Kontakt

Beskæftigelse

3.800 flere i job. Arbejdsmarkedet er ikke rødglødende

Lønmodtagerbeskæftigelsen er i april vokset med 3.800 personer. I dag markerer 4-årsdagen for vendingen på arbejdsmarkedet. Arbejdsmarkedet er dog ikke rødglødende. Vi har benzin nok på tanken til at holde opsvinget kørende og undgå en overophedning af dansk økonomi.

Lønmodtagerbeskæftigelsen voksede i april med 3.800 personer. Udviklingen i april dækker over, at den offentlige beskæftigelse er vokset med 197 personer, mens den private beskæftigelse er vokset med 3.780 personer.

I dag markerer 4-årsdagen for vendingen på arbejdsmarkedet. Vi kan glæde os over en næsten uafbrudt jobfremgang på i alt 147.900 personer. Det betyder, at vi har indhentet ca. 80 pct. af de job, vi tabte i begyndelsen af krisen.

I forhold til sidste år, er jobfremgangen på det private arbejdsmarked dog gearet lidt ned. De sidste 12 måneder er lønmodtagerbeskæftigelsen i den private sektor således vokset med 44.700 personer mod hele 52.400 personer sidste år.

Selvom jobfremgangen på det private arbejdsmarked ikke er helt så kraftig som sidste år, er den kraftig og tydelig nok til at holde opsvinget kørende.

På trods af den pæne jobfremgang er arbejdsmarkedet ikke ved at koge over. Udover de ca. 115.000 registrerede ledige, står der yderligere 56.000 arbejdsløse, som ikke er registreret som ledige, til rådighed for virksomhederne, hvis de har behov for at ansætte flere.

Derudover har vi de kommende år udsigt til 160.000 flere personer på arbejdsmarkedet. En så stor vækst i arbejdsstyrken har vi ikke set siden 70’erne og 80’erne.

Man skal også gøre sig klart, at en meget stor del af jobfremgangen siden 2013 har været drevet af deltidsjob. Hvis der er behov for at øge arbejdsindsatsen har virksomhederne derfor mulighed for at oprette flere fuldtidsstillinger.

Vi mangler dog at sikre os, at vi også har de ”rigtige” hænder til rådighed, og derfor er den næste vigtige opgave, at voksen og efteruddannelsessystemet styrkes ved de kommende trepartsforhandlinger. Hvis regeringen og arbejdsmarkedets parter formår at opnå en god aftale venter her et potentielt stort vækstbidrag til dansk økonomi.