Kontakt

Beskæftigelse

Store sociale forskelle mellem kommunerne

Der er stor forskel på tilknytningen til arbejdsmarkedet, uddannelseslængden, indkomsterne og levetiden i landets kommuner. Nogle kommuner, f.eks. Dragør, Allerød og Egedal, ligger højt både når det drejer sig om arbejdsmarkedstilknytning, indkomst og levetid, mens flere af borgerne i f.eks. Lolland, Langeland og Odsherred Kommune er på overførselsindkomst og lever kortere.

Der er stor forskel på livet og hverdagen i landets kommuner. Nogle steder er der mange på overførselsindkomst – andre steder er mange i job. Nogle steder bugner bankbøgerne, lønsedlerne og boligværdien – andre steder må man nøjes med mindre. Nogle steder er man rigtig god til at give unge med svag uddannelsesbaggrund en uddannelse – andre steder ikke. Også mht. hvor længe man lever; hvor ofte man går til lægen, og hvordan befolkningssammensætningen forventer at udvikle sig de kommende år, er der stor forskel på tværs af landets kommuner.

AE har set på 10 forskellige parametre for de sociale forhold i landets kommuner. De 10 parametre fortæller noget om indbyggersammensætningen i landets kommuner og siger ikke noget om, hvor god servicen er i de enkelte kommuner, eller hvem der har den bedste velfærd. Kortlægningen her viser, at der er store sociale forskelle på tværs af danmarkskortet.

Overordnet set er borgernes arbejdsmarkedstilknytning bedre omkring de store byer, mens der er flere overførselsmodtagere i yderkommunerne. Samme billede gør sig gældende på stort set alle de parametre, som er vist i analysen. På en række sociale forhold inden for arbejdsmarked, uddannelse, indkomst og øvrige leveforhold ligger Allerød, Egedal og Dragør kommune generelt højt, mens Lolland, Langeland og Odsherred ligger lavt.

Lyngby-Taarbæk og Hørsholm er de kommuner, som har færrest borgere på overførselsindkomst. Her er det omkring hver 8. borger, der modtager overførselsindkomst. I Lolland kommune er det ca. hver tredje.

I Dragør får 3 ud af 4 unge med ufaglærte forældre en uddannelse, mens det samme er tilfældet for hver anden i f.eks. Lolland og Odsherred.

I Lolland, Slagelse og København er omkring 5 pct. af børnene såkaldt ét-årsfattige. I Skanderborg og Allerød er det omkring 1 pct.

Analysen viser, at der er en høj geografisk ulighed mellem landets 98 kommuner. Mens nogle kommuner har borgere med et højt uddannelsesniveau, høje indkomst og høje levetider, ser billedet noget anderledes ud for andre kommuner. Parametrene fortæller ikke noget om kommunernes serviceniveau, men derimod om hvilke udfordringer de enkelte kommuner står med. De kommuner som står med mange på overførsler og udsigt til en stor andel af ældre borgere er stillet over for et andet pres på kommunalbudgettet og har færre indtægter til kommunekassen fra personer i beskæftigelse end nogle af de kommuner, som har mange i beskæftigelse.

Omtalt af EkstraBladet d. 12. juli 2017.