Kontakt

Beskæftigelse

Vi skal have mere ud af opsvinget

Dansk økonomi er inde i et opsving. Graver man lidt dybere i tallene, er det dog et lidt atypisk opsving, som vi er vidner til. Vi får i øjeblikket ikke nok ud af opsvinget. Derfor skal virksomhedernes investeringer op i højere omdrejninger og vi skal investere mere i opkvalificering, så vi kan få alle med.

Dansk økonomi er inde i et opsving. Aldrig før har antallet af personer i job været så højt i Danmark, som det er nu. Ud fra jobtallene kan man få det indtryk, at vi er kommet os helt oven på krisen. En ny økonomisk prognose fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) konkluderer imidlertid, at det danske opsving på flere områder er atypisk, og dansk økonomi fortsat ikke er kommet sig helt oven på krisen:

”Det danske arbejdsmarked buldrer derudaf i øjeblikket. Antallet af job har slået danmarksrekord. Graver man lidt dybere i tallene, er det dog et lidt atypisk opsving, som vi er vidner til. Forbrugerne er her langt inde i opsvinget fortsat meget tilbageholdende, ligesom virksomhederne også stadigvæk investerer for lidt. Mange af de job der er skabt, er tillige deltidsjob,” forklarer cheføkonom i AE Erik Bjørsted, der står bag den nye prognose.

Vi får i øjeblikket ikke nok ud af opsvinget. Når investeringerne i nye maskiner eller produktionsanlæg halter, og produktionen bliver mere arbejdskrafttung, bliver der ikke produceret ligeså meget pr. arbejdstime. Det har negative konsekvenser for vores produktivitet og dermed også for typen af jobs, der bliver skabt. Det bekymrer AE’s cheføkonom:

”Vi skal have virksomhedernes investeringer op i gear. Kommer der ikke mere gang i investeringerne, så risikerer vi, at de nye job, som bliver skabt, bliver lavproduktive job med relativt lave lønninger. Det skal vi ikke stille os tilfredse med,” siger Erik Bjørsted.

Det danske arbejdsmarked bevæger sig ikke på randen af overophedning i øjeblikket. Lønstigningerne er moderate, tusindvis af lønmodtagere ønsker at arbejde flere timer, og arbejdsstyrken vokser kraftigt. Udover de registrerede ledige er der også 50.000 arbejdsløse, som ikke indgår i den registrerede arbejdsløshed, ligesom der er mange på kanten af arbejdsmarkedet, som kan få glæde af opsvinget, hvis arbejdsgiverne giver dem chancen.

”Der er fint grundlag for yderligere jobfremgang på arbejdsmarkedet de kommende år. Vores konkurrenceevne er stærk. Samtidig ser vi i disse år en meget kraftig udvidelse af arbejdsstyrken. I løbet af i år og næste år har vi udsigt til en jobfremgang på 70.000 personer. Vores hovedudfordring er, at vi skal mere ud af væksten i arbejdsstyrken og skabe gode højproduktive jobs, hvor lønmodtagerne kan få en god løn. Derfor skal virksomhedernes investeringer op i højere omdrejninger, vi skal investere mere i opkvalificering, og vi skal have alle med”, afslutter Erik Bjørsted.