Kontakt

Beskæftigelse

Beskeden fremgang i dansk økonomi

Væksten i dansk økonomi var i 2. kvartal på blot 0,2 pct. Det er ikke prangende. Den vigtigste vejrhane – beskæftigelsen, brager fortsat op. Mange arbejdsgivere er bekymret for, at vi kommer til at mangle uddannet arbejdskraft. Derfor er det bekymrende, at regeringen fortsat sparer på uddannelse.

Iflg. nye tal fra Danmarks Statistiks voksede BNP med 0,2 pct. i 2. kvartal 2018. Fra 2. halvår 2017 til 1. halvår 2018 har væksten været på 0,9 pct.

Umiddelbart har væksten halvvejs inde i 2018 ikke været imponerende, men væksttallene giver os langt fra det fulde billede af, hvordan dansk økonomi klarer sig.

Beskæftigelsen brager fortsat i vejret og udviklingen på arbejdsmarkedet tyder ikke på, at opsvinget er bremset op.

Overordnet ligger dansk økonomi lunt i svinget på trods af de på overfladen sløje væksttal. Den kraftige fremgang i beskæftigelsen kan være en indikation på, at der underliggende er en kraftige vækst i økonomien end BNP-tallene umiddelbart antyder.

Selvom beskæftigelsen vokser kraftigt, står vi ikke på randen af en overophedning. Udover de registrerede ledige er der ca. 50.000 arbejdsløse, som ikke er inkluderet i den registrerede ledighed, og som bl.a. omfatter arbejdsløse, som ikke modtager dagpenge eller kontanthjælp. Derudover er der op imod 200.000 lønmodtagere, som gerne vil arbejde flere timer.

Der er også 10.000 unge, som på trods af arbejdsgivernes meldinger om mangel på arbejdskraft, ikke kan få en praktikplads i en virksomhed. Når nu arbejdsgiverne i medierne klager over mangel på arbejdskraft, er det uforståeligt, at så mange unge ikke kan få en læreplads ude på en virksomhed.

Regeringen har i sit finanslovsforslag holdt fast i, at uddannelserne skal spare 2 pct. om året. Når nu man i regeringen og andre steder er bekymret for, om der er nok uddannet arbejdskraft til rådighed, er det ikke hensigtsmæssigt.

Vores hovedudfordring er ikke mangel på arbejdskraft, men at vi ikke får nok ud af den arbejdskraft vi har til rådighed.