalt beskæftigelsesfradrag, personfradraget mv.
Den midlertidige forhøjelse af beskæftigelsesfradraget i 2023 er fraregnet, da der ikke er tale om en varig skattelempelse.
I beregningen indgår der ikke ændringer uden for indkomstskatten (som formelt også omfatter grøn check og ejendomsværdiskat). Dvs. ændringer i afgifter og erhvervsstøtte er ikke medregnet. Virkningen af medieaftalen fra 2018 er heller ikke medregnet. Aftalen indebærer en udfasning af medielicensen, som erstattes af en mindreregulering af personfradraget for personer over 18 år og en mediecheck til pensionister med meget lav indkomst. Der findes ikke registeroplysninger omkring licensbetaling på husstandsniveau, hvorfor de fordelingsmæssige konsekvenser kun groft kan skønnes over. Omlægningen har dog begrænsede fordelingsmæssige konsekvenser.
Provenuvirkninger efter tilbageløb og adfærd er skønnet på baggrund af AE’s skattemodel og selvfinansieringsgrader opgjort af Skatteministeriet.
Der er ikke indregnet virkninger af skattestoppet på ejendomsværdiskatten, da de offentlige ejendomsvurderinger blev suspenderet i 2013, og der indtil nu kun er foretaget nye ejendomsvurderinger for et mindretal af ejerboligerne.
Fordelingsmæssige konsekvenser af alternativt offentligt forbrug
Fordelingsvirkningen af ændringer i det offentlige forbrug er opgjort med afsæt i Finansministeriets regneprincipper, som er beskrevet i notatet Oplysning om revideret metode til beregning af fordelingsvirkninger af ændringer i offentligt forbrug (Finansministeriet, 2014). Beregningen er foretaget med udgangspunkt i et provenu på 6,6 mia. kr., svarende til mindreprovenuet efter tilbageløb og adfærd fra personskatteændringer fra 2015 til og med 2023.
