Kontakt

Skat

Det er bedre at finansiere velfærd med arveafgift end med skat på arbejde

Skat på arv og gaver er fornuftigt, da det i modsætning til skat på arbejde ikke er forbundet med negative effekter på arbejdsudbuddet.

Avisen Danmarks chefredaktør, Peter Orry, leverer den 1. april 2024 lidt af en injurierende svada mod os i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE).

Anledningen er en ny analyse, som vi har udarbejdet. Den viser, at den mest velhavende procent af danskerne ejer mere end en fjerdedel af den samlede formue i Danmark. Selvom vi normalt bryster os af at være et lige samfund, afslører analysen en enorm koncentration af formue.

Blandt andet derfor er det kritisabelt, at regeringen vil bruge penge på at lempe arveafgiften på erhvervsvirksomheder. Den kritik har vi rejst i Avisen Danmark.

Det er på den baggrund, at Peter Orry leverer sin svada på lederplads.

Han kalder arveafgiften amoralsk og en dobbeltbeskattende dødsskat. Faktisk burde de ”sølle fem milliarder om året” slet ikke opkræves, mener han.

I AE mener vi ikke, at man bør opkræve flere skatter end nødvendigt for at opretholde vores velfærdssamfund
Senioranalytiker Sune Caspersen

Først og fremmest indbragte arveafgiften faktisk mellem 6,6 og 8,5 milliarder kroner om året mellem 2019 og 2022, der er de senest opgjorte år. Det er rigtig mange penge. Orry skylder at pege på, hvordan han vil finansiere en afskaffelse af arveafgiften.

Dernæst påstår Orry, at vi i AE skulle have det synspunkt, at hver øre, du tjener, som udgangspunkt tilhører staten. Påstanden er uhyrlig, og det er uforståeligt, hvad Orry bygger den på. I AE mener vi ikke, at man bør opkræve flere skatter end nødvendigt for at opretholde vores velfærdssamfund.

Den mest velhavende procent af danskerne ejer mere end en fjerdedel af den samlede formue i Danmark. Selvom vi normalt bryster os af at være et lige samfund, afslører analysen en enorm koncentration af formue.
Senioranalytiker Sune Caspersen

Til gengæld er der selvfølgelig brug for at opkræve skatter for at kunne levere en god og tidssvarende velfærd.

Spørgsmålet er, hvordan vi gør det bedst muligt.

Svaret er, at vi bør opkræve skatter på en måde, der gør mindst muligt skade. Vi kommer ikke uden om skat på arbejdsindkomst, men fra et økonomisk perspektiv er det langt sundere for samfundet at opkræve skat på arv og gaver. I modsætning til skat på arbejde er det nemlig ikke forbundet med negative effekter på arbejdsudbuddet.

Vi har tidligere vist, at regeringens lempelse af arveafgiften primært vil komme milliardærarvinger til gode, og andre viser, at sandsynligheden, for at man trækker sig tilbage fra arbejdsmarkedet, øges, når man modtager arv. 

Det mener Orry vel ikke er ønskeligt?