Arbejdsløshed / Ledighed

Dobbelt så høj ledighed blandt de unge

Arbejdsløsheden faldt i august måned med 2.600 personer. Blandt de 25-29-årige er arbejdsløsheden dog fortsat høj. Her er omkring 8,9 pct. arbejdsløse. Selvom der har været en massiv jobfremgang på det danske arbejdsmarked de seneste par år, så skal vi sikre, at de unge kommer med på jobvognen.

Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at arbejdsløsheden fra juli til august er faldet med 2.600 fuldtidspersoner. Dermed er den registrerede bruttoarbejdsløshed nu på 118.800 fuldtidspersoner, svarende til 4,4 pct. af arbejdsstyrken. Arbejdsløsheden er højere for de 25-29-årige, hvor omkring 8,9 pct. arbejdsløse.

Udover de 118.800 registrerede arbejdsløse skal man være opmærksom på, at der er ca. 55.000 arbejdsløse, som ikke er registreret som arbejdsløse, men som står til rådighed for arbejdsmarkedet og er på jagt efter et arbejde.

Samtidig har vi de kommende år udsigt til en stor vækst i arbejdsstyrken – bl.a. pga. de mange udbudsreformer vi har gennemført de sidste ti år, og fordi der også kommer udenlandsk arbejdskraft til landet.

Væksten i arbejdsstyrken er med til at begrænse risikoen for, at der opstår en overophedning, men hvis vi ikke får opkvalificeret arbejdsstyrken kan vi hen ad vejen løbe ind i problemer med at skaffe de rigtige hænder.

Selvom opsvinget har fået fat, og væksten tegner lovende, er det nu vi skal have løftet kvalifikationerne, så arbejdsstyrken er klædt på til fremtidens arbejdspladser. Samtidig skal vi gennem bedre beskæftigelsesindsats og investeringer i bedre arbejdsmiljø sikre at flere kan holde til at blive længere tid på arbejdsmarkedet.