Kontakt

Fattigdom

Fattigdom trækker spor ind i voksenlivet

Ulighed og fattigdommen stiger i Danmark. Samtidig kan vi se, at en opvækst i et fattigt område trækker spor ind i voksenlivet. Børn, der vokser op i landets fattigste boligområder, får en lavere indkomst som voksen end man skulle forvente ud fra deres familiebaggrund.

Uligheden stiger. Det er ikke kun et resultat af, at de rigeste bliver rigere. Siden krisen har de fattigste danskere oplevet en decideret tilbagegang i indkomsten. Faktisk har alle grupper i samfundet, med undtagelse af de allerrigeste, haft en rekordlav indkomstfremgang siden 2010. Indkomsten er braget i vejret for den rigeste procent af danskerne, som har oplevet en rekordhøj indkomstfremgang siden krisen. Deres indkomst er efter skat vokset realt med knap 240.000 kr. Til sammenligning har en dansker i 5. decil, dvs. nogenlunde midt i indkomstskalaen, fået knap 5.000 kr. mere mellem hænderne.

Mens de rigeste bliver rigere, så bliver der samtidig flere fattige. Fra 2002 til 2015 er der sket en fordobling af fattige danskere, så der i dag er omkring 45.000, der lever under fattigdomsgrænsen. Ca. 8.500 af disse er børn. Og børnefattigdommen vil stige de kommende år. Regeringens egne tal viser, at kontanthjælpsloftet og 225-timersreglen næsten vil fordoble antallet af fattige børn i Danmark. Det er meget problematisk, eftersom fattigdom i opvæksten har stor indflydelse på både børnenes ve og vel, og deres fremtidsudsigter som voksen.

Skellet mellem de rigeste og fattigste trækkes skarpt op, når man ser på Danmarkskortet. På øerne og i provinsområderne er der flere fattige, og indkomstudviklingen er bestemt ikke prangende. Det samme gælder vestegnskommunerne og ghettoområderne i København, Odense og Århus. I landets fattigste postnummer, Odense NØ, er indkomsten efter skat 4 gange lavere end i Klampenborg, som er det rigeste postnummer.

Den geografiske polarisering af landet er ikke uproblematisk. Der er en klar sammenhæng mellem det område, man vokser op i, og hvordan man senere klarer sig som voksen. Der er i gennemsnit en forskel i lønindkomsten på 65.200 kr. som voksen mellem dem, der er vokset op i hhv. de rigeste og fattigste boligområder i Danmark. Det meste af denne forskel hænger sammen med, at børnene kommer fra forskellige familiebaggrunde. Men selv når man tager højde for familiebaggrund, er der stadig en forskel på 15.000-20.000 kr. i årslønnen som voksen på at komme fra de rigeste og fattigste boligområder.

Historisk har Danmark vundet på at være et lige land. Vi er et af de rigeste samfund i verden, og et af de samfund, hvor den sociale mobilitet er størst. De tendenser, vi ser nu, peger i den forkerte retning. Det er bydende nødvendigt, at vi sætter ind for at bremse den stigende ulighed, får knækket fattigdomskurven og tager fat på at skabe de bedste rammer for, at børn fra Tingbjerg og Klampenborg får så lige muligheder som muligt