Kontakt

Beskæftigelse

Dansk økonomi klarer sig bedre end BNP-tallene antyder

Væksten i 4. kvartal 2016 var på 0,2 pct. Årsvæksten blev dermed på 1,1 pct. Den relativt beskedne årsvækst snyder dog lidt og dansk økonomi klarer sig faktisk bedre end tallene umiddelbart antyder. Jobfremgangen i 2016 var den kraftigste jobfremgang vi har set siden 2007.

Det foreløbige nationalregnskab fra Danmarks Statistik viser, at væksten i 4. kvartal 2016 var på 0,2 pct. Dermed lander årsvæksten for 2016 på 1,1 pct.

Den relativt beskedne årsvækst snyder dog lidt.  At årsvæksten ikke er højere skyldes, at BNP faldt i 2. halvdel af 2015, hvilket skabte et efterslæb, som først skulle indhentes.

Dansk økonomi klarede sig faktisk bedre gennem 2016 end først frygtet, og samtidig skal man glæde sig over at 2016 bød på den kraftigste stigning i beskæftigelsen siden 2007. Samlet voksede beskæftigelsen således med 48.000 personer i 2016.

At beskæftigelsen har vist, og fortsat viser så stærke takter afspejler måske også, at den underliggende aktivitet i dansk økonomi er kraftigere end BNP-tallene umiddelbart antyder.

BNP er en svær størrelse at måle, mens antallet af beskæftigede er lettere at måle. At BNP er vanskeligt at måle fik vi med al tydelighed at se i november sidste år, hvor Danmarks Statistik på baggrund af nye og bedre data opjusterede BNP med 42 mia. kr. Yderligere opjusteringer i BNP kan heller ikke udelukkes fremover, og måske er beskæftigelsestallene en bedre GPS at rette sig efter, når vi skal vurdere konjunktursituationen.