Kontakt
Efterlysning: Større gennemsigtighed i tilstandsrapporten for den offentlige økonomi
Den strukturelle saldo er det vigtigste styringsmål for Finansministeriet. Den bestemmer, hvor mange penge vi har at bruge på alt fra rengøringsassistenter på hospitalerne til pædagoger i vuggestuerne. Men den strukturelle saldo er forbundet med usikkerhed og uigennemskuelighed, beregningerne bag kendes reelt kun af ganske få personer. Vi har brug for mere åbenhed om, hvordan den opgøres.
Mindst tre gange om året udsender Finansministeriet en ’tilstandsrapport’ for den offentlige økonomi. Ligesom man på et hus kigger efter revner i fundamentet og huller i taget, ligeså efterses sundhedstilstanden for de offentlige finanser. Der laves både målinger af den aktuelle sundhedstilstand, men også om de fremtidige offentlige indtægter og udgifter hænger sammen.
Det væsentligste element i Finansministeriets tilstandsrapport er den såkaldte strukturelle saldo, der er et mål for den underliggende sundhedstilstand i de offentlige finanser, renset for konjunkturernes påvirkning og andre midlertidige forhold.
Den strukturelle saldo har spillet en væsentlig rolle i dansk finanspolitik i en årrække og er i dag det vigtigste Finansministerielle styringsmål. Tallet bestemmer i sidste ende, hvor mange penge, vi har råd til at bruge på alt fra rengøringsassistenter på hospitalerne til pædagoger i vuggestuerne.
Historien vidner i hvert fald om, at den strukturelle saldo er forbundet med betydelig usikkerhed og uigennemskuelighed, og regnestykket kendes reelt kun af ganske få personer
Men ligesom en tilstandsrapport kan være usikker på grund af skjulte fejl på huset eller forhold som efterfølgende ændrer sig, så er der problemer med målingerne i tilstandsrapporten for de offentlige finanser. Historien vidner i hvert fald om, at den strukturelle saldo er forbundet med betydelig usikkerhed og uigennemskuelighed, og regnestykket kendes reelt kun af ganske få personer.
Et eksempel på usikkerheden finder man i Finansministeriets opgørelse. Det var gennem flere år en økonomisk ”Jernlov” i centraladministrationen, at den strukturelle saldo blev forbedret med mindst 1½ pct. af BNP fra 2010 til 2013. Det var nemlig en direkte følge af den såkaldte Genopretningspakke, der strammede de offentlige finanser op med præcis denne størrelsesorden som følge af den (fejlagtige) henstilling, Danmark fik fra EU i 2010.
De senere år er en stadig større del af Genopretningspakkens effekt dog forsvundet, og Finansministeriets opgørelse viser nu kun en forbedring af den strukturelle saldo på 0,4 pct. af BNP fra 2010-2013. Der ses ikke tilsvarende store modgående revisioner hverken før eller efter genopretningsperioden. Der er med andre ord forsvundet 1,1 pct. af BNP af effekten fra Genopretningspakken, svarende til ikke mindre end 24½ mia.kr. Det er mere end det provenu 2011-tilbagetrækningsreformen gav, hvor efterlønsordningen blev skåret ned til tre år, og som betød en højere efterløns- og folkepensionsalder.
Hvis vi vender tilbage til husmetaforen, så gav krisen de offentlige finanser så store skader, at der i tilstandsrapporten tilbage i 2010 var adskillige K3’ere. For at forbedre den offentlige økonomi, blev der derfor igangsat et stort genopretningsarbejde. I flere år så det da også ud til, at vi fik en markant bedre tilstand, men når vi i dag kigger tilbage og måler på ny, så er effekten tilsyneladende næsten forsvundet.
Det står ikke klart, hvad der er sket med de 24½ mia.kr. Måske har de offentlige indtægter (strukturelt) skuffet, men der foreligger os bekendt ingen nærmere analyse, der redegør for, hvor de mange penge er blevet af
Det står ikke klart, hvad der er sket med de 24½ mia.kr. Måske har de offentlige indtægter (strukturelt) skuffet, men der foreligger os bekendt ingen nærmere analyse, der redegør for, hvor de mange penge er blevet af. Virkede genopretningspakken ikke som forventet og blev kriseregningen alligevel ikke betalt med ”to streger under facit”?
Hvis vi stadig havde en forbedring af den strukturelle saldo på 1½ pct. af BNP fra 2010-2013, ville der i dag være strukturelt overskud og et langt større økonomisk råderum frem mod 2025 end det, politikerne har drøftet brugen af igennem længere tid. Det ville så heller ikke være finanspolitisk nødvendigt med så stram en kurs i udgiftsstyringen, og de store besparelser på uddannelse og sikkerhedsnettet under vores flexicurity-model kunne undgås
Vi ønsker os, at man i evalueringen af budgetloven i 2018 får en større åbenhed og gennemsigtighed i opgørelsen af den strukturelle saldo – det er simpelthen en demokratisk nødvendighed
I lyset af de gigantiske historiske revisioner kan man spørge, om det finanspolitiske ”råderum” frem mod 2025, som baserer sig på vurderingen af den strukturelle saldo, er så usikkert, at man hverken kan eller bør disponere efter det mange år ud i fremtiden? Og giver det mening at styre så præcist efter det på kort sigt, som tilfældet er i dag?
Vi ønsker os, at man i evalueringen af budgetloven i 2018 får en større åbenhed og gennemsigtighed i opgørelsen af den strukturelle saldo – det er simpelthen en demokratisk nødvendighed.
Kronik bragt i Børsen d. 22. februar 2018.
Kronikken er skrevet i fællesskab af Frederik I. Pedersen, cheføkonom, 3F, cheføkonom Allan Lyngsø Madsen, LO, cheføkonom Ole Just, HK, cheføkonom Thomas Søby, Dansk Metal og cheføkonom Erik Bjørsted, AE.
