Videregående uddannelse

Offentligt finansieret uddannelser er en guldåre

Videnskabsminister Helge Sander foreslår private universiteter, men er videregående uddannelser virkelig så dårlig en forretning for staten? - Nej, tværtimod betaler kandidaterne fra landets universiteter sig selv hjem med millioner af kroner.

Professor Nina Smith (re)lancerede for et par uger siden idéen om, at videregående uddannelser i Danmark bør være privat finansierede, hvis der i fremtiden skal sikres et konkurrencedygtigt niveau på uddannelserne. En idé som videnskabsminister Helge Sander tog til sig i en kronik i Jyllands Posten ved at argumentere for, at Danmark bør få indføre private universiteter.

Baggrunden for debatten har blandt andet været en række beregninger, der dokumenterer en betydelig underfinansiering på de danske universiteter. For at kunne sikre et stærkt fagligt niveau, der kan fastholde de danske uddannelsers konkurrencedygtigt i fremtiden, er der behov for flere midler.

Spørgsmålet er imidlertid, om der er god ræson i, at pengene skal komme fra de studerende gennem øget brugerbetaling? Er uddannelse virkelig så dårlig en forretning, at de studerende selv må til lommerne, hvis Danmark i fremtiden skal have uddannelser helt i top?

For det første er det afgørende for den enkelte at få en uddannelse. Med øget uddannelse følger nemlig højere indkomst gennem livet. Mens en ufaglært i gennemsnit tjener 9,4 mio. kr. efter skat over et helt liv, så tjener en læge 23,9 mio. kr. Personer uden kompetencegivende uddannelse mister millioner af kroner over livet i forhold til de andre grupper, fordi ufaglærte har en markant dårligere tilknytning til arbejdsmarkedet – blandt andet på grund af højt sygefravær og førtidspension.

For det andet er en veluddannet arbejdsstyrke alfa og omega i forhold til fremtidens arbejdsmarked og velstanden i Danmark. AEs fremskrivninger af uddannelsessammensætningen på arbejdsmarkedet viser, at manglen på uddannet arbejdskraft vil tage alvorligt til i styrke, når vi kommer ud på den anden side af den aktuelle økonomiske krise, hvis ikke der sker et markant løft af de unge og arbejdsstyrkens uddannelsesniveau.

Frem mod 2019 vil der mangle 45.000 faglærte og 105.000 personer med en videregående ud-dannelse sammenlignet med i dag. Modsat vil der være et overskud på knap 90.000 ufaglærte og knap 35.000 personer med en gymnasial uddannelse som højeste uddannelse. En realisering af 2015-uddannelsesmålsætningerne vil modvirke nogle af ubalancerne, men vil langt fra løse problemerne.

Lykkedes det ikke at rykke markant på de unges og arbejdsstyrkens uddannelsesniveau, får danske virksomheder altså efter alt at dømme massive rekrutteringsproblemer i fremtiden. Det kan koste dyrt i økonomisk vækst og samfundsmæssig velstand.

I Danmark er der i dag fri og lige adgang til at tage en uddannelse, der for langt størstedelens vedkommende finansieres for offentlige midler. Dette er ligeledes tilfældet med landets videre-gående uddannelser, herunder universiteterne. Vi har her i landet valgt at investere i kloge hoveder, fordi det i sidste ende kommer både den person, der uddanner sig, og samfundet til gode.

Når flere eksperter og erhvervsorganisationer nu argumenterer for, at man bør indføre privatfi-nansierede og brugerbetalte universiteter for at få stærke faglige kandidater, der kan matche udlandet, fristes man imidlertid til at tro, at videregående uddannelse finansieret via skattebilletten er en dårlig forretning for samfundet. Det er imidlertid langt fra tilfældet.

Figuren viser nettoeffekten på de offentlige finanser af lange videregående uddannelser. Det vil sige de samlede skatteindtægter til statskassen fra en person over livet, minus de udgifter, som det offentlige har til uddannelsen og offentlige overførelser som f.eks. SU og folkepension.

Som det tydeligt fremgår, er videregående uddannelse ikke bare en god forretning – det er en særdeles god investering for staten. Gevinsten på de offentlige finanser, når alle skattebetalinger er lagt sammen, og udgifter til overførsler og uddannelse er trukket fra, ligger i snit på 9 mio. kr. for hver enkelt videregående uddannelse. Det, at staten betaler uddannelserne, og uddannelsen dermed er gratis for de studerende, er således en guldrandet investering, fordi indtægterne i form af skatteindbetalinger langt overstiger udgifterne til uddannelse og overførsler.

Og måske overraskende for nogle er billedet rent faktisk, at lige meget hvilken videregående uddannelse, man tager i Danmark, så er der tale om en god forretning for de offentlige kasser. Som det fremgår af figuren, er der forskel på nettoeffekten på de offentlige finanser af videregående uddannelse. Mens en økonom, en læge eller en civilingeniør samlet set bidrager med mere end 10 mio. kr. til statskassen, bidrager en humanist eller en arkitekt med omkring 5 mio. kr. til statskassen, når uddannelsesomkostninger og offentlige overførelser er trukket fra.

Omvendt er der ikke en eneste statsfinansieret videregående uddannelse, det er muligt at tage i Danmark, der belaster statskassen mere, end den gavner. Alle universitetsuddannelser – fra musiker over teolog til jurist – har således positiv nettoeffekt på de offentlige finanser. Eller formuleret mere ordret: Kandidaterne fra landets universiteter betaler sig selv hjem med millioner af kroner. Set i det lys har staten rig mulighed for at sponsorere bedre uddannelser uden at 'miste' penge på det – tværtimod.

Sidst men ikke mindst er det vigtigt at holde for øje, at uddannelse er det ultimativt bedste 'våben' til at bryde den sociale arv og dermed sikre, at endnu flere kan gennemføre en uddannelse, som staten igen "tjener" penge på. Gratis uddannelse og SU-stipendier gør det nemlig – principielt - muligt for alle unge at tage en uddannelse i Danmark.

Øger man brugerbetalingen på f.eks. universiteter, vil mange af disse økonomiske gevinster gå tabt kombineret med, at den sociale mobilitet i samfundet vil falde. Det er både socialt risikabelt og en økonomisk blindgyde.

Politiken-analyse 5. december 2009.