Kontakt

Beskæftigelse

Den offentlige sektor på skrump

Antallet af offentlige arbejdstimer pr. borger er på det laveste niveau siden 1979. Det er faldet med 20 timer siden 2009, og med regeringens planer vil det falde yderligere fremadrettet. Især antallet af undervisere er faldet de seneste år, mens der er kommet flere administrative medarbejdere. Det faldende timetal skyldes ikke udlicitering.

Der er færre offentligt ansatte pr. borger – både når man måler i timer og i personer. I 2018 var timetallet pr. borger nede under 190 timer. Antallet af timer pr. borger i den offentlige sektor har ikke været så lavt siden 1979, og faldet har været markant de senere år. Antallet af timer pr. borger er faldet med 20 timer siden 2009. Frem mod 2025 ventes timetallet ifølge Finansministeriet at falde yderligere.

Også målt i personer, er der blevet færre offentligt ansatte pr. 1000 borgere. Den offentlige beskæftigelse er i dag 20.000 personer lavere end i 2010. Antallet af offentligt ansatte pr. 1.000 borger steg svagt i 2018, men står til at falde de kommende år, hvis regeringen kommer igennem med sine planer.

Selvom omfanget af udlicitering har været forholdsvis højt siden slutningen af 00’erne, har det ikke kunnet rette op på den faldende offentlige beskæftigelse. Når man medregner de timer, der lægges i det private, men betales af det offentlige, får man et højere timetal, men antallet af offentligt betalte arbejdstimer er stadig faldet med 20 timer pr. borger siden 2009. Omfanget af udlicitering har dermed ikke kunnet bremse faldet i antallet af timer pr. borger.

At der er blevet færre offentlige arbejdstimer pr. borger skyldes heller ikke, at der er blevet færre kernebrugere af den offentlige service. Kernebrugere er defineret som børn og unge under 25 og ældre over 69 år. Og ser man på kernebrugerne, så er antallet af arbejdstimer i den offentlige sektor pr. kernebruger faldet med hele 70 timer siden 2009. Antallet af arbejdstimer i den offentlige sektor pr. kernebruger ligger på niveau med starten af  80’erne.

Endelig skyldes det faldende timetal heller ikke, at der er færre administrative medarbejdere. Siden 2015 er faldet i antallet af offentligt ansatte primært sket indenfor undervisningssektoren, mens der er kommet flere administrative medarbejdere i staten.

Hvis regeringen kommer igennem med sin plan for den offentlige sektor, vil timetallet pr. borger falde endnu mere de kommende år. For mens befolkningstallet stiger, ventes den offentlige beskæftigelse at falde yderligere.

Omtalt af Berlingske d. 13. maj 2019.