Kontakt

Dansk arbejdsmarked og økonomi

Fra kriseår til velfærdssamfund - et portræt af lønmodtagernes vilkår gennem 85 år

AE blev oprettet i 1936 og har i løbet af de 85 år fungeret som fagbevægelsens tænketank og analyseinstitut. I de 85 år har det danske samfund gennemgået store forandringer, og for den almindelige lønmodtager i Danmark er der sket store økonomiske og sociale fremskridt. På mange måder er AE’s historie et spejl på Danmarks økonomiske historie i de år. 1930'ernes krise, den trinvise opbygning af velfærdssamfundet i efterkrigsårene, oliekriserne og fattigfirserne er eksempler på perioder, som har præget AE’s virke, men også eksempler på, at AE har præget den økonomiske politik gennem analysearbejde. Gennem seks kapitler skildrer vi det danske samfunds udvikling – ikke mindst fra almindelige lønmodtageres perspektiv. Vi ser på, hvad det betyder, at så mange danskere står i fagforening, på ændringerne i danskernes uddannelsesmønster, på de økonomiske skel i samfundet og den historiske udvikling i ledigheden og velfærden.

Publikation
Udarbejdet af
Cheføkonom
Chef for registeranalyse
Analysechef
Chefanalytiker
Chefanalytiker
Senioranalytiker

Rapporten kort fortalt

  • AE's første 85 år er et spejl på et samfund i forandring
    De store samfundsomvæltninger har naturligt præget AE's virke, og samtidig har AE været med til at præge, hvordan de store skift i økonomien er blevet håndteret politisk. Læs historisk gennemgang.
  • Danmark har lav lønulighed - det kan vi takke fagbevægelsen for
    I Danmark får de lavest lønnede en relativt høj løn sammenlignet med mange andre lande. Der er dog en tendens til, at de højestlønnede får en større og større del af den samlede lønsum. Trods denne tendens er  indkomstligheden høj, og det skyldes den relativt høje organisationsgrad på arbejdsmarkedet. Den er dog under pres.
    Læs også interview med Lizette Risgaard, formand for FH
  • Vi uddanner i dag markant anderledes end tidligere
    I dag er der flere danskere med en videregående uddannelse end med et svendebrev. Sådan var det ikke i 90’erne, og meget tyder på, at vi også uddanner forkert. Vi uddanner eksempelvis flere akademikere, end vi regner med at skulle bruge, mens vi uddanner for få faglærte. Manglen på faglærte i fremtiden kan true vækst og velstand, men manglen er også paradoksal. Både fordi erhvervsuddannelserne giver gode kort på hånden for den enkelte, og fordi vores vekseluddannelser er beundrede uden for landets grænser. Danmark er et af de lande, hvor nyuddannede faglærte klarer sig lige så godt som nyuddannede med en videregående uddannelse.
    Læs også interview med Claus Jensen, formand for Dansk Metal
  • Det danske samfund er lige, men udviklingen går den forkerte vej
    Danmark som et land kendetegnet af relativt små indkomstforskelle og høj social mobilitet har i de senere år været under pres. Den sociale arv er stærkere i dag end for 25 år siden, men vi formår stadig at løfte de fleste børn fra bunden og skabe mønsterbrydere gennem uddannelse.
    Læs også interview med Per Christensen, formand for 3F
  • Konjunkturer sætter langvarige spor på arbejdsmarkedet
    Ledigheden har siden 1930’erne haft udsving af 10-20 års varighed, som falder sammen med tilsvarende udsving i andre lande. Udsvingene skyldes i høj grad længerevarende konjunkturudsving. Dermed kan en god krisepolitik være med til også på længere sigt at sikre en høj beskæftigelse. Når ledigheden faldt markant i 1990’erne, skyldes det dog også reformer af arbejdsmarkedet, som bl.a. øgede brugen af opkvalificering, aktivering og rådighedskrav til de ledige.
    Læs også interview med Mogens Lykketoft, fhv. finansminister m.m.
  • Velfærdssamfundet er opstået ud af mange års politiske kampe
    Siden 2. verdenskrig er den offentlige sektor og det sociale sikkerhedsnet gradvist blevet udvidet. Opbygningen af vores velfærdssamfund har ikke været udtryk for en på forhånd gennemregnet økonomisk plan. Men ud af opbygningen af vores velfærdssamfund er kommet et af de mest velstående og lige samfund blandt OECD-landene.
    Læs også interview med Mette Frederiksen, statsminister

Hent rapporten herunder:

Forsiden på AE's 85-års-jubilæumspublikation