Beskæftigelse

2016 bød på den kraftigste jobfremgang siden krisen

Beskæftigelsen voksede med 3.000 personer i december 2016. Samlet er beskæftigelsen det seneste år vokset med godt 45.000 personer. Det er den kraftigste jobfremgang, vi har observeret siden krisen. Det er positivt, at fremgangen på det danske arbejdsmarked er så tydelig, som den er.

Lønmodtagerbeskæftigelsen er iflg. Danmarks Statistik vokset med 3.000 personer i december. Samlet er beskæftigelsen det seneste år vokset med godt 45.000 personer (målt som årsgennemsnit). Det er den kraftigste jobfremgang, vi har observeret på et år siden krisen.

Den næsten uafbrudte jobfremgang siden foråret 2013 betyder, at vi netto har vundet ca. 70 pct. af de job, vi tabte i begyndelsen af krisen tilbage.

Samtidig muliggør de senere års reformer også, at vi kan vinde resten af de tabte job tilbage uden der opstår store problemer med mangel på arbejdskraft. Der kan dog opstå problemer med at skaffe den rigtige type arbejdskraft med de rigtige kvalifikationer. Det gælder især faglært arbejdskraft, hvorfor det er vigtigt at få flere unge til at vælge en erhvervsfaglig uddannelse og opprioritere voksen- og efteruddannelse.

For at der for alvor kan komme acceleration i opsvinget kræver det, at investeringerne også kommer op i højere omdrejninger. Hvis væksten og efterspørgslen i udlandet skuffer, vil virksomhedernes lyst til at investere være mindre, og så vil den eneste vækstmotor i dansk økonomi fortsat være det private forbrug, og det er for lidt.

Hvis alt flasker sig, kan 2017 blive et rigtig godt år for dansk økonomi, men vi skal samtidig igennem et vanskeligt og meget uforudsigeligt år, hvor det vil vise sig, hvor alvorligt den nye amerikanske præsident Donald Trump mener det i forhold til toldmure og handelsbarrierer.

Samtidig skal der forhandles brexit og Europa skal igennem flere afgørende valg, hvis udfald fremadrettet kan have stor betydning for den frie handel og arbejdskraftens fri bevægelighed.