Kontakt

Formueulighed

De 10 pct. rigeste ejer lige så meget som de 70 pct. fattigste tilsammen

De 10 pct. med de højeste indkomster har en gennemsnitlig nettoformue på næsten 7 mio. kr. Samlet er nettoformuen blandt de ti pct. rigeste lige så stor, som nettoformuen for de 70 pct. med lavest indkomst er tilsammen. Der er ikke kun stor forskel mellem danskernes formuer. Uligheden har således været stigende i Danmark gennem årtier.

Danmarks Statistik har for første gang offentliggjort en sammenhængende statistik over nettoformuerne i Danmark. Som noget nyt indgår der både pensionsformuer, markedsværdi af bolig, andelsboliger mv. Samtidig indgår der både realkreditgæld, lån i pengeinstitutter, lån til kommuner mv.

Opgørelsen fra Danmarks Statistik viser, at nettoformuerne er endnu mere skævt fordelt end indkomsterne i Danmark. Opdelt på indkomstdeciler, har de ti pct. med de højeste indkomster en gennemsnitlig nettoformue på næsten 7 mio. kr.

De ti pct. med de laveste indkomster har en nettoformue på 220.000 kr. Altså er nettoformuen 30 gange så stor for de ti pct. rigeste, som for de ti pct. fattigste. Samlet er nettoformuen blandt de ti pct. rigeste lige så stor som nettoformuen for de 70 pct. med lavest indkomst er tilsammen.

Ser man alene på formuerne uden at fratrække gælden så har de ti pct. med de højeste indkomster en formue på over 9 mio. kr. i gennemsnit. Til sammenligning har de ti pct. med de laveste indkomster en formue på knap 700.000 kr. i gennemsnit.