Det er et faktum, at de rigeste stikker af fra de øvrige indkomstgrupper

Cepos fremfører på Altinget den 26. oktober, at det er en myte, at de rigeste er blevet meget rigere siden 2010 og stikker af fra resten af befolkningen. Det sker med henvisning til en AE-analyse fra januar 2021.

Til dette formål præsenteres en graf, der viser, at de, der havde de laveste indkomster i 2010, har haft den største procentvise indkomstfremgang et årti frem, mens dem med de højeste indkomster i udgangspunktet har haft den laveste indkomstvækst siden da.

Men man skal passe på, at man ikke får blandet pærer og bananer sammen. Der er forskel på, om man taler om ulighed og forskelle i indkomster, eller om man taler om mobilitet i indkomster. Her går det galt for Cepos.

Når vi i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd – og mange andre – taler om, at de rigeste stikker af, er det med afsæt i tal om indkomstulighed, der viser, hvordan der bliver større forskel på de største og laveste indkomster i Danmark. Det gør vi på samme måde, som når Danmarks Statistik, OECD eller EU måler indkomstulighed – også over tid. Indkomstulighed kan eksempelvis opgøres ved Gini-koefficienten, som dog ikke fortæller os, hvad der driver den stigende ulighed.

Når man ser på indkomstgrupper, viser vores analyse, at de 10 procent rigeste har haft den største vækst i indkomsterne fra 2010 til 2019. Indkomstgruppen har haft en real fremgang på 25 procent, mens de 40 procent fattigste måtte nøjes med knap 6 procent. Faktisk har indkomstforskellene i jævnt tempo vokset sig stadig større siden 1990’erne. Meget af den stigende indkomstulighed er altså drevet af, at de rigeste stikker af fra resten.

En undersøgelse af udviklingen i enkelte personers indkomst fra 2010 til i dag, som Cepos foretager, er ikke et mål for indkomstuligheden, men fortæller os derimod noget om vækst og mobilitet i indkomster. Denne opgørelse kan dog ikke stå alene, da man efterlades med et helt misvisende indtryk af, hvor stor mobiliteten i enkeltpersoners indkomster faktisk er.

Og nu bliver det måske lidt økonomteknisk. Men tryktester man Cepos’ opgørelse ved at vende den på hovedet, er forvirringen komplet. Det, Cepos gør, er at lave et nedslag i 2010, hvor de i statistikkerne finder de 10 procent rigeste og 10 procent fattigste. Derefter følger de hver enkelt persons indkomst i de indkomstgrupper frem til 2019. Derved får man det indtryk, at de fattigste er markant rigere i dag, mens de rigeste har haft en halvsløj indkomstudvikling.

Det er i bund og grund ikke forkert, men laver man nedslaget i 2019 i stedet for, er billedet omvendt. De fattigste personer i dag havde i gennemsnit lavere indkomst i 2010 end alle andre, men har samtidig oplevet en stor tilbagegang og er dermed endnu fattigere i dag end for 10 år siden. Omvendt har de rigeste personer i dag – fra et højere udgangspunkt end alle andre – oplevet den relativt største fremgang og er dermed endnu rigere i dag.

6 ud af 10 blandt den rigeste tiendedel var også blandt de rigeste i 2010

Hvis man gerne vil forstå dynamikken i mobiliteten mellem indkomstgrupper, er det mere nærliggende i stedet at opgøre det, der i fagtermer kaldes en ”transitionsmatrice”. Den viser i bund og grund, hvor mange af dem, der er blandt de rigeste i dag, også var blandt de rigeste i 2010.

59 procent af de rigeste 10 procent i 2019 var også blandt de rigeste 10 procent i 2010 (se figuren). Bemærk i øvrigt, at blot 7 procent af de rigeste i dag kommer fra den fattigste halvdel af befolkningen (fem første celler i højre kolonne lagt sammen). Langt de fleste ”rekrutter” var således i forvejen i den øvre del af indkomstfordelingen.

I bunden af indkomstfordelingen finder vi et tilsvarende billede. Lidt mere end 40 procent af den fattigste tiendedel i dag var at finde samme sted tilbage i 2010. Mobiliteten i bunden er dog større end i toppen. Altså rykker flere af de fattigste op i indkomstgraderne, end der er rige, der rykker ned. Alligevel er under 2 procent fra den fattigste tiendedel nået til tops over perioden.

Så nej, Cepos, det er ikke en myte, at de rigeste stikker af indkomstmæssigt. Indkomstuligheden har været stigende i mange år, og siden 2010 er meget af denne udvikling trukket af den rigeste del af befolkningen. Enkeltpersoners mobilitet i indkomstfordelingen er i andre sammenhænge også relevant at undersøge, og her viser tallene, at det i høj grad er de samme personer, der forbliver blandt de rigeste.