Kontakt

Beskæftigelse

85 pct. af de faglærte tjener mere end forslaget til en ny beløbsgrænse

Regeringen vil ændre beløbsordningen fra ca. 418.000 kr. om året til 330.000 kr. I brancher som bl.a. rengøring samt sundhed og socialvæsen er det ca. hver 3. fuldtidsbeskæftigede, der har en løn i det interval. 70 pct. af de ufaglærte og 85 pct. af de faglærte har en løn, der er højere end det nye forslag.

Regeringen vil ændre beløbsordningen. I sit udspil lægger regeringen op til at sænke beløbsgrænsen, som udenlandsk arbejdskraft som minimum skal tjene fra omkring 418.000 kr. om året til 330.000 kr. om året for en række lande.

Ændres beløbsordningen således, at arbejdskraft udenfor EU skal tjene 330.000 kr. i stedet for 418.000 kr., vil det øge konkurrencen for dem, der i dag er i det indkomstinterval.

Ser man på fuldtidsbeskæftigede med en lønindkomst mellem 330.000 og 418.000 kr., så er det knap hver tredje ufaglært og faglærte, der tjener i det interval, mens det er 9 pct. af de fuldtidsbeskæftigede med en lang videregående uddannelse.   

I gennemsnit er det ca. 23 pct. af de fuldtidsbeskæftigede lønmodtagere, der tjener mellem 330.000 og 417.793 kr. 

I brancherne ’Rejsebureauer, rengøring mv.’, ’Sundhed og socialvæsen’ samt ’Hoteller og restauranter’ er det omkring hver tredje fuldtidsbeskæftigede, der har en lønindkomst i dette interval.

Ser vi i stedet på fuldtidsbeskæftigede lønmodtagere med en årsløn over 330.000 kr., så er det omkring 70 pct. af de ufaglærte, der har en indkomst over den nye beløbsgrænse.

For de faglærte er det omkring 85 pct., der har en årsindkomst over 330.000 kr. Sættes beløbsgrænsen ned vil det øge konkurrencen for omkring 85 pct. af de fuldtidsbeskæftigede lønmodtagere på det danske arbejdsmarked.

Erhvervsorganisationerne har længe beklaget sig over, at de ikke kan få den arbejdskraft, de har behov for. Det er til trods for, at der i dag er mange muligheder for virksomhederne til at hente mere arbejdskraft ind:

  1. Der er flere arbejdsløse, end man umiddelbart tror. Udover de registrerede ledige har vi en stor gruppe på godt 50.000 arbejdsløse, som ikke er registreret som arbejdsløse.
  2. Mere end halvdelen af jobfremgangen de sidste år er deltidsjob. Tal fra LO viser, at 196.000 lønmodtagere gerne vil arbejde flere timer, hvis de fik muligheden.
  3. Arbejdsgiverne kan kigge mod lærlinge. Der mere end 10.000 personer, der i dag ikke kan få en læreplads i en virksomhed.

Udover de tre konkrete steder, hvor der allerede i dag er arbejdskraft til rådighed i Danmark, så kan arbejdsgiverne faktisk allerede i dag kigge mod udlandet. Der er fri bevægelighed for arbejdstagere inden for EU's grænser.

På det europæiske arbejdsmarked er der omkring 240 mio. personer og ca. 17 mio. ledige i EU, hvoraf langt over halvdelen har en gymnasial, faglært eller videregående uddannelse. Disse personer er ikke omfattet af beløbsordningen og kan frit tage et job i Danmark.

Omtalt af Fagbladet 3F d. 10. oktober 2018