Kontakt

Indhold
Social arv

Kontanthjælpsmodtageres karakterer

AE har i samarbejde med FH undersøgt, hvordan kontanthjælpsmodtagere har klaret sig ved folkeskolens afgangsprøve sammenlignet med andre. Analysen viser, at under halvdelen af kontanthjælpsmodtagerne opnåede karakteren 02 i både dansk og matematik. Det er langt færre end jævnaldrende, som ikke modtager kontanthjælp.

Hovedkonklusioner

  • Der er 35.010 modtagere af kontanthjælpsydelser i alderen 15-26 år i 4. kvartal 2018, som gik i 9. klasse i perioden fra 2007-2018.
  • Under halvdelen af kontanthjælpsmodtagerne opnåede karakteren 02 i dansk og matematik ved folkeskolens afgangsprøve. Blandt deres jævnaldrende var det ca. 86 pct.
  • At kontanthjælpsmodtagere ikke har opnået 02 i dansk og matematik skyldes i høj grad, at de ikke har været oppe i alle folkeskolens bundne prøver.

Analysen er lavet for FH, Fagbevægelsens Hovedorganisation


AE har i samarbejde med FH undersøgt, hvordan kontanthjælpsmodtagere pr. 4. kvartal i 2018 klarede sig ved folkeskolens afgangsprøve sammenlignet med jævnaldrende. Analysen er afgrænset til personer i alderen 15-26 år, hvilket svarer til at de har gået i 9. klasse i folkeskolen på årgangene 2006/2007-2017/2018. Der var 41.284 kontanthjælpsmodtagere i alderen 15-26 år i 4. kvartal 2018. Heraf findes der oplysninger om 9. klasse for 35.010 personer.

Tabellen herunder viser resultatet af folkeskolens afgangsprøve for kontanthjælpsmodtagere og andre. Alle personer, der har gået i 9. klasse, er inkluderet i opgørelsen. Det fremgår af tabellen, at 43 pct. af kontanthjælpsmodtagerne ikke har været oppe i alle folkeskolens bundne afgangsprøver. Blandt deres jævnaldrende, som ikke er på kontanthjælp har knap 9 pct. ikke været oppe i alle bundne prøver. Mens der generelt er ca. 86 pct., som har opnået karakteren 02 (6 på den gamle karakterskala) i både dansk og matematik, gælder det for 43 pct. af kontanthjælpsmodtagerne. Endelig er der knap 14 pct. af kontanthjælpsmodtagerne, som har været oppe i alle de bundne prøver, men ikke har opnået et karaktergennemsnit på 02 (6 på den gamle karakterskala). Det samme gælder for 5 pct. af andre i befolkningen. Den primære årsag til at kontanthjælpsmodtagerne i mindre grad har fået en karakter svarende til bestået i dansk og matematik ved folkeskolens afgangsprøve er dermed, at de i mindre grad har været oppe i alle folkeskolens bundne prøver. Det kan enten skyldes, at kontanthjælpsmodtagerne i mindre grad møder op til prøverne, eller at de i højere grad har været fritaget fra prøverne.

Tabellen herunder viser, hvordan kontanthjælpsmodtagere og andre har klaret sig ved folkeskolens afgangsprøve fordelt på deres alder ultimo 2018. Andelen, som ikke har været oppe i alle bundne prøver, er højere for de yngste kontanthjælpsmodtagere end for de ældste. Det kan hænge sammen med, at de ældre har haft længere tid til at tage afgangsprøven på et senere tidspunkt, hvis det ikke lykkedes i første omgang, eller at de yngste kontanthjælpsmodtager adskiller sig typemæssigt fra de ældste. 


Mere end 10 pct. af kontanthjælpsmodtagerne gik på specialskole eller i dagbehandlingstilbud og behandlingshjem

Tabellen nedenfor viser, hvilken type af skole personerne har gået i. Skoletypen er opgjort for den 9. klasse individerne gik i. Mens to ud tre af kontanthjælpsmodtagerne gik i almindelige folkeskoler eller privatskole, gjaldt det for ca. 85 pct. blandt deres jævnaldrende, som ikke modtager kontanthjælp. De resterende kontanthjælpsmodtagere gik i langt højere grad end deres jævnaldrende i henholdsvis kommunal ungdomsskole, specialskole, dagbehandlingstilbud og behandlingshjem.


Metode. Sådan har vi gjort

AE har undersøgt hvordan kontanthjælpsmodtagere i 4. kvartal 2018 klarede sig ved folkeskolens afgangsprøve sammenlignet med resten af befolkningen.

Gruppen af kontanthjælpsmodtagere i 4. kvartal identificeres ud fra Beskæftigelsesministeriets forløbsdatabase DREAM, som for hver uge indeholder oplysninger om, hvilken offentlig ydelse en person primært modtager. Analysen vedrører alle personer, som i mindst 1 uge af 4. kvartal 2018 har modtaget uddannelseshjælp, integrationsydelse eller kontanthjælp. Dertil kommer at personerne skal være en del af befolkningen pr. 1. januar 2019 og i alderen 15-26 i januar 2018.  Afgrænsningen til unge kontanthjælpsmodtagere i aldersintervallet 15-26 år svarer til at personerne har gået i 9.klasse på årgangene 2006/2007-2017/2018 og sker for at sikre sammenlignelige prøveindberetninger. Derudover betinges på der på, at personerne har en slutdato for deres 9. klasse i 2007 eller senere. Denne oplysning hentes fra elevregistret, KOTRE.

Gruppen af kontanthjælpsmodtagere sammenlignes med jævnaldrende, der ikke modtager kontanthjælp i 4. kvartal 2018, som på tilsvarende vis er udvalgt således, at personerne skal være en del af befolkningen pr. 1. januar 2019 og i alderen 15-26 i januar 2018. Sammenligningen indenfor aldersgrupperne sker for at tage højde for eventuelle årsspecifik variation i prøverne i dansk og matematik samt andelen af kontanthjælpsmodtagere i den pågældende aldersgruppe.

Oplysninger om karakterer hentes fra grundskolekarakter registret, UDFK. For nogle personer er der indberettet flere afgangsprøver fra 9. klasse i folkeskolen indenfor samme år eller fra flere forskellige år. Er det tilfældet, er den afgangsprøve som indeholder flest prøver, har det højeste gennemsnit i dansk og matematik samt senest er aflagt udvalgt. Herefter er afgangsprøven matchet med personens skoleoplysninger fra samme år. I samme ombæring bestemmes skoletypen ud fra skolens institutionsnummer.

Folkeskolens afgangsprøve udgøres i dag af såkaldte ”bunde prøver” og ”prøver til udtrækning”, således har det været fra 2006/2007 årgangen frem til i dag. I analysen indgår kun karaktergennemsnittet af de bundne prøver i henholdsvis dansk og matematik. Ordenskarakteren i dansk er udeladt fra gennemsnittet i perioden 2007-2012, for at sikre sammenlignelige prøver i hele perioden 2007-2018.  I dansk indgår skriftlig dansk, retskrivning, læsning og mundtlig dansk. I matematik indgår skriftlig matematik med hjælpemidler og skriftlig matematik uden hjælpemidler. Gennemsnittet af prøverne indenfor de to fag er beregnet som et simpelt gennemsnit. Der er udført en robusthedstest, hvor gennemsnittet er vægtet. Resultaterne er robuste over for dette.