Kontakt

Opkvalificering

Uddannelsesløft på 110 procent af dagpenge: Flere ledige begynder på uddannelse

Nye tal fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering viser, at markant flere ledige benytter sig af muligheden for et uddannelsesløft.

Fra august 2020 til januar 2021 har godt 1500 ledige påbegyndt et uddannelsesforløb. Til sammenligning påbegyndtes 424 uddannelsesforløb i samme periode året før. Udviklingen sker efter oprettelsen af en midlertidig ordning, der gør det muligt for ufaglærte og nogle faglærte at begynde på udvalgte erhvervsuddannelser på 110 procent af dagpengesatsen.

Det er meget positivt, at flere ledige har brugt coronakrisen til at opkvalificere sig. Vi ved, at der allerede er forsvundet tusindvis af ufaglærte job, og mange af dem vil ikke komme tilbage efter krisen. Samtidig får vi brug for flere faglærte, f.eks. i forbindelse med den grønne omstilling.

Under coronakrisen har tusindvis af lønmodtagere mistet deres job, og det har især ramt ufaglærte hårdt. Samtidig ved vi, at kriser koster ufaglærte job, og AE forventer at krisen vil kradse på især det ufaglærte arbejdsmarked i endnu en tid.1

På den baggrund vedtog Folketinget i sommer at forbedre mulighederne for opkvalificering af ledige. Nu viser tal fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, at den nye ordning, som trådte i kraft 1. august 2020, bliver brugt flittigt.

Således er der i perioden august 2020 til januar 2021 påbegyndt godt 1500 uddannelsesforløb, heraf knap 1000 forløb på den nye ordning.

Den nye midlertidige ordning indebærer, at man som ledig har mulighed for at opkvalificere sig på 110 pct. af dagpengesatsen, hvis man som ufaglært eller faglært med en forældet uddannelse starter på en uddannelse med gode jobmuligheder.

Fra 1. januar 2021 er ordningen udvidet med flere uddannelser, bl.a. SOSU-uddannelsen og uddannelser, der kan være relevante i den grønne omstilling.

Tallene viser, at ordningen bruges i stort omfang, og at antallet af påbegyndte uddannelsesforløb er steget markant. Det er en positiv udvikling set i lyset af, at AE’s nyeste fremskrivning af arbejdsmarkedet viser, at der vil mangle 99.000 faglærte i 2030.

  • 1https://ae.dk/analyser/coronakrisen-vil-stadig-kradse-for-ufaglaerte-i-2021